SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Formandens årsberetning 2010 PDF Udskriv Email

I ansvar og tro
Natten til onsdag den 18. august kom jeg hjem til Danmark efter et halvt år som feltpræst for de danske soldater i Afghanistans Helmand-provins. Samme formiddag mødtes hundredvis af ISAF hold 9’s soldater i Københavns Domkirke for at tage afsked med Erik Rolandsen, der sammen med Jimmi Bøgebjerg Petersen mistede livet på holdets allersidste patrulje den 7. august. Begge to vidste, hvad de gjorde, da de drog i krig. Det bar Eriks begravelse den 18. august præg af. I sin ”Sidste Vilje” havde han på sin beskedne måde givet udtryk for, hvordan han gerne ville have sin begravelse til at forløbe. Han elskede musik. Ikke kun som lytter, men også som udøver, ligesom hans virke som soldat netop også var udtryk for, at ord og handling hang sammen hos ham. Han talte ikke kun om, hvad der burde gøres. Han gjorde det. Og desværre blev den yderste konsekvens af det, at ville ofre sit liv for fred, frihed og retfærdighed, en realitet. Men han var afklaret med det. Hans familie var afklaret med det. Og denne afklarede følelse blev båret frem af den musik, som Erik havde valgt til sin begravelse: Vi begyndte med Bachs ”Præludium no. 1 i C-dur (BWV 846)”. Vekslende mellem begravelsesliturgiens tekstlæsninger, bøn, tale og velsignelse blev der af Concord Brass Band og musikere fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Tambourkorps spillet ”Rodrigo’s Concierto de Aranjuez”, ”His Provision” af Ivor Bosanko og sunget ”I Danmark er jeg født” og ”Kongernes Konge”. Mens Eriks kiste til sidst blev båret ud, hørte vi en improvisation over en irsk folkesang ”Carrickfergus”.

Mens vi senere sad til begravelseskaffen, kæmpede nogle unge danske mænd ganske tragisk for deres liv oppe ved Norges sydkyst. Fire af dem druknede. To af dem overlevede efter de – og særligt den ene havde udført en imponerende heltemodig indsats i forsøget på at få reddet sine venner. Det var heltemodigt, fordi en helt kendetegnes ved, at han har et ubekymret forhold til det at dø. Helten viser døden foragt i kærlighed til livet. Ja, der findes ikke større kærlighed end den at sætte livet til for sine venner.

Selvom jeg har haft rigeligt at se til, siden jeg kom hjem, har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, hvor megen medieomtale de fire unge mænds druknedød har forårsaget. Det er velfortjent og forhåbentligt til trøst og lindring for deres nærmeste. Det tankevækkende ved den megen medieomtale har dog været, at de unge mænd – særligt i Kristeligt Dagblad – er blevet omtalt som ”aktive kristne”, – at der har været en undertone af, at det har været særligt tragisk, fordi de var såkaldt ”aktive kristne”, – at de dødes kammeraters omsorg for hinanden i sorgens stund har fået en særlig opmærksomhed, fordi de var såkaldt ”aktive kristne”, og at en tilsvarende stor opmærksomhed er givet deres kirkes aktive indsats for at tage sig af de sørgende og samle de pårørende til gudstjeneste.

Denne sammenligning mellem de to tragedier i henholdsvis Norge og Helmand trækker jeg ikke kun frem for at afsløre det fuldstændigt latterlige i at omtale de 6 unge mænd fra drukneulykken som ”aktive kristne”, som om de eksempelvis skulle ”være mere kristne” end Jimmi Bøgebjerg Petersen og Erik Rolandsen. Det taler for sig selv og behøver egentlig ikke flere ord. Men jeg trækker især sammenligningen frem, fordi den følelse af at være afklaret, som kom til udtryk ved Erik Rolandsens og Erik Bøgebjerg Petersens begravelser, åbenbart ikke har været til stede i samme omfang i forbindelse med den tragiske ulykke i Norge. Det er i hvert fald det indtryk, man får ved at læse Kristeligt Dagblad, som blandt andet havde en stor artikel under overskriften ”Ulykken, der udfordrede troen”. Måske er det kun nogle journalister fra Kristeligt Dagblad, der ikke er afklarede med, hvad tro er. Det kunne man håbe. For i hvert fald kan en sådan ulykke ikke udfordre troen. Den tragiske hændelse er ikke udtryk for Guds straf. Og det er ikke de unge ”aktive kristnes” manglende tro, der er skyld i, at deres mange bønner ikke fik Gud til at redde de fires liv.

