SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden - Maj 2008 PDF Udskriv Email

Muhammedtegninger
"Jeg er en jøde!" Sådan kunne man næsten føle og sige, da man tidligere på året i TV kunne se demonstrationerne mod Muhammedtegningerne i blandt andet Pakistan. Udsagnet relaterer sig umiddelbart til J. F. Kennedy, der for 45 år siden sagde: "Ich bin ein Berliner" og gjorde det for at vise sin støtte til østtyskerne under den kolde krig. Dette er dog ikke på samme måde skrevet for lidt omkostningsfrit at vise sin støtte til det jødiske folk, der har og fortsat må lide under fordomme, fordømmelser og forfølgelser, men fordi vi danskere af demonstranterne blev sat i samme bås som de ikke kun i dag sætter jøderne i, men som jøderne også blev sat i af nazisterne under 2. Verdenskrig. For de fleste demonstranter havde givet vis ikke tænkt en selvstændig tanke, men var efter påvirkning af fjendtligsindet propaganda blevet grebet af en oppisket stemning og et had, der svarede til det jødehad, der fandt sted i Tyskland under nazisternes styre. For lad os lige endnu engang holde fast i, at der ikke er noget egentligt stødende i de tegninger, som Jyllandsposten for nu godt 2½ år siden lod trykke foranlediget af, at Kåre Bluitgen ikke kunne finde nogen til at illustrere sin børnebog om Muhammeds liv. Den mest udskældte af tegningerne udført af Kurt Westergaard har jo ikke som sit mål at forarge muslimerne, men at illustrere islamisternes og selvmordsbombernes fortolkning af koranen og Muhammeds liv. Demonstrationerne mod tegningerne bekræfter endda, hvor god og sigende tegningen er, fordi vi i demonstrationerne netop ser den radikalisering, som tegningen med Muhammed med bomben i turbanen vil påpege.

Moralisme og moral
Vi skal derfor heller ikke lade være med at genoptrykke tegningerne. Nej, vi skal i princippet hænge dem op over alt. Det er lidt ligesom i Monty Pytons film "Life of Brian", hvor den ældre mand anklaget for blasfemi hopper rundt og skriger: "Jehova, Jehova!" For det kan jo ikke blive værre. Han er jo allerede dømt til døden ved stening. Og det er vi også! Ikke fordi Kurt Westergaard har tegnet Muhammed, men fordi vi er kristne. Man kan jo eksempelvis godt spørge sig selv om, hvor mange af de 50 demonstranter, der gik rundt i Karachi den 14. februar og brændte Dannebrog af fulgt af et TV-hold, der nogensinde havde set karikaturtegningerne? Sikkert ikke en eneste. Men selvom de havde, så handlede deres demonstration ligesom de mange andre, der på denne baggrund har fundet sted siden den 30. september 2005, mere om at bruge det som anledning til at få pisket en hadefuld stemning op mod alle vantro. Islamisternes stærke behov for at retfærdiggøre sig selv og sætte skel mellem troende og vantro, retfærdige og uretfærdige er nemlig sagens kerne, ligesom det dermed også handler om moralisme i modsætning til moral. Gud har igennem sin søn lært os, at vi ikke skal dømme andre, før vi har dømt os selv. Vi skal først tage bjælken ud af vores eget øje, inden vi kan se klart nok til at tage splinten ud af vores broders øje. Den, der er ren, skal kaste den første sten. Vi skal hverken dømme eller fordømme, men vi skal tilgive. For den dom, vi dømmer andre med, skal vi selv dømmes med. Demonstrationerne mod Danmark udtrykker det stik modsatte. De er fordømmende og sætter os i den samme position, som den jøderne var i under 2. Verdenskrig. Derfor kan man sige: "Jeg er en jøde!" Men endnu bedre vil det jo være at sige til demonstranterne, at de skal tage bjælken ud af deres eget øje, før de vil pille splinten ud af vores. Ja, det var vel så egentlig også det nogle aviser gjorde, da de genoptrykte tegningerne som et svar på politiets offentliggørelse af, at der med stor sandsynlighed var blevet planlagt et attentat på Kurt Westergaard. For er karikaturtegningen med bomben i turbanen netop ikke et sådant spejl, der til islamisterne siger, at de skal dømme sig selv med den dom, de dømmer andre med? Jo, det er den. Og netop den kendsgerning er vel også grunden til, at de synderriver deres klæder og dømmer den som gudsbespottelse.

