SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Pakistans Kirke PDF Udskriv Email

Peshawar Stift, Nordvestgrænseprovinsen

Church of Pakistan Pakistans Kirke blev dannet i 1970 af de lutherske, de skotsk presbyterianske, metodistiske og anglikanske kirker og missionsselskaber. Pakistans Kirke styres af en synode. Peshawar Stift blev dannet i 1980 og er et ud af de 8 stifter, der udgør Pakistans Kirke. Stiftets omfang falder sammen med Pakistans Nordvestgrænseprovins og har rundt regnet 100.000 medlemmer ud af provinsens 17 mil. indbyggere (0,6%).

Nordvestgrænseprovinsen (North-West Frontier Province) har sit navn tilbage fra den britiske kolonitid, hvor provinsen i den indiske kronkoloni havde en særstatus pga. de frihedselskende pathanske stammers gentagne oprørsforsøg. Provinsen beholdt sit navn efter oprettelsen af den muslimske stat Pakistan i 1947. Stadig er der et bredt ”lovløst” bælte ind mod Afghanistans grænse, der har status som stammeområde.

Diocese of Peshawar Pathanerne/pasthunerne er provinsens dominerende folkeslag. I Afghanistan udgør disse stammer mere end en tredjedel af landets befolkning. Provinsen har blandt andet derfor igennem et kvart århundrede været påvirket af krigene i Afghanistan. Ikke mindst fordi Pakistan har huset flere millioner afghanske flygtninge, hvis lejre har dannet grobund for oprettelsen af hundredvis af koranskoler (madrassaer), hvor en særlig fundamentalistisk fortolkning af islam finder sted. I dag er sharialoven da også gældende i Nordvestgrænseprovinsen.

 

Pakistankort