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses, skriver Paulus i hebræerbrevet (Hebr. 11,1). Sådan prøver han at forklare det, der ikke rigtig kan forklares. For som det er med så meget andet, distancerer man sig let fra de ting, man vil forklare, når man sætter sig i betragterens rolle, hvor man ikke har lod og del med det, man vil forklare. Sådan ender det da også altid i noget underligt sværmeri, når nogen vil forklare, hvad tro er. Det går i stedet for hen og bliver en beskrivelse af, hvad man vil påstå at have haft af religiøse følelser. Og religiøse følelser er netop nogen, der så at sige vender ind ad på samme måde som den, der i selvglæde betragter sig selv. Tro er derimod ikke en følelse. Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Her står man fast, hvad andre end siger og hvilke odds, der end er. Tro er trofasthed, det er pligt og ansvar. Ja, på den måde er det så alligevel en følelse. Men slet ikke en religiøs selvoptaget følelse. Det er derimod ansvarsfølelse og medfølelse. Det er det at føle noget for andre. Ikke blot fordi man føler, at man skal føle! Men fordi man har pligt til at vise sin næste kærlighed. Fordi man har pligt til at ville ofre sit liv for sine venner. Fordi man har pligt til at vise døden foragt i sin kærlighed til livet og derfor vil give sit liv for fred, frihed og retfærdighed. Den pligt skal ikke udføres for at gøre sig til et bedre menneske og en særligt aktiv kristen. Pligten bør tværtimod få en til at indse, at man er en synder, der ikke kan leve op til at udføre den. Men pligten skal udføres, fordi Gud ønsker det af os og har tillid til, at vi vil gøre det. Vi må derfor tage vores ansvar på os i tillid til, at Gud tror på os. Og sådan leves tro, når man tager sit ansvar på sig.

Oversvømmelseskatastrofen i Pakistan
Den noget naive og selvcentrerede forestilling om, at tro er noget, man kan gøre større ved en særlig aktiv indsats, er også kendetegnende for de kristne i Pakistan. Deres brug af bøn ligger også på linje med det, som vi har hørt om fra den frikirke, de 6 unge mænd i Århus var tilknyttet. Vi bliver meget ofte mødt med ønsker om, at vi skal bede for dem derude. Det er eksempelvis sket i forbindelse med kidnapninger, forfølgelser af de kristne, borgerkrigslignende tilstande og når nød, sygdom og sult har hærget landet. Her virker det dog ikke som om, at lidelsen er et mysterium. Hvor lidelsen er en realitet, stilles der ikke store intellektuelle spørgsmål til, hvorfor der er ondt i verden, når Gud er god. Der stilles ikke bebrejdende spørgsmål til Gud. Tværtimod lyder der en tak til Gud, fordi han er med dem i deres lidelser. Og sådan skal en bøn jo heller ikke have en bebrejdende undertone, hvor man beder Gud om at ændre sit skaberværk, men med en taknemlig undertone skal bønnen være en forbøn om, at Gud er med os i vores lidelse. Pakistans Kirke har ikke kun bedt os om, at vi skal have dem med i vores bønner. Men de har også bedt om vores hjælp, når udefrakommende katastrofer har ramt dem. Der var selvfølgelig noget at betænke sig på, da de for nogle uger siden henvendte sig om hjælp i forbindelse med de ekstreme oversvømmelser efter monsunregnen. For ”Selskabet til støtte for Pakistans Kirke” er ikke et nødhjælpsselskab lige så lidt som vi er et missionsselskab. Og Støtteselskabet ønsker jo da slet ikke på nogen måde at anvende nødhjælp som et missionsmiddel, hvilket Jens Christensen i sin tid gjorde kraftigt op med og på hvis ånd dette selskab drives. Det ligger selskabet fjernt at anvende nødhjælp som et ”kristent aktiv” til at drive mission med. Men når vi med det samme valgte at sende 75.000 kr. ud til kirken og sammen med Danmission at ansøge om 250.000 kr. fra DANIDA er det først og fremmest, fordi vi netop som et støtteselskab ønsker at støtte den selvstændige kirke i dens arbejde, der i denne alvorlige situation er at hjælpe de nødlidende. Dernæst er det ikke uden betydning, at Pakistan igen står overfor en så stor naturkatastrofe, at hjælp fra andre lande er nødvendig, og at denne hjælp bør sættes ind på så mange fronter som muligt, fordi Pakistan er et borgerkrigshærget og korrumperet land, der hverken har de fornødne midler eller selv formår at organisere hjælpen. Vi har på baggrund af tidligere erfaringer stor tillid til, at de udsendte midler anvendes hurtigt og effektivt på fornuftig vis. Vi giver dermed Støtteselskabets støtter og andre interesserede mulighed for at give deres nødhjælp igennem os.

Dansk røde Kors og vores hjælp til kristne
Nu har generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl dog rejst tvivl om vores motiver for at give denne nødhjælp. Han mener, at det er et problem at målrette nødhjælpen i Pakistan til de kristne. Nødhjælpen skal nemlig være baseret på objektivitet, hvilket Anders Ladekarl åbenbart er så meget garant for, at han fra sin fordomsfrie, neutrale humanistiske piedestal kan dømme vores hjælp som svarende til den hjælp, som Taleban yder. Med hans ophøjede distance til sagernes rette sammenhæng vil han således mene, at både Taleban og vi gør det for at fremme vores bestemte religiøse holdninger. Samtidig vil han ikke acceptere, at vores nødhjælp skulle være humanitær eller for den sags skyld en nødhjælp. Det er interessant. For det første, fordi han dermed underforstået giver udtryk for, at der ikke er forskel på kristne organisationers og Talebans religiøse holdninger. Og for det andet, fordi han jo dermed mener, at kun humanistiske ikke-religiøse organisationer kan udvise medmenneskelighed, hvilket ordet ”humanitær” jo betyder.