At være kristen
"Jeg er en kristen!" At sige det er en personlig bekendelse. Det er ikke udtryk for at tilhøre et bestemt folk eller en bestemt religiøs gruppe. Guds rige er ikke af denne verden og derfor kan vi som døbte ikke betragte os som en del af et synligt kristent verdenssamfund. Vi kan ikke dømme om, hvem der er kristne og hvem, der ikke er det, ligesom vi derfor ikke kan føle at "det kristne samfund" bløder, når nogle kristne bliver forfulgt. Men det er vores tro, at vi i dåben er blevet podet ind på Kristus, som man poder en kvist ind på en gren. Føler vi, at vi bliver udsat for den samme hån, som jøderne er blevet det, så er det vores tro, at Kristus i sin lidelse og død har taget denne hån på sig. Ser vi andre kristne blive forfulgt, ved vi, at det er deres tro. Vi kan harmes over det, som vi rettelig bør harmes over enhver uretfærdighed. Og ser vi en uretfærdighed overgå ikke-kristne, kan vi forkynde for dem, at Kristus vil være med dem i deres lidelser, hvis de bliver døbt. Det er til forargelse for jøder (og muslimer) og en dårskab for grækere. Ikke mindst fordi det dermed også siges, at vi som kristne skal tolerere hån, forfølgelser og uretfærdighed. Evangeliet er intolerant og vil forarge og det kræver tolerance af den, der forkynder det.

Inter-Faith Press Conference
Når biskoppen over Peshawar stift Mano Rumalshah den 13. marts stod i spidsen for en interreligiøs pressekonference, der tog afstand fra Muhammedtegningerne, er det selvfølgelig også et udtryk for den tolerance, der kræves af dem, der skal forkynde evangeliets intolerante budskab. For situationen har jo bestemt ikke været nem for de pakistanske kristne, de gange Muhammedkrisen er blusset op. Hvor man her i landet mest har talt om krise pga. valutabalancen og bruttonationalproduktets størrelse, så har de kristne i Pakistan følt krisen på en noget mere kontant måde. Det kan man ikke andet end vise medfølelse overfor. Men man kan også føle smerte ved at se, hvordan de kristne er dhimmi'er, der bliver tålt med begrænsede rettigheder ud fra den forudsætning, at de underkaster sig islams overherredømme. Det er de kristnes vilkår i Pakistan, som under "normale" omstændigheder "kun" viser sig i deres fattige og ringe kår, men som i forbindelse med en sag som Muhammedkrisen nu har betydet, at de ydmygt har måttet bøje sig i støvet og give afkald på ære og stolthed ved at ty til at demonstrere sammen med muslimer foran Peshawar Press Club mod "det skændige angreb på en religions hellige profet", som der står i stiftets nyhedsbrev "The Frontier News" fra marts.

Støtte til de kristne
Biskop Mano Rumalshah har gjort regning uden vært, når han overfor muslimerne giver udtryk for, at alle kristne i verden står skulder ved skulder i denne sag. Ikke kun fordi en kirke ikke kan og skal tage stilling til et sådant politisk spørgsmål og heller ikke fordi, der altså ikke er et sådant synligt kristent verdenssamfund, men jo ganske enkelt fordi vi her i landet er mange, der ikke er enige med ham i hans syn på Muhammedtegningerne. Han har selvfølgelig skønnet, at det var det bedste for de kristne i Pakistan at sige sådan. Det skal vi ikke dømme ham for. Den dom er ikke vores, men Guds. Vi skal derimod tilgive ham i den ånd, at vi ved Kristus også har fået forladt vore synder og blevet gjort fri af alle denne verdens religiøse love og moraliserende domme. Til frihed har Kristus frigjort os! Og på de ord får vi mod og styrke til med ære og stolthed at udkæmpe livets kampe og holde fast i evangeliets intolerante budskab, at fordi Jesus er vejen, sandheden og livet, så er alt andet i denne verden sekulært, - og altså også en tegning af en profet. Derfor støtter vi ikke forfulgte kristne rundt i verden ved også at give afkald på ære og stolthed og give køb på evangeliets sandhed. Vi støtter dem selvfølgelig heller ikke ved at fordømme dem, når de finder det nødvendigt at tale om, at vi har et religiøst fællesskab med muslimerne. Men vi skal fortsat støtte dem, fordi det er vor tro og vort håb at Gud vil sørge for, at evangeliet trods forfølgelser vil lyde i de kristne menigheder.

Thomas H. Beck