SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Formandens beretning 2009 PDF Udskriv Email

Indledning Bestyrelsens arbejde
Forleden var der en af mine menighedsrådsmedlemmer, der under en god snak påpegede, at man jo godt kunne mærke, at krigen i Afghanistan og muslimers tilstedeværelse her i landet fyldte mere i min bevidsthed end i hans. Det ville have været langt mere på sin plads, hvis et af Støtteselskabets bestyrelsesmedlemmer eller et støttemedlem til selskabet havde anklaget mig for at beskæftige mig for meget med Afghanistan og den konfrontation, der er imellem kristendommen og islam for ikke at sige mellem islamister og den vestlige verden. For jeg syntes selv, at mit engagement som feltpræst igennem de sidste mange år har begrænset mine muligheder for at udføre mit hverv som formand for Støtteselskabet på en tilfredsstillende måde. Det er da også særligt mit engagement som feltpræst, der er stenen i skoen på mit menighedsrådsmedlem, selvom jeg gør mit yderste for, at mine sogne ikke skal belastes mere end højst nødvendigt af, at jeg indenfor de sidste 5 år ikke kun har tilbragt samlet over et år i Afghanistan og står foran en ny udsendelse på et halvt år til februar, men i det hele taget bruger mindst 30 hverdage om året inde ved Forsvaret. Der går meget tid med det. Men det er en opgave, jeg ikke som daglejeren fejt vil løbe fra, men tage på mig så godt jeg kan, fordi det nu har faldet sig for i mit liv, at jeg også skal være hyrde for danske soldater.

Temanummeret og reklamefolder
Jeg har derfor ikke meget at berette om, hvad jeg som formand for Støtteselskabet har udført. Noget har der selvfølgelig været. Lidt korrespondance med biskop Manu Rumalshah og Humprey Peters og et møde med Danmission, hvilket jeg vender tilbage til. Og så har der selvfølgelig været udarbejdelsen af årets temanummer om religionskritik. Emnet er naturligvis foranlediget af Durban II konferencen. Jeg syntes selv, at det er et godt og yderst aktuelt nummer, der er et værdigt og for nogen også et skrapt indlæg i denne debat om religionskritik. Jeg er bidragsyderne Bent Flemming Nielsen, Anders Raahauge, Thomas Østergaard Aalmann og Thomas Reinholdt Rasmussen meget taknemlige for, at de har stillet deres bidrag vederlagsfrit til rådighed. Forhåbentligt kan temanummeret ikke kun være et godt debatindlæg, men også være med til at gøre selskabet mere synligt til gavn for vores arbejde med at støtte Pakistans Kirke. Apropos dette med at gøre selskabet mere synligt, så har jeg i øvrigt sidste efterår fået revideret og trykt vores lille reklamefolder, der kan deles ud ved foredrag og lægges i kirkernes våbenhuse.
Når jeg ikke har så meget at sige om min egen indsats i det forgangne år, har jeg til gengæld noget mere at berette om, hvad Erik Koch, Laurits Vemmelund og Grete Wigh-Poulsen har lavet.

Grete Wigh-Poulsen
Og hvad angår Grete Wigh-Poulsen, så er hendes arbejde jo synligt for enhver i kraft af vores blad og nyhedsbreve. Vi syntes selv, at det har været en god idé at konvertere to blade om til to nyhedsbreve, fordi det har givet en vis besparelse i de store trykke- og forsendelsesomkostninger, mens vi stadigvæk opretholder en rimelig informationsstrøm til selskabets støtter. Naturligvis var det bedst, hvis det var blade. Men løsningen finder vi altså god. Også så god, at vi overvejer at udsende et nyhedsbrev primo august i håb om, at det kunne få flere til at komme til dette årsmøde, som jo ikke er overrendt i år med kun 14 deltagere inklusive bestyrelsen! Vi syntes ellers, at denne form for årsmøde, der løber af stablen på en enkelt dag, er god. Med nutidens travle mennesker har vi ikke kun fundet det godt, at programmet afvikles på en dag. Vi syntes også, at det er en fordel, at det foregår centralt i landet her i Kolding, hvor rammerne desuden er fantastiske og hvor vi møder en enestående gæstfrihed. Sidste år var deltagerantallet da også væsentligt højere. Men i den sammenhæng skal det jo også nævnes, at i dette arrangement har Grete Wigh-Poulsen lagt et stort arbejde.