Anders Ladekarls holdninger er absurde og syge og efter min overbevisning den største fare for fred, frihed og retfærdighed i verden. De er udtryk for en meget totalitær tankegang, som man ellers skulle tro havde lidt et knæk med den frie verdens sejr efter 2. Verdenskrig og murens fald i ’89. Desværre dækker hans udtalelser over nogle holdninger, der stadig gennemstrømmer vores samfund og som faktisk også kommer til udtryk ved den form for kristen religiøsitet, der ligger i den omtalte snak om at være ”aktiv kristen”. Det er dog ikke mine objektive betragtninger, der dømmer Anders Ladekarl som akkurat lige så religiøs som dem, han vil gøre op med. Men det er kristendommen, der afslører ham som en ideolog, der gør sin idealisme religiøs.

Temanummeret om ”religion og politik”
Dette forhold, at kristendommen ikke er en religion, men et opgør med det religiøse, talte jeg om sidste år på dette møde og foreligger nu på skrift i årets temanummer om ”Religion og politik”, hvorfor jeg ikke her skal koge mere suppe på den pind. I temanummeret har Jørgen Bæk Simonsen desuden bidraget med en artikel om islamismen, mens Torben Bramming behandler politiseringen af folkekirken og den manglende missionsvirksomhed overfor muslimske indvandrergrupper. Denne politisering er jo netop også kendetegnet ved akkurat de samme holdninger som Anders Ladekarls.

En hjælp fra pakistanere til pakistanere
Det er selvfølgelig ikke et problem at målrette nødhjælpen i Pakistan til Peshawar Stift, som højst sandsynligt ikke vil afvise nogen fra hjælp på grund af deres religiøse overbevisning, men hjælpe alle dem, der kommer til dem og beder om hjælp. Det vil være en hjælp, de yder, fordi de skal og ikke fordi de primært har motiver om at missionere og skabe en form for vækst. Det er derimod et motiv, man kan være fristet til at skyde Anders Ladekarl i skoene, fordi Røde Kors ikke længere er en organisation udelukkende drevet af frivillige kræfter, men er en milliard-virksomhed, der i konkurrence med de andre store nødhjælpsorganisationer – såvel som de små, der i denne konkurrence har trænge tider – stræber efter vækst og fremgang. Pakistans Kirkes hjælp vil desuden være lokalt baseret. Ikke som et vestligt fremmedelement, som de store nødhjælpsorganisationers hjælp ofte vil være. Men Kirkens hjælp vil være en hjælp fra pakistanere til pakistanere i områder, hvor de har lokalkendskab og ikke er afhængige af eventuelt korrumperede lokale embedsmænd.

Når Anders Ladekarl nu selv rejser denne debat i en tid, hvor man måske burde anvende alle kræfter på at hjælpe i Pakistan, må man jo nødvendigvis vende hans spørgsmål om og spørge, om det er et problem at donere sin støtte til Pakistan igennem Dansk Røde Kors? De har måske en for stor selvisk økonomisk interesse i nødhjælpen? Deres objektivitet er måske kun en idealisme, der i det praktiske falder helt til jorden, når pakistanske myndigheder og (muslimske?) organisationer skal hjælpe dem? Og ikke mindst: Repræsenterer de en ateistisk humanistisk ideologisk religiøsitet, der forvrænger virkeligheden så meget, at de vil sammenligne Talebans grusomme og tyranniske islamiske teokrati med det kristne budskab, der forkyndes blandt det forfulgte og undertrykte kristne mindretal i Pakistan?

Kan man svare bekræftende på disse spørgsmål, vil jeg foreslå at give sine bidrag til anden side, hvis man ønsker at hjælpe de katastroferamte i Pakistan. Men denne problematik burde måske også få Røde Kors til at reflektere over, hvad de står for. Kan de selv svare Ja til de stillede spørgsmål, bør de måske overveje at tage et reelt opgør med deres kristne arv og skifte navn til Sorte Hul som billede på den formørkede lighedsideologi, de dermed dyrker. Desuden skal de overveje, om de ikke fremover skal holde op med at kalde deres hjælp humanitær. For det humanitære udspringer af korset. Ikke som en banal ”barmhjertig samaritaner hjælp”, hvor man sætter sig selv ind på den barmhjertige samaritaners plads som en ”aktiv kristen” eller ”aktiv humanist”. Men hvor man ser sig selv som det menneske, der ligger nøgen i grøften og har brug for andres hjælp, og hvor man genkender den ubarmhjertige situation, at selvretfærdige religiøse personer finder sig for gode til at hjælpe dem, de mener, står under dem. I Pakistan er der mange, der finder sig for gode til at hjælpe de kristne. Og jeg lever på Guds nåde i et frit og fredeligt samfund, hvor ingen lider nød. Jeg lever på Guds nåde, fordi Kristus led på korset for mig. ”Hvem var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?”. ”Gå du hen og gør ligeså?”, befaler Kristus mig. Og sådan udspringer det humanitære af korset.

