SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Selskabets Historie PDF Udskriv Email

Selskabets oprettelse i 1962
Selskabet til støtte for Pakistans Kirke blev oprettet i februar 1962 under navnet ”Komitéen til støtte for Pakistans Lutherske Kirke”. Det skete som følge af en årelang strid mellem Pakistans lutherske Kirke og bestyrelsen for Dansk Pathanmission samt interne stridigheder i Pakistan mellem missionærer udsendt af Dansk Pathanmission og ansatte ved Pakistans lutherske Kirke særligt biskop Jens Christensen.

Striden frem til 1962
En væsentlig kerne i den strid omhandlede Dansk Pathanmissions magtbeføjelser over Pakistans lutherske Kirke, der var blevet en selvstændig synodalkirke i 1955. Men striden omhandlede også synodens valg af Jens Christensen som biskop i 1955, hvilket en kreds i Danmark fandt forkert. Internt i missionærforsamlingen og Pakistans lutherske Kirke var der uoverensstemmelser blandt andet på den baggrund, at en ung missionær Jens Enevoldsen ikke ønskede at arbejde under kirkens forfatning og love, men henholdt sig til, at han kun var forpligtet på Dansk Pathanmissions love. Desuden ønskede unge missionærer kun at tegne korttidskontrakter, hvilket ”de gamle” missionærer fandt uhørt. Jens Christensen blev også anklaget for konstitutionsbrud, hvilket synoden afviste. Men sådan var meget af det, der kom på banen i denne strid, desværre meget personfikseret.

Marie Holst og Teltmissionen i 1903
Selskabet til støtte for Pakistans Kirke viderefører i dag det arbejde, der begyndte i Nordvestgrænseprovinsen i 1903 med læge Marie Holsts oprettelse af Teltmissionen. Marie Holst og hendes medarbejder Martha Malthe ønskede at drive mission i området omkring Peshawar med det formål på sigt at rykke ind i Afghanistan, når det blev muligt. Marie Holst fik frem til sin død den 18. februar 1917 opbygget Teltmissionen med et hospital i Mardan, et organiseret hjemmearbejde i Danmark med kredse og bladet ”Fra Teltmissionen” og fra 1915 med en bestyrelse på 7 personer.

Anna Bramsens ansættelse i 1921
Efter Marie Holst død lå arbejdet lidt stille, men med udsendelsen af læge Anna Bramsen i 1921 kom det i gang igen. Anna Bramsen blev hospitalets leder og Teltmissionen fik i løbet af de kommende par år forhandlet sig frem til at få sit eget missionsområde omkring Mardan.

Jens Christensens ansættelse i 1926
Indtil ansættelsen af Jens Christensen i 1926 har Teltmissionen udelukkende et kvindearbejde med hospitalet som centrum for missionen. Med Jens Christensen får Teltmissionen også et mandsarbejde. Han blev præst for de lokale kristne og gav hospitalsstaben den nødvendige kirkelige betjening. Han missionerede desuden i det omkringliggende distrikt og udarbejdede missionslitteratur på det lokale sprog pushtu.

Strid mellem Anna Bramsen og Jens Christensen
Fra Jens Christensens ansættelse og frem til 1935 opstod stridigheder mellem hospitalsleder Anna Bramsen, Jens Christensen og Teltmissionens bestyrelse. Årsagen til stridighederne lå i et forskelligt kirke- og missionssyn. Anna Bramsen var nemlig blevet inspireret af blandt andet Frans af Asissi og hinduistisk meditation. Hun ønskede at lave hospitalet om til et moderhus med mange små ashramer rundt om i Indien. Hun tilsluttede sig en tertiarorden og oprettede en mindresøsterorden i Mardan. Jens Christensen havde modsat fundet ”tilbage” til en evangelisk-luthersk teologi inspireret af blandt andet den nyligt opståede eksistens- og åbenbaringsteologi repræsenteret ved de to tyske teologer Bultmann og Barth.

Anna Bramsen afskediges i 1935. Teltmissionen bliver til Dansk Pathanmission
I 1935 blev Anna Bramsen afskediget og Jens Christensen blev missionens leder. Teltmissionen havde allerede igennem en del år som undertitel på sit blad haft 'Dansk Pathanmission', og i 1937 blev det selskabets officielle navn. Dermed stod det klart, at missionsselskabets mål ikke var at drive teltmission i Afghanistan med udgangspunkt i hospitalet i Mardan, men at målet var at danne en selvstændig pathansk kirke, der på sigt skulle blive selvstyrende og selvfinansierende.

Kirken i Mardan i 1939
I 1939 fik den lille pathanske menighed i Mardan sin egen kirkebygning. Jens Christensen havde uddannet en lokal ung mand, Taib, i teologi. Han blev nu menighedens præst. Med til etableringen af kirken hørte også, at Jens Christensen fik skrevet en kirkeforfatning, oversat dele af Ny Testamente til pushtu, oversat og digtet salmer på pushtu med videre. Desuden blev der sat et børne- og skolearbejde i gang af den nyligt ansatte sygeplejerske Karen Friis Nielsen.

2. Verdenskrig
2. Verdenskrig medførte en længerevarende stilstand i kirkens og Pathanmissionens arbejde. Jens Christensen fik i disse år oversat hele Ny Testamente til pushtu betalt af British and Foreign Bible Socity.