Laurits Vemmelund
Hvad angår stort arbejde, så har Laurits Vemmelund været den, der mest direkte har været belastet af mit fravær. For ud over at gøre et stort arbejde med at være vores kontaktperson til Peshawar Stift, så har Laurits Vemmelund blandt andet måttet være stand-in for mig og holde et indlæg på en temadag i Vartov den 28. april om mindretal, politisk og religiøs frihed. Det tror jeg nu ikke var et ringe bytte for Grundtvigs Forum, der sammen med Folkekirkens mellemkirkelige Råd arrangerede dagen. Laurits Vemmelunds indlæg og den efterfølgende debat har fået stor ros. Men ikke nok med det, så kom Laurits Vemmelund også til at være primus motor i et møde med Pakistans Kirkes generalsekretær og næstkommanderende i stiftet Humprey Peters en lille måneds tid senere. Vi havde ellers tidligere på året forsøgt at få et møde i stand, hvilket ikke lykkedes på grund af den ustabile situation i Pakistan, hvor Taleban-relaterede grupper jo som bekendt havde taget magten i Swat-dalen. På det tidspunkt var det ikke muligt for Humprey Peters at rejse ud af landet. Det lykkedes så til gengæld i slutningen af maj (22-26 maj), hvor diverse møder mellem ham, Danmission og os, repræsenteret ved Laurits Vemmelund og Erik Koch, fandt sted i København. For vores vedkommende drejede sig særligt om et fælles møde mellem Humprey Peters, Danmission og os lørdag den 23. maj om eftermiddagen med en afsluttende aften i Tivoli samt et møde søndag efter gudstjeneste i Vor Frue Kirke med Humpret Peters, Laurits Vemmelund og Erik Koch. Disse møder var præget af konflikten i Swat og den deraf følgende flygtningestrøm, hvilket jeg om lidt vil vende tilbage til.

Erik Koch
Flygtningestrømmen fra Swat til området omkring Mardan og Peshawar medførte naturligvis et akut behov for hjælp. I den forbindelse har Erik Koch ydet en enestående indsats med i første omgang at få iværksat en særlig indsamling til dette formål, hvilket Laurits Vemmelund også tog del i med blandt andet sit indlæg i Nyhedsbrevet i juni. For det andet fik Erik Koch søgt Dansk Missions Råd om 250.000 kr., som vi fik bevilget og sammen med yderlige 50.000 kr. kunne sende ud til kirken omkring 1. juni. Desuden sendte vi straks da situationen opstod 60.000 kr. ud til flygtningene. Så oven i Erik Kochs normale store indsats har indsatsen ikke mindst igennem de sidste måneder været på et niveau, hvor vi kan være taknemlige over, at der endnu er noget, der hedder efterløn. For Erik Kochs arbejdsindsats for Støtteselskabet ville simpelthen ikke kunne fungere sammen med et fuldtidsarbejde. For det er Erik Koch, der har alt det administrative bøvl, som nye skatteregler, krav om alverdens kontrol, regler for postudbringelse af tidsskrifter med videre fører med sig. Ligesom det er ham, der har den daglige kontakt med stiftet, hvor kommunikationen ikke altid er på et niveau, som vi kunne ønske os.

Brev til biskop Manu Rumalshah
Jeg har ellers umiddelbart efter sidste årsmøde forsøgt at få strammet lidt op på vores samarbejde med Peshawar stift. Det er jo en tilbagevendende klagesang, at vi har svært ved at få dem til at følge den samarbejdsaftale, vi indgik med dem for 4 år siden, at de ikke får sendt os brugbare projektbeskrivelser, og at kommunikationen altså ofte er dårlig. Således sendte jeg et brev til biskop Mano Rumalshah i september sidste år, hvor jeg ud over det nævnte også spurgte til deres politik med ”mixed schools” for både muslimske og kristne elever samt ikke mindst den konflikt i menigheden i Mardan, som jeg omtalte i ”Nyt fra formanden” i decembernummeret af bladet, men til gengæld undlod at sige noget om i min formandsberetning ved årsmødet sidste år, fordi vi ikke rigtig vidste, hvad der var op og ned i sagen. Vi har jo før oplevet lidt intern splid i menigheden derude ofte foranlediget af pengesager, men det har dog nu vist sig at være mere omfattende end først antaget, hvilket jeg vender tilbage til. For hvad angår brevet til biskop Manu Rumalshah, så fik jeg et svar fra ham den 17. september, der undskyldte deres manglende information med det arbejdspres, der lå og ligger på Humphrey Peters, der er vores kontakt til stiftet. Desuden pegede han også på, at det tillige med er årsagen til, at vi ikke får tilsendt nok af de projektbeskrivelser, der er så nødvendige for vores arbejde. Det er en situation, vi så også er klar over og har stor forståelse for, ligesom vi ikke må glemme de utrygge forhold Pakistans politiske situation påfører alle kristne i landet og som naturligvis gør deres daglige arbejde besværligt. Ja, og det er jo bestemt ikke blevet bedre siden september sidste år, hvor flygtningesituationen blandt andet har givet dem rigeligt at se til.