Samarbejdsaftalen med Pakistans Kirke og de sidste fem års vanskeligheder
Selskabet til støtte for Pakistans Kirke er som sagt ikke nogen humanitær nødhjælpsorganisation lige så lidt som vi er et missionsselskab i traditionel forstand. Vi giver ikke nødhjælp for at fremme det kristne budskab, hvilket også er en absurd og ukristelig tanke. Vi sender ikke missionærer til Pakistan for at de skal omvende muslimer til kristendommen. Men siden kirken i midten af 50’erne blev selvstændig, har man fra dansk side støttet kirken derude og holdt sig selv fast i, at vi må stole på, at de gør det, de finder bedst. Selvfølgelig vil vi ikke støtte noget, som vi er uenige i, ligesom vi heller ikke mener, at støtten skal flyde ukritisk i en lind strøm i al evighed. Hvad netop den side angår, har målet altid været, at kirken også på det økonomiske område burde arbejde for at gøre sig selvstændig. Derfor indgik vi også for fem år siden en samarbejdsaftale med Church of Pakistan, hvis overordnede sigte var at neddrosle de faste økonomiske bidrag til gengæld for en projektorienteret støtte.

Da denne samarbejdsaftale udløber i år er det på sin plads at se de fem år tilbage og foretage en evaluering af aftalen og drøfte, hvordan vi kommer videre. Den anstrengte politiske situation i Pakistan har nemlig også i år gjort vores arbejde så atypisk, at det reelle samarbejde om kirkespørgsmål har været sat på vågeblus og afløst af akutindsatser og nødhjælpsorienterede tiltag.

Da vi i 2005 indgik samarbejdsaftalen mellem Støtteselskabet herhjemme og Pakistans Kirkes stift i Grænseprovinsen var der selvfølgelig flere formål end blot det at overgå til en mere projektorienteret støtte. Interessen samlede sig nok for vores vedkommende mest om at få en mere struktureret dialog med kirkens ledelse om de fremtidige udviklingsbehov, missionspolitisk såvel som uddannelsesmæssigt og pastoralt. Vi var – og er – af den overbevisning, at en sådan dialog giver stof til eftertanke, større kendskab til hinandens behov og muligheder og ikke mindst en værdifuld indsigt i de meget forskelligartede problemstillinger, vi hver især konfronteres med og må tage hensyn til i vort virke som henholdsvis kirke og støtteselskab. Et afledt aspekt i indgåelse af en egentlig samarbejdsaftale var og er for begge parter også, at et sådant formelt papir har stor betydning ved fremsendelse af ansøgninger om økonomisk støtte.

Vi havde jo samarbejdet i mange år på den måde, at den selvstændige ”Pakistans Kirke” hvert år sendte os et ”ønsket budget” med nogle få kommentarer i forhold til det foregående års budget og regnskab, hvorefter vi i Støtteselskabets bestyrelse vurderede, hvilke projekter vi havde økonomisk mulighed for og interesse i at støtte ud over den faste støtte til stiftet, skolerne og Boys Hostel. En sådan fremgangsmåde virkede efterhånden både statisk og hæmmende for udviklingen i såvel kirken derude som i hjemmearbejdet, hvorfor aftalen netop blev udarbejdet.

5 faktorer, der har ændret arbejdsforholdene
Jeg vil vende tilbage til aftalens hovedpunkter lidt senere i beretningen. Men det er vigtigt lige fra begyndelsen at få indskudt, at i de fem år, der er gået, har meget været anderledes end vi kunne forudse i 2005, hvorfor samarbejdet af disse grunde også har ændret karakter. Jeg vil ganske kort her nævne nogle af de væsentligste faktorer:

