SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden - december 2010 PDF Udskriv Email

I anledningen af den amerikanske præst Terry Jones’ trusler om afbrænding af koraner i Florida afholdt biskop Humprey Peters i september en pressekonference sammen med generalsekretæren i Nordvestgrænseprovinsens afdeling af Jamaat-e-Islami Shabbir Ahmad Khan. Jamaat-e-Islami er Pakistans ældste religiøst-politiske parti fra 1941, der har tætte bånd til ”Det muslimske Broderskab” i Ægypten. Partiet er – bortset fra Taleban Pakistans mest islamistiske parti, hvis mål er at indføre den rene islamiske stat styret efter sharia-loven og hvis militære gren, Hizb ul-Mujahideen, der opererer i Kashmir, er på EU’s liste over terrororganisationer. Det var derfor ”fint” selskab, Peshawar stifts biskop var kommet i, da han fordømte Terry Jones’ handling og udtrykte, at det kristne samfund står sammen med sine muslimske brødre mod denne skamfulde og blasfemiske handling.

Man kan fra vores betragtende rolle herfra Danmark sagtens forestille sig, at biskop Humprey Peters ikke har haft andet valg end at komme med denne fordømmelse sammen med Jamaat-e-Islami. Den samme antagelse kunne man også have, da den tidligere biskop Manu Rumalshah på lignende måde i sin tid fordømte ”Muhammed-tegningerne”. Men der er dog forskel på de to handlinger, selvom man ude i Pakistan både fra kristen og muslimsk side sammenligner dem. For i tilfældet med truslerne om Koran-afbrænding er der god grund til at fordømme Terry Jones, fordi det er en handling, der ud over at sætte ham selvpromoverende i rampelyset havde til formål at for arge andre og hvis konsekvens i hvert fald ville have været en optrapning af de kristenforfølgelser, der finder sted ud over hele den muslimske verden. Selvom vi med vores evangelisk-lutherske baggrund ikke tror på, at materielle genstande kan være hellige, så må vi jo have forståelse for, at andre har det synspunkt, så længe de ikke vil pådutte os det med magt. Men vigtigst af alt må vi tage afstand fra Terry Jones’ trusler om koran-afbrænding, fordi bogafbrændinger er et af de mest grusomme eksempler på knægtelse af ytringsfriheden. Netop derfor er der så også en himmelvid forskel på sagen omkring ”Muhammed-tegningerne” og så truslerne om at afbrænde koraner.

Om Terry Jones’ foragtelige trussel om at afbrænde koraner har pustet til kristenforfølgelserne i Pakistan, kan selvfølgelig ikke direkte måles. Vi ved, at truslen førte til angreb på kirker i Jerusalem og andre steder i verden og i det hele taget forårsagede demonstrationer og mod-trusler om at skade kristne. I den muslimske verden ses Terry Jones’ trusler nemlig af mange som et forsøg på at starte en hellig krig mellem kristne og muslimer. Sådan har truslen derfor også i Pakistan pustet til denne djævelske ild, som i forvejen desværre brænder livligt. Det seneste eksempel er jo den i pressen omtalte dødsdom over den 37-årige kvinde Asia Bibi. Pakistans Kirke udtrykker derfor med god grund bekymring over situationen, fordi de diskriminerende blasfemilove i Pakistan i forvejen hænger som et sværd over de kristnes nakke. De pakistanske kristne udtrykker utvetydigt, at truslerne om koran afbrændinger har sat kristne minoriteter i muslimske lande i fare og specielt i Pakistan. Dog understreger de fra Peshawar stift, at i Nordvestgrænseprovinsen (som i øvrigt nu skal kaldes Khyber Pakthunkhwa) lever det kristne samfund relativt fredeligt, fordi alle minoriteter i dette område er meget aktive indenfor tværreligiøse aktiviteter og at pashtunerne altid har udvist en stor tolerance overfor minoriteterne. Men Peshawar stift giver også udtryk for, at hvis vi i Vesten ikke finder en vej til at takle den fanatisme, der udsiges i ytringsfrihedens navn, så vil overgrebene mod de kristne forværres.