Bestyrelsesmødet 2/2-2009
Den lidt skrappe henvendelse til biskoppen fulgte jeg op i slutningen af januar med et brev til Humprey Peters, hvor jeg bad om straks at få tilsendt nogle forslag til projekter. Det medførte så også, at Humprey Peters meget hurtigt fremsendte en lang række forslag, som vi kunne se på, da vi havde bestyrelsesmøde den 2. februar i det vestlige Jylland hos Laurits Vemmelund. Her blev vi enige om at bede Bjarne Olsen fra Dansk Missions Råds Udviklingsafdeling se på de fremlagte projekter og vurdere, hvad der kunne være realistisk at gennemføre med støtte fra DANIDA. Vi prioriterer selv en udvidelse af St. Pouls School i Mardan med 2 klasselokaler, udstyr til undervisning i Science, et pc-lokale og et lærerværelse. Men selvom vi på denne måde i februar havde mod på at få iværksat et projekt, som vi særskilt kunne samle ind til, så er det hele strandet på grund af konflikten i Swat og den deraf følgende flygtningestrøm, der altså har givet kirken rigeligt at se til, ligesom vi har måttet prioritere at sende hjælp ud til kirken.

Møde med Danmission 22/4-2009
Vi plejer mindst en gang om året at holde et møde med medlemmer af Danmission for at drøfte forholdene i Pakistan og tale om det, vi nu arbejder sammen om. Således fik Lorens Hedelund og jeg også arrangeret et møde i Odense onsdag den 22. april i år ikke mindst foranlediget af den ustabile politiske situation i Pakistan. Det fyldte da også meget på mødet, hvor kommunikationen med stiftet også var oppe at vende, ligesom der var enighed om, at det kan være til fælles gavn, hvis vi rejser sammen ud til Pakistan. Vi har dog ikke – som det ser ud lige nu – mulighed for at få nogen med på det besøg, som Lars Mandrup og Lorens Hedelund planlægger i slutningen af oktober.