1) Allerede samme år som aftalens indgåelse blev de nordlige egne af Pakistan, her under Grænseprovinsen, ramt af en jordskælvskatastrofe. Det var den 8. oktober 2005, hvor mere end 100.000 mennesker mistede livet og hvor tusinder og atter tusinder mistede hjem og udkomme.
Også Kirkens menigheder blev berørt og det var naturligt, at kirkens ledelse indgik i hjælpearbejdet og dermed bad om økonomisk assistance fra dens oversøiske samarbejdspartnere, herunder Støtteselskabet. Vi iværksatte en stor indsamling og deltog sammen med Danmission i ansøgninger om midler til arbejdet. Alle frie menneskelige og økonomiske resurser i såvel kirken som Støtteselskabet blev brugt dertil. Vi har tidligere beskrevet, hvordan denne katastrofe påvirkede arbejdet i de institutioner, vi traditionelt støtter – og kirken som helhed.
2) Sideløbende med dette eskalerede Talebans og andre islamistiske gruppers indflydelse på det pakistanske samfund, fordi Taleban efter 2001 etablerede sig med sin politiske ledelse i Nordvest- grænseprovinsen. Deres indflydelse er også steget i takt med, at Pakistan blev – og bliver – brugt til træningslejre for deres styrker i Afghanistan. Da Taleban og al-Qaidas kampe mod den afghanske befolkning og ISAF-styrkerne ledes fra Pakistan, har den pakistanske hær også i stigende grad ført krigen på den pakistanske side af bjergkæden mellem Afghanistan og Pakistan med støtte fra amerikanske styrker. Den pakistanske hærs kamp mod Taleban og andre islamistiske grupper har siden Musharrafs afgang for to år siden været meget svingende. Således formåede de ikke i første omgang at forhindre Taleban i at sætte sig på magten i Swat. Kun et stort internationalt pres fik hæren til at indlede en modoffensiv med borgerkrigslignende tilstande til følge. Kampene medførte, at millioner af civile måtte flygte fra hus og hjem uden mulighed for at medbringe andet end nogle få personlige ejendele. Også de fattige kristne bosat i Swat-dalen flygtede mod syd over Malakand-passet til Mardan som den første større by, de kom i nærheden af. Og igen rykkede kirken ud som ”nødhjælpsarbejdende institution”. Værkstedsskolen, CVTC, blev modtagestation for flygtningene fra nord, hvorfra de kristne blev fordelt mellem de kristne institutioner og kirker i området op til Peshawar, mens de muslimske flygtninge blev huset i de gamle afghanske flygtningelejre. Samarbejdspartnerne i Danmark blev naturligt nok igen bedt om assistance og vi samlede ind og sendte midler ud til afhjælpning af den værste nød.
3) Mens alt dette stod på, opstod der desværre også en splittelse i kirken omkring Mardan, hvor en gruppe af kristne brød ud af kirken og dannede deres egen fraktion eller ”kirke” kaldet ”Northern Diocese Mardan”. De fik Arne Rudvins velsignelse i og med, at han hjemme i Norge ordinerede en ung Mardankristen, Peter Majeed, til biskop i den nydannede ”kirke”. Det er så grotesk en historie, at man næsten tror, at det er løgn. Det er trist og sørgeligt, at en tidligere PLC-biskop – og senere COP-biskop i Karachi kan få sig selv til fra sit otium i Norge at begå en sådan handling uden nogen form for autorisation eller bemyndigelse. Det er det for ham selv, for Peter Majeed og familie, for menigheden derude og for kirken som sådan. Og så er det jo ikke ligefrem den slags uro, der er behov for, mens landet i øvrigt brænder og de kristne institutioner i området er optaget af hjælpearbejde.
4) Og som om trængslerne ingen ende skal tage, så oversvømmes stort set hele Pakistan nu af den værste monsunregn i landets 63-årige historie. Værst ser det igen ud mod nord, bl.a. i Charsada og Nowshera, hvor Indusfloden går over sine breder og oversvømmer landsby på landsby. Igen starter en flygtningestrøm mod sikre områder og igen er det selvsagt de fattigste indbyggere, der har det værst. Det vil i vid udstrækning sige de kristne i slumkvartererne, hvor de lerklinede huse ikke kan holde til flere dages kraftig regn og slet ikke til oversvømmelser. Igen er den lokale kirke i centrum af katastrofen. Og igen beder de om hjælp fra vore støttekilder og får den også denne gang sammen med Danmission.
5) Som en femte og sidste faktor, der har ændret ved de forhold, vi i sin tid planlagde efter, skal det også lige nævnes, at ved årsskiftet trådte biskop Mano Rumal Shah som varslet tilbage som biskop for Grænseprovinsens stift og den 1. april tiltrådte Humphrey S. Peters. Valget af Humphrey Peters var enstemmigt og ventet og Grænseprovinsen har for første gang i sin historie fået en ”indfødt” som kirkens overhoved. Humphrey Peters er et kendt og respekteret ansigt hos de fleste i provinsen, og vi vil senere bringe et mere personligt portræt af ham i vort blad. Men når det i denne sammenhæng skal nævnes, er det særligt, fordi vi i de fem forløbne år ikke har mærket meget til Mano Rumal Shah, der meget af tiden har befundet sig i England og haft andre gøremål end sit stift.

Samarbejdsaftalen
Men lad os vende tilbage til aftalens hovedpunkter. I aftalen formulerede vi i 2005 en fælles overordnet vision for vort arbejde, nemlig

a) At arbejde for det kristne evangeliums forkyndelse
b) At sikre menighederne pastoral omsorg
c) Samt at være et redskab for kristen tjeneste og vidnesbyrd.

Med baggrund heri blev der udarbejdet fem arbejdsfelter, som vi ser som en fælles forpligtelse. Jeg vil her blot nævne de fem overskrifter:

1) Evangeliets forkyndelse og pastoral omsorg
2) Dialogbaseret mission
3) Diakoni og udvikling
4) Resurser
5) Og relationer

For at opnå aftalens visioner blev følgende strategi formuleret: At Peshawar stift og Støtteselskabet gennem fælles anstrengelse og samarbejde de kommende 2-5 år vil give høj prioritet til følgende fire indsatsområder:

1) Sikring af høj kvalitet i grunduddannelse af så mange børn som muligt med særlig fokus på det kristne mindretal.
2) Udvikling af en videregående uddannelse af høj kvalitet, akademisk såvel som teknisk / praktisk.
3) Forbedring af levevilkårene for den fattigste del af befolkningen med speciel fokus på kvinderne.
4) Styrkelse af de kristne menigheders bestræbelser og muligheder for dialog med de muslimske omgivelser.