Det er selvfølgelig klart vores opgave i Vesten at skride ind overfor personer som Terry Jones. Har man ikke en lov, der forbyder offentlige bogafbrændinger, hvis formål er at undertrykke andres meninger og tro, så skal det i hvert fald gøres med ord. Det kan endda gøres fra både talerstole som prædikestole. Det skal man ikke kun gøre, når en mand som Terry Jones tager ytringsfriheden til indtægt for sit forsøg på at forarge verdens muslimer, men særligt fordi han på en af de værst tænkelige måder undertrykker ytringsfriheden ved at brænde bøger af. Ligesom Jesus siger (Mk. 3,28f), at der kun findes en form for gudsbespottelse, nemlig bespottelse af Helligånden, sådan kan man også lidt parallelt sige, at den yderste grænse for ytringsfriheden er dér, hvor man vil bruge ytringsfriheden til at begrænse ytringsfriheden. I et sekulariseret samfund skal begrænsningen af ytringsfriheden i hvert fald ikke trækkes ved ord, der spotter andres religion og religiøse følelser. Ja, selv bespottelsen af Helligånden skal ikke straffes verdsligt. For gør man det, så kommer man faktisk til at spotte Helligånden, fordi man dermed med verdslig magt vil undertrykke den kristne forkyndelse, der altid af andre religioner må blive hørt som en bespottende forargelse. Jeg kan derfor ikke være enig med Peshawar stift, når de i en artikel giver udtryk for, at ytringsfrihed bare et tomt slogan, hvis man ikke respekterer andres religiøse følelser og at der derfor skal være et klart skel mellem frihed og blasfemi. Jeg mener omvendt, at ytringsfriheden bare vil blive et tomt slogan, hvis den netop begrænses, så man ikke kan tage til genmæle mod enhver form for politik, der gør sig religiøs og enhver form for religion, der gør sig politisk og dermed tage til genmæle mod den eneste form for blasfemi, der reelt findes.

Jeg ved godt, at det er en omkostningsfri holdning at have i Danmark i forhold til i Pakistan. Men det gør den jo ikke mindre rigtig. Vores land er bygget op på, at andre har betalt omkostningerne for en sådan holdning igennem tiden. Derfor er vi også pligtige til at forsvare den i respekt for det offer, tidligere generationer har ydet. Samtidig skal vi dog så også være os bevidste, at vores handlinger her i landet kan have meget store konsekvenser for kristne i andre lande. Vi skal derfor ikke kun vælge vores slag med omhu, men også vise forståelse for, at i et land som Pakistan må de kristne ydmyge sig ved at stille op til eksempelvis pressekonferencer med islamistiske politiske partier som Jamaat-e-Islami. For selvom Pakistans Kirke uden tvivl og med god grund står inde for fordømmelsen af truslerne om koranafbrændinger, så er den tværreligiøse dialog mellem de kristne og Jamaat-e-Islami vel først og fremmest udtryk for et nødvendigt onde, hvor de kristne rækker en hånd ud til områdets islamister med ønsket om at kunne leve fredeligt sammen. Det er der noget sagtmodigt over. Det stille mod, hvor man på en let måde bærer de tunge byrder. Og det kan man kun have den dybeste respekt overfor.

Den samme respekt kan man også kun have overfor det store arbejde Peshawar stift gør for de nødlidende fra sommerens oversvømmelser såvel som de mange ofre for jordskælvskatastrofen i 2005, der stadig befinder sig i området. Her kommer det til udtryk, at i dagligdagen lever de kristne ikke kun i et fordrageligt forhold til deres omgivende muslimske samfund, men at de oven i købet med deres nødhjælp yder en kolossal indsats for at gøre samfundet stabilt og derfor fra de feste side nyder en stor anerkendelse. En sådan anerkendelse viser vi også ved at støtte dem i dette arbejde. Vil man her op til jul give et bidrag til oversvømmelseskatastrofen, skal man blot anføre på sin indbetaling, at pengene skal gå til dette arbejde. Men i det hele taget vil enhver støtte til kirken og dens skoler falde på et tørt sted.

Thomas H. Beck.

Nyhedsbrevet dec. 2010 i pdf-format kan hentes HER.