SAMARBEJDET MED PAKISTANS KIRKE - Splittelsen i menigheden i Mardan
På mødet med Danmission den 22. april talte vi desuden om splittelsen af menigheden i Mardan. Forud for årsmødet mandag den 25. august sidste år (2008) havde Lorens Hedelund givet os en kort briefing omkring forløbet, foranlediget af et møde, han havde haft med biskop Manu Rumalshah kort forinden. Vi var i Støtteselskabets bestyrelse ikke uvidende om, at der igen var en gruppe af personer omkring familien Majeed, der forsøgte at skabe splid i stiftet. Vi var også i løbet af forsommeren blevet bekendt med, at tidligere biskop Arne Rudvin den 8/5-2008 skulle have gjort præsten i Mardan, Majeed Masih (far til Peter Majeed og i øvrigt afgået ved døden engang her i foråret 2009) til sin fuldmægtige for, hvad han selv kalder for ”Pakistan Lutheran Church Trust Association Mardan”, som han hævder selv at være formand for. Laurits Vemmelund havde da også allerede i marts fået opringninger fra personer i Pakistan, der ønskede vores støtte til en sådan splittelse. Det er ikke noget nyt, da mange igennem tiden har forsøgt at tilegne sig magt og ejendomme ved at påberåbe sig at være lutherske, der har krav på den jord og de bygninger, der før dannelsen af Pakistans Kirke i 1970 hørte under Pakistans lutherske Kirke. Intet tog vi derfor særligt alvorligt og fik da også af Lorens Hedelunds briefing indtryk af, at det kun var en meget lille del af menigheden, der truede med en splittelse, hvorfor vi – som nævnt derfor ikke ønskede at gå i detaljer med sagen ved landsmødet 2008. Vi kunne dog hurtigt herefter konstatere, at der var mere i sagen end tomme trusler. For i den weekend, hvor vi om mandagen havde holdt vores landsmøde, ordinerede Arne Rudvin i sin bopæl i Norge den 32-årige unge præst Peter Majeed til biskop over, hvad de så kalder ”Northern Diocese, Mardan”. Vi har altid afvist disse personer og gjorde det selvfølgelig igen i foråret, ligesom vi den 8/9-2008 i et brev til biskop Mano Rumalshah gav vores fulde støtte til stiftet og tog afstand fra Arne Rudvins handlinger, hvis motiver vi kun kan gisne om, men som mest af alt virker som en gammel gal mands sidste krampetrækninger. Motivet for Rudvins handlinger kan i hvert fald ikke være at fremme ”det evangelisklutherske” i stiftet. For på baggrund af de oplysninger, vi har fået, er der på ingen måde tale om et ærligt og redeligt forsøg på at reformere Pakistans Kirke. Som jeg også skrev i bladet i december 2008, så er der kritikpunkter mod stiftsadministrationen, som vi kan være enige med de såkaldt lutherske i, som eksempelvis den stigende tendens til at lade muslimske elever gå på de kristne skoler. Men vi kan her have en fornemmelse af, at disse kritikpunkter fremføres af ”de lutherske” for at vække vores sympati for deres projekt, ligesom selve dette at kalde sig lutherske også skal tages med et vist gran salt. Det virker mest som et hævntogt foranlediget af, at Peter Majeeds bror blev fyret fra en stilling i stiftet, fordi han åbenbart havde taget af kassen. Men alligevel er det overraskende at kunne konstatere, at det med stor sandsynlighed drejer sig om størsteparten af menigheden i Mardan.

Det var i hvert fald det indtryk Erik Koch og Laurits Vemmelund fik, da de i maj mødtes med Humprey Peters i København, hvor han kunne fortælle, at det er udbrydergruppen sammen med Peter Majeed, der afholder alle gudstjenester i Mardan Kirke, ligesom Church Bungalow er beboet af Peter Majeed. Ja, eller besat, som Pakistans Kirke udtrykker det. Men netop disse ejendomme er jo en væsentlig grund til konflikten. På mødet i København kunne Humphrey Peters dog fortælle, at de er kommet i besiddelse af et trust-papir fra 50’erne med Jens Christensens og WMPL’s (World Mission Prayer League) underskrifter vedrørende de tidligere lutherske ejendomme, men at der ikke findes retsgyldige overdragelsespapirer af den faste ejendom til Pakistans Kirke. Det er netop dette Arne Rudvin, den tidligere norske missionær Geir Valle (i øvrigt uden opbakning eller tilknytning til det norske missionsselskab) og udbrydergruppen i Mardan udnytter. Derfor er det så også blevet besluttet, at Lorens Hedelund skal forsøge at få underskrevet en retsgyldig overdragelse med underskrifter fra Danmission og WMPL. Ja, situationen i Mardan er derfor bestemt ikke acceptabel, for en sådan splittelse er det sidste, de kristne i Mardan lige nu har brug for.