Ud fra denne strategi er der så formuleret de operationelle mål med baggrund i Støtteselskabets historie og traditionelle aktiviteter i Grænseprovinsen.

Evaluering af samarbejdsaftalen
Der er nu gået de omtalte 5 år, og det er vel både ret og rimeligt her ved tidshorisontens udløb og i forbindelse med afleveringen af denne årsberetning at evaluere tingenes tilstand. Det skal medgives, at de først omtalte ulykkelige hændelser i området har sat en dæmper på udviklingen, og at de i høj grad har været medvirkende årsag til drastiske ændringer i strategien, men med det in mente og ud fra de ret så beskedne beretninger, vi modtager der ude fra, vil jeg kort kommentere udviklingen på hvert af de valgte aktivitetsområder.

1. St. paul`s School and Boy`s Hostel, Mardan
Hvad angår St. Paul`s School og Boy`s Hostel i Mardan var målet med aftalen at sikre drift og en yderligere udvikling af såvel skole som hostel …

- ved at åbne skolen op for muslimske elever fra 6. – 10. klasse.
- ved at ændre undervisningssproget fra urdu til engelsk.

Særlige behov i den henseende kunne søges realiseret gennem projektansøgninger til os. Som eksempler kan nævnes: Bygninger og indretning af flere skolestuer, bibliotek, naturfagslokaler, kontorer, lærerværelse m.m. Som følge af en forventet højere indtjening via skolepengene måtte det påregnes, at vores støtte skulle nedskrives tilsvarende de kommende år.

Evaluering: Ifølge de seneste nyhedsbreve vedr. skolen i Mardan (marts 2009 og maj 2010) er elevtallet steget fra 119 i 2009 til 123 i indeværende år. Antallet af lærere er fortsat 18. Der er elever fra børnehaveklasse til og med 10. Undervisningssproget er nu engelsk til og med 4. klasse. Man har ikke som beskrevet i målformuleringen åbnet op for muslimske elever fra 6. – 10. klasse. Som grund hertil angives, at en sådan beslutning nok ville have en positiv effekt på indkomstgrundlaget, men det ville også betyde et langt større elevtal og dermed som minimum behov for flere skolestuer og bedre fysik- og computerfaciliteter. En åbning kunne også medføre krav om ansættelse af muslimske lærere, hvilket vi ikke er begejstrede for. Der afholdes jævnligt kurser for lærerne og mindst hver anden måned deltager alle i fælles inspirationsseminarer.

Følgende forbedringer er gennemført i år:
a) To skolestuer er blevet gennemgribende renoveret
b) Taget over skolestue er blev udskiftet med nyt
c) Et fysiklokale er blevet opført
d) Der er blevet opført 8 nye toiletter

Følgende forbedringer ønskes:
1) Flere skolestuer
2) mere og bedre fysikudstyr
3) computerudstyr
4) et skolebibliotek med såvel bøger som tegneserier, blade m.v.
5) et tidssvarende personalerum
6) mulighed for scholarships eller elevadoptionsordninger

Det angives afslutningsvist, at den kirkepolitiske situation i Mardan fortsat er anstrengt, men at skolen hidtil har været upåvirket af situationen. Det skal desuden nævnes, at Støtteselskabet ikke har modtaget ansøgninger om specifikke skoleprojekter.

Kostskolen i Mardan
Kostafdelingen for drenge fungerer tilfredsstillende og har 33 drenge fra forskellige dele af landet boende. Alle drengene går på Mardan skole.

Stiftet har i perioden forbedret faciliteterne betragteligt:
Antallet af toiletter og vaskerum er øget fra 1 til 8
Der er blevet installeret en vandvarmer til vinterbrug
Der er blevet installeret en nødopkaldstelefon
Udendørsområderne er blevet forbedrede med nyt murstensgulv
Opholdsrummene er blevet renoverede
Der er indrettet et kontor til den tilsynsførende.

Følgende behov ønskes imødekommet:
Bygning af fere sovesale end de 3 nuværende, da der er et stort behov for flere og større kostafdelinger, bl.a. pga. den anstrengte politiske situation / krigen i grænselandet.
Den nuværende lille spisestue fungerer også som læsestue og alm. opholdsstue. Det ville være ønskeligt med mere plads og adskilte funktioner
Kostafdelingen ligger så langt fra skolen, at der benyttes udefra købt transport. Skolen burde have egen minibus eller lign.
Kostskolen mangler meget et bibliotek samt bedre sportsfaciliteter.

Det angives afslutningsvist, at et nyt kostskoleprojekt, ”Bishop Christensen Hostel” ville være af stor værdi, da behovet for bordingfaciliteter er enormt for hele Grænseprovinsen. Det burde nybygges med moderne faciliteter på tomten af Bishop Manzi, og de gamle Hostel-bygninger kunne så indrettes til lærerboliger eller lign.
Støtteselskabet har ikke modtaget nogen projektansøgninger.