Kirken gøres selvstændig i 1955
Med Indiens selvstændiggørelse og deling i 1947 så situationen alvorlig ud for Dansk Pathanmission. Uden britisk beskyttelse og nu underlagt Pakistans muslismske regering frygtede man, at missionsselskaberne ville blive smidt ud af landet. Derfor blev der nu arbejdet hårdt for at gøre kirken helt selvstændig. Flere medarbejdere blev ansat. Gurli Fischer overtog zenana-arbejdet (zenana er kvindeafdelingen i hjemmene). Karen Friis Nielsen fik etableret en børnehave og opbygget menighedsskolen, der i 1953 opnåede statsanerkendelse. Jens Christensen fik etableret en teologisk uddannelse og fik i 1950 påbegyndt et korrespondancekursus i islam (Der senere samlet blev udgivet som ”The Practical approach to Muslims”, der på dansk er udgivet under titlen ”Konfrontation. Islam og kristendom”). Samme år skrev han bogen ”Islam. Muhammedanisme og muhammedanermission”. Et samarbejde indgås med et amerikansk luthersk missionsselskab ”World Mission Prayer League”, og en kirkeforfatning skrives af Jens Christensen i samarbejde med Poul Seidelin hjemme i Danmark. Den 2. november blev kirkeforfatningen vedtaget på kirkens første synode, hvor Jens Christensen vælges som biskop.

Dansk Pathanmission splittes
Efter kirkens selvstændiggørelse fortsatte det energiske arbejde fra alle medarbejderes side. Et præsteseminar blev oprettet i 1956 med Børge Frello som forstander og de fleste missionærer som undervisere. Man udformede bilovene til kirkeforfatningen. I et samarbejde med Dansk Pathanmissions bestyrelse udarbejdede Jens Christensen en alter- og ritualbog samt ”Book of Common Worship of the Pakistani Lutheran Church". Men selvom dette samarbejde mellem kirken og Dansk Pathanmission var godt, så endte det hele desværre i striden nævnt i de to indledende afsnit. Denne strid kulminerede med en skrivelse fra Dansk Pathanmissions bestyrelse, som truede med at stoppe al støtte fra den 1. juni 1962, hvis kirken ikke svarede bestyrelsen positivt på deres henvendelse. Umiddelbart efter afsendelsen af dette brev i december 1961 blev der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, der blev afholdt i Odense den 7. januar 1962. Her var der to positioner: Denne ene position ønskede, at kirken skulle tildele Jens Enevoldsen kollats (selvom han ikke ville underskrive kirkens love), at kirkens konstitution skulle revideres, og hvis ikke dette blev overholdt, skulle støtten trækkes tilbage. Den anden position gik ud på at fortsætte støtten og samarbejdet med kirken, tilbagekalde truslerne og arbejde for en forsoning mellem de stridende personer. Det var den første position, der vandt. Tilhængerne af den anden position oprettede derfor Støtteselskabet.

Striden fortsætte
Dansk Pathanmission overholdt ikke et løfte om at trække sig ud af området og finde et andet sted at missionere. Tværtimod indledtes nu en strandhugst i kirkens menigheder og strid og ufred blev sået mange steder.

Kirkeunion i 1970
Siden 1947 havde der været bestræbelser på at opbygge en pakistansk kirkeunion. Jens Christensen havde altid deltaget i disse forhandlinger, men havde naturligvis holdt helt fast på, at der skulle tages afstand fra gendåb og skelnen mellem ”troendes dåb” og barnedåb. Det blev først efter hans død, at en kirkeunion blev til noget. Den 1. november 1970 blev ”Church of Pakistan” oprettet, og fra samme dato indgik Pakistans Lutherske Kirke i den.

Jens Christensen dør
På grund af sit meget dårlige helbred gik Jens Christensen af som biskop i 1965, og samme år blev Arne Rudvin valgt til stillingen. Margrethe og Jens Christensen kom til Danmark i september 1966, men hans helbred var så dårligt, at han den 24. juli 1967 67 år gammel døde i Viby ved Århus.

Selskabet til støtte for Pakistans Kirke i dag
Siden 1962 har Støttesleskabet støttet Pakistans Lutherske Kirke/Pakistans Kirke. Støtten er primært gået til kirken og skolerne i Mardan. Støtteselskabet blander sig ikke i kirkens ledelse, men anerkender kirken som en selvstændig samarbejdspartner, der stadig har brug for vores økonomiske og moralske støtte. Siden 60’erne er skolen i Mardan blevet en velfungerende skole med 10 klassetrin for ca. 200 elever. Til skolen er knyttet et hostel for ca. 30 drenge. I 1982 blev der bygget en værkstedsskole (Christian Vocational Training Center), der i 1997 blev udvidet til at kunne rumme op mod 100 unge mænd, der kan tage en uddannelse som smede, automekanikere, elektrikere, køleteknikere, skræddere mv. Initiativet til værkstedskolen blev taget af Karen Friis Nielsen i 1977. Ud over den faste støtte til drift af disse skoler støtter selskabet også selvstændige projekter som eksempelvis byggeriet af værkstedsskolen, servicestationen, kirkens arbejde for jordskælvsofrene mv.