Swat, fygtningesituationen og de kristnes forhold
Med reference til det referat, som Laurits Vemmelund har skrevet fra mødet med Humprey Peters i København mellem 22. og 26. maj, kan jeg fortælle, at fællesmødet lørdag den 23. maj først og fremmest omhandlede den politiske situation og flygtningestrømmen fra Swat. Humphrey Peters fortalte om den igangværende offensiv mod Taliban, der jo ikke kun er en krig mellem Taliban og pakistanske styrker, men i lige så høj grad en intern nedkæmpning af religiøse ekstremister, hvor landsmænd kæmper mod landsmænd. Hele konflikten i Swat har yderligere været kompliceret af, at Taliban jo i meget stor udstrækning består af fattige ”lejesoldater” af pathanere, hvilket ikke bare skaber religiøse konflikter, men måske i alvorligere grad etnisk uro resulterende i stor skepsis over for pathanske tilflyttere til andre provinser i Pakistan og over for pathanere i det hele taget. Ja, og så har hele ”processen” selvsagt også været kompliceret af, at det foregår på en kraftig opfordring fra USA’s præsident Barack Obama, som Pakistans præsident Asif Ali Zardari ikke kan sidde overhørig, ligesom Barack Obama og USA’s udenrigsminister Hillary Clinton også er nødt til at ryste med sablen, når den pakistanske regering ikke blot lader Taleban og de Taleban-relaterede grupper tage magten i Swat, men oven i købet indgår våbenhvile med dem og ikke mindst indfører sharia-lovgivning i området, hvilket jo var tilfældet omkring 1. maj. Fra vestlig side er det jo en trussel, at Taleban har så stor magt i Pakistan, og at de – hvis intet gøres – kan ende med at få fingre i landets atomvåben, hvilket de efter eget udsagn vil anvende mod USA og Europa. Størrelsen af talebanernes magt har vi ikke kun set i deres erobring af Swat, men også i blandt andet terrorangrebet på Pakistans største våbenfabrik den 22. august sidste år og ikke mindst på Marriot Hotel den 21. september sidste år, der er blevet kaldt Pakistans 9/11. Andre store selvmordsangreb har rystet landet, som angrebet i Peshawar den 29. maj, hvor 63 blev såret og 9 dræbt eller såmænd gårsdagens angreb, hvor 12 politielever blev dræbt.

Hvad angår de kristnes forhold under denne konkrete konflikt i Swat, gav Humprey Peters udtryk for, at de kristne egentlig aldrig eller meget sjældent angribes direkte af Taliban, fordi de trods alt betragtes som ”bogens folk”. Af de over 150 pigeskoler, som Taleban har angrebet i Swat er der dog også kristne skoler imellem. Men der kan fortsat afholdes gudstjenester uden de store problemer, hvor Humphrey Peters blandt andet beskrev en gudstjeneste i Swat i påsken i et privat hus, som blev afholdt med Talibans ”velsignelse”. Ligeledes kunne han fortælle om Tank Mission Hospital ude i stammeområdet vest for Dera Ismael Khan, der fortsat fungerer med udenlandsk arbejdskraft og tager sig af alle syge og sårede uanset fra hvilken gruppe, de kommer. Så alt er ikke sort-hvidt og langt værre er det da også med nogle få ultra-religiøse fanatikere blandt mullah’erne, som ofte sætter demonstrationer i scene, hvor kristne skoler, kirker m.m. lægges for had. Det er jo blandt andet det, der har været tilfældet i Punjab-provinsen den 30. juli i år, hvor de kristnes huse (omkring 75) samt to kirker i en landsby blev brændt ned og 6 personer omkom i flammerne. I det tilfælde blev de kristne beskyldt for at have brændt en koran af. Efterfølgende er der så lige sket det i lørdags den 27. august, at biskoppen, hans to sønner og 100 andre kristne er blevet sigtet for selv at have stået bag hændelsen.

Mange andre lignende episoder kunne der refereres til rundt omkring fra Pakistan. Men i Peshawar stift har vi heldigvis ikke hørt om så mange indenfor det sidste års tid. Pennel High School i Bannu blev den 20. november sidste år angrebet af to missiler som en mulig hævn for, at en amerikansk drone havde affyret missiler mod talebanstillinger i området. Og fredag den 9. januar i år blev en af stiftets præster, Tanzeel Zafar, bortført på sin vej hjem fra stiftsadministrationen ved St. Johns kirke. Heldigvis blev han ikke dræbt, men blev to dage efter fundet voldsomt tilredt foran porten til St. Johns Kirke, hvor bortførerne havde smidt ham. Andre lignende bortførelser og chikanerier af kristne har fundet sted uden gerningsmændene er blevet pågrebet. Biskop Manu Rumalshah siger dog, at det ikke skyldes manglende hjælp og støtte fra de pakistanske myndigheder. Men når gerningsmændene er svære at få fat i, skyldes det simpelthen den store magt de militante islamistiske grupper har, ligesom det også indikerer i hvilken frygt den lokale befolkning lever.