2. Christian Vocational Training Center (CVTC)
Hvad angår Christian Vocational Training Center (CVTC) påpegede samarbejdsaftalen, at den finansielle støtte kunne forventes at fortsætte de kommende 5 år, men at det fremover kunne forventes, at en forøgelse af antallet af elever samt øgede indtægter fra servicestationen og anden indtægtsgivende virksomhed ville muliggøre, at Støtteselskabet kunne kanalisere nogle af deres midler over til andre aktiviteter i Grænseprovinsen.

Evaluering: CVTC var et af kirkens fagskibe i Mardan for 5 år siden, men projektet har helt uventet været i voldsom modvind siden da. Kirkens ledelse nævner nyhedsbrevet fra marts 2009 syv årsager hertil:

1. I løbet af 2005 stoppede stort set alle udenlandske selskaber bortset fra Støtteselskabet den økonomiske støtte til projektet, hvilket betød lukning af kostafdelingen og afrejse af de feste af kursisterne, da næsten alle var kostelever
2. Ledelsesskifte og afrejse af flere lærere
3. Der var stadig dag-elever i centret, men pga. mange strømafbrud var arbejdsbetingelserne utilfredsstillende for både elever og lærere.
4. Krigssituationen i Swat og store dele af Grænseprovinsen betød, at stort set ingen fra de øvrige provinser turde sende deres sønner til Mardan.
5. To af kursusaktiviteterne er blevet lukket helt ned pga. manglende instruktører, nemlig autoværksted og køleteknik
6. Uroligheder i menigheden i Mardan har været medvirkende årsag til den delvise lukning af CVTC
7. CVTC fungerede i store dele af 2009 som modtagecenter for flygtninge fra Swat under hærens modoffensiv mod Taleban, hvilket umuliggjorde kursusaktiviteter.

Afslutningsvist nævnes det,
at der i år er startet nye daghold samt aftenklasser
at de der ude har modtaget en del lokale produktions bestillinger som kan være med til at gøre det lettere at få fat i instruktører igen – ud over at give en kærkommen indtægt
at såvel skrædder- som elektrikerafdelingen har formået at få aftaler i hus om produktion
at også svejseværkstedet har modtaget bestillinger fra flere af stiftets kontorer og institutioner.

3. Servicestationen
I samarbejdsaftalen var Servicestationens funktion tænkt som en praktisk træningsskole for CVTC-eleverne samt som indtægtskilde for skolen, og der var estimeret med et betragteligt årligt overskud til finansiering af CVTC.

Evaluering: På samme måde som CVTC har servicestationen haft store driftsproblemer pga. den urolige politiske situation og elevafgang fra skolen. Også de mange strømafbrydelser har skabt driftsforstyrrelser, som projektet dårligt har kunnet leve med, hvorfor en driftssikker generator af god kvalitet bør anskaffes. Servicestationen har ikke været i stand til at medfinansiere CVTC i den ønskede udstrækning, men har dog selv kunnet løbe rundt økonomisk.

4. Andre større projekter i Mardan-området
Samarbejdsaftalen indeholdt også forslag om iværksættelse af fire større projekter i perioden:
a) Opførelse af en ny ”High-standard English-medium skole” i forbindelse med CVTC
Skolen planlægges som en åben skole for alle uanset religion og køn og skal anvende moderne pædagogiske metoder af såvel akademisk som teknisk / praktisk art og fungere i samarbejde med CVTC og dens professionelle stab.
Evaluering: Målet er delvist nået, idet dele af CVTC-bygningerne nu anvendes til formålet. Skolen har fået navnet ”Edwardes College School, Mardan Branch, og har pt. 91 elever.

b) Udvidelse af St. Pauls School og Boy`s hostel.
Evaluering: Støtteselskabet har endnu ikke modtaget egentlige ansøgninger fra kirken herom, hvorfor målet ikke kan siges at være opfyldt, skønt der dog er gennemført mindre bygningsmæssige forbedringer.

c) Efteruddannelse af lærere og andre med henblik på at kunne klare de udfordringer der ligger i at ændre undervisningssproget fra urdu til engelsk. Herunder…
1. efteruddannelse af 350 lærere
2. bygning og indretning af et kursus center i Abbottabad
3. udskiftning af undervisningsmateriale fra urdu til engelsk i alle stiftets 13 uddannelsesinstitutioner
4. etablering af skolebiblioteker
Evaluering: Bortset fra iværksættelse af en struktureret efteruddannelse af lærerne og anskaffelse af engelsksprogede lærebøger er der ikke taget initiativ til de øvrige forslag og Støtteselskabet har ikke modtaget projektansøgninger.

d) Motorcykel-riekshaw projekt med anskaffelse af 10 rickshaws og udvikling af et ”Mardan hjælp til selvhjælp projekt”
Evaluering: Projektet er ikke søgt gennemført.

Småprojekter
Samarbejdsaftalen indeholdt også forslag til mindre projektor:
1. Anskaffelse af computere
2. Ungdomsprojekt
3. Aflønning af ledere af kvindegrupper
4. Scholarships
5. Biblioteksudstyr
6. Spejderlejrudstyr
Evaluering: Støtteselskabet har trods gentagne opfordringer ikke modtaget ansøgninger om støtte.

