SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden - Juni 2008 PDF Udskriv Email

Med terrorbombningen af den danske ambassade i Pakistan mandag den 2. juni, er det ikke blevet lettere at støtte Pakistans Kirke. Med de trusler, der hænger over hovedet på alle danskere, der bevæger sig til landet, er det jo nemlig selvsagt noget vanskeligt at opretholde en fornuftig kontakt til kirken med jævnlige besøg. Det er dog ikke noget, vi nogensinde har overdrevet. Men vi har jo altid med et par års mellemrum sendt et par bestyrelsesmedlemmer ud til kirken for at holde en fysisk kontakt, som er nødvendig, hvis samarbejdet skal fungere optimalt. Vi har også haft stor nytte af samarbejdet med Danmission, der har flere midler til rejser og hvor Lorens Hedelund har været så venlig at informere os om forholdene derude, når han har været på besøg. Vi har dog igen i år haft planer om, at et par fra bestyrelsen skulle derud, men som forholdene er lige nu, er det altså ikke så lige til. Dog ved vi af erfaring, at tingene hurtigt falder til ro derude, så selvom trusselsniveauet vurderes højt af Udenrigsministeriet, så er det ofte slet ikke så slemt, når man først befinder sig i landet.

Man kunne også forestille sig, at samarbejdet med kirken skulle være blevet forværret af situationen på den måde, at de ikke længere er så interesserede i at skilte med støtten fra Danmark. Det er dog ikke noget, de har nævnt for os. Men som jeg skrev i sidste nummer, så har biskop Mano RumalShah været engageret i en interrelligiøs konference, der har taget afstand fra Muhammedtegningerne, fordi denne sag naturligvis giver de kristne problemer i forhold til deres muslimske naboer. Det er ikke et engagement, som jeg på nogen måde kan bifalde, men jeg kan dog ikke desto mindre sagtens forstå det i forhold til den situation, som de kristne står i.

Denne holdning til Muhammed-sagen er det ikke utænkeligt, at der blandt selskabets støtter er uenighed med. Efter sidste blad (2-2008) fik jeg i hvert fald en henvendelse, der havde læst mit "Nyt fra formanden" som et sårende, barnagtigt og hadsk udfald helt på linie med det, som pågældende mente, at Jyllandsposten gør, når de skulle bruge enhver mulighed for at lægge indvandrere og dermed muslimer for had og se det som en selvfølgelighed at forhåne muslimernes profet. Jeg står dog noget uforstående overfor henvendelsen. Men jeg står jo så også i det hele taget uforstående overfor den måde, som dele af pressen, erhvervslivet, den bløde aktivistiske del af folkekirken med flere har håndteret "Muhammed-sagen" på. Jeg skal jo ikke her forsvare Jyllandsposten. Men hvad angår tegningerne, bør de jo i hvert fald tolkes ud fra sig selv. Sådan udtrykker tegningerne jo vidt forskellige ting, og som jeg indirekte skrev i sidste nummer, så tolker jeg Kurt Westergaards tegning som et angreb på fanatiske muslimers tolkning af islam. Er tegningen netop ikke et spejl, hvor de fanatiske muslimer kan se, hvad de selv gør deres profet til? Og skulle vi lade os underkue af de fanatiske muslimer, så vi ikke længere må sætte et sådant spejl op og sige vores ærlige mening om dem? Der er meget sandt i, at vi ikke har pligt til at sige alt, selvom man har ret til det. Men lige nu er vi havnet i en situation, hvor mange åbenbart ikke mener, at man bør have ret til at sige alt, - og hvor jeg derfor vil mene, at der er ting, man så vitterlig har pligt til at sige! Der er situationer, hvor samvittigheden kræver, at der siges fra. Og det er blandt andet overfor den muslimske wahabisme, Hizb-ut-Tahrir, Taleban og al-Queda. Det er jo altså ikke et spørgsmål om ikke at kunne lide indvandrere!

Det kan være givende at modtage kritik af det, man siger, skriver og gør. For man kommer jo derved ikke kun til igen at forholde sig til det emne, man har ytret sig om, men også at forholde sig til sine egne ytringer. Sådan modtager vi i bestyrelsen altid gerne respons på vores arbejde. Jeg vil dog her lige for en ordens skyld understrege, at hvad jeg skriver i "Nyt fra formanden", skal bestyrelsens andre medlemmer selvfølgelig ikke tages til indtægt for. Men det er dog alligevel samtidig udtryk for den bredere linie, der altid har været Støtteselskabets og hvis grundlag ikke kun er det kirke- og missionssyn, som Jens Christensen formulerede, men også de tanker han gjorde sig om forholdet mellem islam og kristendom. Det er et grundlag, der i øvrigt også forpligter os på altid at beskæftige os sobert med forholdet mellem islam og kristendom, hvorfor vi da apropos igen i år udgivet et temanummer sidst på sommeren, der tager et aktuelt emne op. I år er temaet "Bibel og koran" og vil have artikler af professor Mogens Müller, biskop Niels Henrik Arendt og oversætter forfatter mag.art. Ellen Wulff.

Hvad angår kritik, kan jeg kun opfordre til, at man møder op til Støtteselskabets Årsmøde, der i år vil blive gennemført som et et-dags-arrangement i Kolding. Her vil man ikke kun få rig lejlighed til at stille spørgsmål til bestyrelsens arbejde, men også mulighed for at deltage i gudstjenesten ved Sankt Nicolai kirke kl. 10.00 ved Henriette Bacher Lind og foredrag om eftermiddagen ved Ali Alfoneh om "Fejlslagen Modernisering og Fjendskab mellem Stat og Samfund i Afghanistan og Iran".

Thomas Beck

Nyhedsbrevet, nr. 3, 2008 i PDF-format.