SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden - December 2008 PDF Udskriv Email

Den 21. september fik Pakistan sit 9/11. Sådan er det meget voldsomme selvmordsbombeangreb på Marriot Hotel i Islamabad blevet udlagt med god grund. For selvom angrebet "kun" kostede omkring 60 dræbte, så var det et stort chok for alle pakistanere, at terroristerne overhovedet havde mulighed for at gennemføre dette angreb på en af landets bedst bevogtede bygninger. Ingen i landet var selvfølgelig i tvivl om, at Taleban, Al-Queda og andre militante grupper står alt for stærkt særligt i Nordvestgrænseprovinsen. Det var således den 22. august lykkedes dem at angribe Pakistans største våbenfabrik, Pakistan Ordnance Factory (POF), der har omkring 30.000 ansatte og på et meget højt teknologisk niveau producerer alt fra små patroner over artilleri til kampvogne. Dette angreb kostede mindst 70 livet og sårede over 100. Men selvom det også burde have været umuligt for terroristerne at komme igennem sikkerhedskontrollen til POF, så havde angrebet på Marriot Hotel en større psykologisk effekt ikke mindst set i lyset af, at præsident Zardari og andre fra regeringen efter planen skulle have været i bygningen, da attentatet blev gennemført. Målet for angrebet var derfor landets nyvalgte præsident, der blot 2 uger tidligere havde vundet valget. Det var derfor et angreb på landets styre og på det lille håb, der trods alt findes hos mange, om en mere harmonisk og fredelig fremtid for Pakistan.

Håbet om en bedre fremtid lever også i Pakistans Kirke, selvom forfølgelserne af kristne er tiltaget i takt med, at Taleban og andre terroristgrupper har sat sig på magten rundt omkring i Nordvestgræsenprovinsen, hvor Chitral, Swat og det meste af FATA'en (Federally Administered Tribal Areas) nu er fuldstændig under de militante gruppers kontrol. Ude fra kan håbet virke naivt, ligesom kirkens store bestræbelser på at afholde inter-religiøse konferencer kan virke som orkesteret på Titanic, der spillede videre uden at se i øjnene, hvilken vej det gik. Men én ting er det politiske håb, noget andet det kristne. For i troen er håbet om Kristi sejr over død og djævel aldrig naivt. Og dette håb gør troen levende, så den ikke stivner i skriftklog rigorisme og politisk rænkespil.

Politisk rænkespil på baggrund af påståede trosforskelle er det sidste, de kristne i Pakistan lige nu har brug for. Desværre har tidligere biskop Arne Rudvin fra Norge været en væsentlig årsag til, at der er opstået et sådant rænkespil i den nordlige del af Peshawar Stift. For i den weekend, hvor vi om mandagen den 25. august holdt vores årsmøde, ordinerede Arne Rudvin i sin bopæl i Norge den 32-årige unge præst Peter Majeed til biskop over "Northern Diocese, Mardan". Vi var i Støtteselskabets bestyrelse ikke uvidende om, at der igen var en gruppe af personer omkring familien Majeed, der forsøgte at skabe splid i stiftet, ligesom vi i løbet af forsommeren var blevet bekendt med, at Arne Rudvin den 8. maj skulle have gjort præsten i Mardan Majeed Masih (far til Peter Majeed) til sin fuldmægtige for, hvad han selv kalder for "Pakistan Lutheran Church Trust Association Mardan", som han så også hævder at være formand for. Allerede i marts fik vi oprigninger fra personer i Pakistan, der ønskede vores støtte til en sådan splittelse, hvilket ikke er noget nyt, da mange igennem tiden har forsøgt at tilegne sig magt og ejendomme ved at påberåbe sig at være lutherske, der har krav på den jord og de bygninger, der før dannelsen af Pakistans Kirke i 1970 hørte under Pakistans lutherske Kirke. Vi har altid afvist disse personer og gjorde det selvfølgelig igen i foråret, ligesom vi den 8. september i et brev til biskop Mano Rumalshah gav vores fulde støtte til stiftet og tog afstand fra Arne Rudvins handlinger, hvis motiver vi kun kan gisne om, men som mest af alt virker som en gammel gal mands sidste krampetrækninger.

Motivet for Rudvins handlinger kan i hvert fald ikke være at fremme "det evangelisk-lutherske" i stiftet. For på baggrund af de oplysninger, vi har fået, er der på ingen måde tale om et ærligt og redeligt forsøg på at reformere Pakistans Kirke. Der er selvfølgelig kritikpunkter mod stiftsadministrationen, som vi kan være enige med de såkaldt lutherske i, som eksempelvis den stigende tendens til at lade muslimske elever gå på de kristne skoler. Men vi kan her have en fornemmelse af, at disse kritikpunkter fremføres for at vække vores sympati for deres intrigante projekt, ligesom selve dette at kalde sig lutherske også skal tages med et vist gran salt. Vores eventuelle uenigheder med den måde, stiftet driver kirken og skolerne på, fører vi ad de rette kanaler. Således har vi da også i det brev, vi sendte til biskop Mano Rumalshah i september, kritiseret, at informationsniveauet ikke altid er det bedste (som blandt andet omkring disse indre stridigheder) og at de ikke er gode til at følge vores partnerskabsaftale, ligesom vi endnu engang har spurgt til deres politik med "mixed schools" for både muslimske og kristne elever.

Den 17. september fik vi et imødekommende svar fra biskop Mano Rumalshah, der undskylder deres manglende information med det arbejdspres, der ligger på vores kontakt til stiftet Humphrey Peters, ligesom det også er årsagen til, at vi ikke får tilsendt nok af de projektbeskrivelser, der er så nødvendige for vores arbejde. Det er en situation, vi så også er klar over og har stor forståelse for, ligesom vi ikke må glemme de utrygge forhold Pakistans politiske situation påfører alle kristne i landet og som naturligvis gør deres daglige arbejde besværligt. Derfor er vores vigtigste opgave lige nu da også at vise vores støtte åndeligt såvel som økonomisk til dette kristne broderfolk, der konstant lever i frygt for overgreb fra militante muslimske gruppers side. Det tilsidesætter de kirkepolitiske uenigheder, vi ellers kan have.

Thomas H. Beck

Pakistans Kirke, nr. 6, 2008 - PDF-format