Dialog / kommunikation
I samarbejdsaftalen er der et vigtigt punkt om, at Peshawar stift og Støtteselskabet skal etablere et gensidig informationsflow via e-mail og hver især udpege en informationsansvarlig person til at sikre en tæt dialog om kirkelige emner og andet af betydning for samarbejdet.
Evaluering: Kirkens ledelse udsender med jævne mellemrum, dvs. næsten månedligt, et nyhedsbrev til sine oversøiske samarbejdspartnere. Men bortset fra det må vi sige, at dialogen næsten har været umulig at etablere.

Besøgsvirksomhed
Jævnfør samarbejdsaftalen skal repræsentanter fra Støtteselskabets bestyrelse tilstræbe at besøge Peshawar stift ca. hvert andet eller tredje år for at opretholde en tæt personlig kontakt / dialog og et forpligtende samarbejde.
Evaluering: Både på grund af den anstrengte sikkerhedsmæssige situation og bestyrelsesmedlemmernes manglende tid har vi ikke besøgt kirken der ude siden 2005. Der er ingen tvivl om, at der er et stort behov for et besøg lige nu. Vi havde dog besøg af Humphrey Peters i maj sidste år, hvilket var yderst gavnligt for os. Desuden har vi haft stor gavn af, at Danmission har haft besøg derude. For vore nye bestyrelsesmedlemmer vil det ikke mindst være ønskeligt, om et besøg kunne komme i stand inden alt for længe.

Afsluttende bemærkninger
At vi bør få besøgt kirken derude, er da også en af de vigtigste ting, der skal fremhæves her til sidst, når vi overordnet skal vurdere de sidste fem år og se på et fremtidigt samarbejde. Der er jo mange ting i den gamle samarbejdsaftale, der ikke er blevet til noget. Skal de projekter gennemføres, kræver det en stor indsats fra kirkens side. Med Humprey Peters som stiftets nye biskop er der et håb for, at det vil ske. Han har været vores bedste samarbejdspartner igennem årene. Nu har han også en reel mulighed for at lede og styre i den retning, han ønsker det. Et andet håb for fremtiden er, at skolerne og kirkerne i stiftet faktisk har klaret sig imponerende godt trods den megen modstand igennem de sidste fem år. Det er en selvstændig kirke, hvis indre anliggender vi ikke skal blande os i. Den måde, som de har klaret de store nødhjælpsopgaver igennem årene, vidner også om, at kirkens organisation fungerer. Vi kan have tillid til dem, selvom vi ofte kan blive frustrerede over, at de ikke får tilbagesendt regnskaber med videre for de penge, vi sender ud. De tolker det sikkert, som om vi ikke har tillid til dem. Men vi skal jo bruge regnskaberne til Dansk Missionsråd og DANIDA for at dokumentere, at deres midler til os er blevet brugt på en ansvarlig måde. Det er ikke mindst nødvendigt, når vi også har organisationer som Dansk Røde Kors, der stiller spørgsmålstegn ved, om vi skal tildeles midler fra det offentlige. Ser man på vores eget regnskab og den måde, som vi formidler vores penge på, er der i hvert fald ikke noget at komme efter. For som sædvanlig skal Erik Kochs helt store arbejdsindsats fremhæves. Ikke kun som kasserer, men også som fundraiser, kontaktperson til stiftet, tovholder og i det hele taget indpisker over for både os i bestyrelsen herhjemme som kirken derude.

Grete Wigh-Poulsens indsats som redaktør af vort blad og vore nyhedsbreve skal også fremhæves, ligesom hendes indsats med at arrangere dette møde. I den forbindelse skal Henning Nielsen også have tak for at stå for tilmeldingen, mens menighedsråd og personale ved Skt. Nicolai Kirke her i Kolding ikke mindst skal have tak for at stille kirke og mødelokaler til rådighed og i det hele taget støtte vores arrangement. En særlig tak skal i den forbindelse rettes til Marianne Madsbøll Mølbæk, der har hjulpet med at stille mad an med videre.

I år skal jeg også sige en tak til Thomas Reinholdt Rasmussen og Mikkel Crone, fordi de hjalp mig med at få lavet Temanummeret. Ligesom der skal rettes en tak til de to personer, der arbejde ”bag kulisserne”, nemlig Henrik Frost, der holder vores hjemmeside ajour og Karen Margrethe Seidelin, der står for ekspeditionen af bladet. Og meningen var, at der så her til sidst i denne takkerunde til bestyrelsens medarbejdere og hjælpere skulle rettes en helt særlig tak til Laurits Vemmelund. Ikke blot fordi han har udarbejdet den del af denne årsberetning, der omhandler samarbejdsaftalen. Men fordi han havde sagt, at han i dag ville trække sig fra bestyrelsen. Nu vil jeg så nøjes med at takke ham for, at han i dag har lempet sin beslutning og vil blive indtil vi finder en ny og værdig afløser. Den lange rosende omtale af Lauses store arbejde for de kristne i Pakistan igennem 4 årtier vil jeg derfor gemme til senere.

Den sidste tak, der skal lyde i dag er til vores gamle formand Erling Albinus, der har stået for den indledende gudstjeneste – (prædikenen bringes i næste blad).

Thomas H. Beck - Kolding den 30. august 2010.

Bladet (2010-4) i pdf-format.