Frygt har Pakistans regering også udvist i forbindelse med Talebans magtovertagelse i Swat, hvor de i første omgang som bekendt kapitulerede helt og oven i købet tillod sharialovgivning. Men efter vestligt pres gik hæren og politiet jo så i begyndelsen af maj ind i området og indledte en voldsom krig, der jo så afstedkom over 3 millioner flygtninge, der stort set alle kom igennem Mardan og videre syd på, hvor mange blev huset i de tidligere flygtningelejre for afghanske flygtninge, ligesom andre søgte husly hos deres familier. På CVTC, vores håndværksskole i Mardan, etablerede kirken en ”modtagelse” for alle disse flygtninge, hvor kirken frem til begyndelsen af denne måned selv har taget sig af de kristne familier og på CVTC huset over 75 familier, hvilket vil sige langt over 500 mand. Hvad man ikke kunne rumme i Mardan blev sendt videre til blandt andet Peshawar, hvor overetagen på missionshospitalet blev taget i anvendelse. Vi har næsten ugentligt fået nyhedsbreve fra kirkekontoret derude, og det har været glædeligt at læse, hvordan den alvorlige situation er blevet taklet med ildhu og beslutsomhed. At Støtteselskabets hurtige respons og økonomiske hjælp har gjort en forskel og er blevet værdsat fremgår af et nyhedsbrev fra 16. juni, hvor kirkens ledelse skriver:

MEDDELELSE TIL VORE UDENLANDSKE PARTNERE. Selskabet til støtte for Pakistans Kirke, Danmark, er den første af vore udenlandske partnere, som umiddelbart efter vor anmodning om hjælp sendte økonomiske midler til støtte for arbejdet med at genhuse de mange kristne familier på fugt fra krigshandlingerne i Swat-dalen og Malakand. Disse kristne familier er mentalt såvel som fysisk og økonomisk i ubalance pga. krigshandlingerne og de efterfølgende restriktioner i form af bl.a. udgangsforbud, lukkede forretninger, kontorer og institutioner. Alle de berørte områder har tilknytning til Pakistans kirke, hvorfor kirken har et naturligt ansvar for de spredte kristne menigheder deroppe. Støtteselskabet i Danmark hjælper i denne situation Pakistans Kirke med at sikre husly og føde til disse hjemløse mennesker. Peshawar stift er taknemmelig for denne såvel økonomiske som mentale håndsrækning”.

Mod al forventning er det jo lykkedes Pakistans regeringssoldater at nedkæmpe Taleban i en sådan grad, at flygtningestrømmen vendte omkring 1. august, så mange allerede nu er vendt hjem igen med støtte fra blandt andet stiftet, der har arrangeret transportmuligheder for alle de kristne familier. Hvad angår flygtninge-situationen, så kæmper Nordvestgrænseprovinsen med et endnu større ”flygtningeproblem”, fordi velhavende og veluddannede pakistanere udvandrer fra landet. Det gælder også de kristne familier, hvor Humphrey Peters anslog, at vel omkring 80 % af de veluddannede kristne familier har forladt Grænseprovinsen eller er i færd med det! Det er meget svært at holde de unge studerende tilbage, hvis de overhovedet har mulighed for at studere et andet sted i verden! For økonomisk set er Pakistan i dyb krise med voldsomme prisstigninger på næsten alle varer. Humprey Peters nævnte, at f.eks. prisen på elektricitet er steget til mere end det 10-dobbelte de seneste par år. Et tilsvarende eksempel gav han på ”mad-ærter” som er en meget almindelig madvare på lige fod med ris. I den forbindelse undrede det ham, hvordan Taliban kunne rejse de svimlende summer til krigsførelsen. Han var bekendt med, at mange af Taliban-krigerne fik mere end 6000 rupees om måneden plus opholdsudgifter dækket til mad, tøj med videre. Men det undrer nu ikke mig, da man med stor sandsynlighed kan antage, at ikke små summer kommer fra de arabiske oliestater.

Hvad angår den økonomiske krise, kunne Humprey Peters også fortælle, at det er meget svært at rekruttere veluddannede kristne lærere. Dels ønsker ingen at flytte til NWFP, dels kan kirken ikke betale så høje lønninger, som andre private aktører tilbyder. Derfor mente han, at de ”blandede betalingsskoler” for både kristne og muslimer er uundgåelige. Den bedste måde at sikre ”en kristen skoleånd” er ved kun at ansætte kristne lærere, hvis de overhovedet kan findes!

AFSLUTNING
Summen af alt det, jeg nu har sagt, er ikke opløftende. Godt nok er det positivt at se, at Taleban muligvis er på tilbagetog i landet. Men hvad angår situationen i Mardan, så er Støtteselskabet sat i en meget underlig situation. Det skyldes ikke kun splittelsen, hvor det altså nu må anses som et faktum, at stort set alle kristne i Mardan er fulgt med Peter Majeed, men det skyldes også, at der både på grund af splittelsen og på grund af den politiske situation ingen elever er på værkstedskolen, ligesom elevtallet på St. Pouls School i Mardan er faldet til omkring 140 elever.

Ser vi så situationen i sammenhæng med den situation, Støtteselskabets hjemmearbejde står i, hvor vi ikke just får flere støtter, overbebyrdes af unødvendigt bureaukrati og hvor det for bestyrelsesmedlemmerne kan være svært at få tid til bestyrelsesarbejdet, så efterlader det for mig at se i grove træk tre fremtidige muligheder:

1) Den ene er, at vi i bestyrelsen skal være mere udfarende i pressen for at henlede opmærksomheden på os selv og i det hele taget profilere selskabet noget mere. Samtidig skal vi så besøge Pakistans Kirke oftere, hvor vi i første omgang har en opgave med at mægle mellem de to parter i Mardan, da der trods alt er et håb om, at størsteparten vil vende tilbage til Pakistans Kirke. Desuden må vi håbe på, at den politiske situation forbedres og der dermed vender elever tilbage til skolerne i Mardan.

2) Den anden mulighed er at afvikle/omlægge selskabet, som jeg også var inde på for to år siden. Det vil sige, at vi i første omgang kan nøjes med at fortælle Pakistans Kirke, at fra udgangen af 2012 sender vi ikke længere faste beløb til kirken, men at de fremover kan ansøge om midler til projekter eller situationer som nu i forbindelse med husningen af flygtninge. Vi kan fortsætte med at udgive et begrænset antal blade og fastholde temanummeret. Men selskabet skal mere overgå til at være et fond.

3) Den tredje mulighed er status quo. Det er jo så heller ikke er meget værre end vi har været vant til igennem fere år. Men der er ikke meget fremtidsperspektiv i det.

Der kan siges for og imod de tre muligheder, hvilket jeg ikke selv vil gøre, men derimod lægge det op til en drøftelse. Ikke kun her ved årsmødet, men også ved de kommende bestyrelsesmøder. I den sammenhæng er det jo ikke på de mest imødekommende betingelser, at vi kan byde velkommen til frimenighedspræst i Ryslinge Frimenighed Mikkel Crone Nielsen, der har indvilget i at blive medlem af bestyrelsen. Men ikke desto mindre er vi meget glade for, at han vil være med og i dag har gjort sin entré ved at stå for dagens indledende gudstjeneste. Det er vi taknemlige for. Ligesom vi også fra bestyrelsens side er menighedsrådet ved her ved Sct. Nicolai Kirke taknemlige, fordi de på alle mulige måder har støttet dette arrangement blandt andet ved at lade os anvende disse fine lokaliteter.

I det hele taget skylder vi en stor tak til dem, der igennem året har støttet Pakistans Kirke, hvor vi har været overvældet af nogle af de bidrag, der er kommet ind i forbindelse med vores særlige indsamling til kirkens husning af flygtningene fra Swat. En sidste tak skal Søren Peter Hansen have, for det arbejde han igennem 9 år har gjort som medlem af bestyrelsen, hvor han ikke mindst har lagt et meget stort og engageret arbejde med bladet i de 5 år, han var redaktør fra 2002 til 2007. Siden Søren Peter Hansen blev provst i 2007 har tiden til at lægge et arbejde i Støtteselskabet dog af gode grunde ikke været den samme som tidligere. Derfor tog han også konsekvensen af det tidligere på måneden, hvor han selv foreslog, at vi fandt en afløser til ham. Det har vi så gjort med Mikkel Crone Nielsen, som vi ellers ville have taget med ind i kredsen som såkaldt konsultativt medlem af bestyrelsen. Og med sådanne nye kræfter i bestyrelsen ser fremtiden jo heller ikke så sort ud endda! Der er håb for det lille selskab og formålet er jo godt.

Thomas H. Beck, formand for bestyrelsen

Bladet 2009 nr. 5 i PDF