SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Formandens årsberetning - 2011 PDF Udskriv Email

Indledning – Kolding den 29. august 2011.

Ondskab
Ingen kan være i tvivl om, at der er ondskab i verden. Og ingen kan slet ikke efter denne sommer være i tvivl om det. I det hele taget burde man aldrig have været i tvivl om, at der ikke kun er ondskab i verden, men at mennesket grundlæggende er ondt og at man derfor også selv har ondskaben i sig. Der skal ikke meget selvkritik og selverkendelse til at se, at man har så let ved at gøre ting, der er af det onde, mens der skal langt større overvindelse til at gøre noget, der er af det gode. For det kræver en anstrengelse at være god, mens det onde kommer helt af sig selv, hvis man ikke bestræber sig på at gøre det gode. Sådan er det også af det onde, når man forarges over at blive beskyldt for at være ond. For det er så nemt at blive forarget, sådan som det er så nemt at være selvgod.

Noget af det, der falder os alle nemt, er at undskylde sig selv, hvis vi har gjort noget, som måske ikke er så godt igen. Det falder os nemt at retfærdiggøre os selv. Og det falder os dermed nemt ikke at erkende sin egen ondskab og at undgå angeren. For i stedet for at fortryde og bebrejde sig selv, hvad man har gjort, søger man en bortforklaring. I stedet for at søge tilgivelsen forsøger man dermed at tilgive sig selv og med undskyldninger eller forklaringer at råde bod på sin dårlige samvittighed. Og måske er selvgodheden så stor, at der slet ikke er noget samvittighedsnag, men derimod en fuldstændig grotesk forvrængning af virkeligheden, hvor godt og ondt vendes på hovedet. Hvor perverteringen af det gode bliver så ekstrem, at alt forvrænges. For ondskab er jo altid en pervertering af det gode, som når en Breivik tager kristendommen til indtægt for sine handlinger eller den islamiske terrorist vil argumentere for, at målet for terrorhandlingen er den fredelige og lykkelige gudsstat. Man kan dog i den sammenhæng spørge, hvad der er mest grotesk: At en psykopat eller en terrorist ikke angrer sine brutale morderiske handlinger eller at man som et normalt velfungerende menneske i sine bortforklaringer af sin egen ondskab ofte lyver overfor sig selv? Psykopatens og terroristens handlinger er naturligvis i deres ondskab det mest groteske og nærmest uforståelige i deres ugudelige mangel på kærlighed og barmhjertig. Men selve det at leve på den løgn, at man ikke selv har ondt i sig, er lige grotesk hos psykopaten og terroristen som hos os andre. Ja, det er vel mest grotesk, at vi andre, som burde have selvkritikken i behold, ikke evner at se vores egen ondskab i øjnene, men derimod vil fastholde, at mennesket i bund og grund skulle være godt – og at vi selv dermed i bund og grund skulle være gode.

Mange kloge folk har igennem tiderne beskæftiget sig med ondskaben, fordi den er så uforklarlig. Nogen har drillende spurgt, hvorfor Gud skulle være god, når der er ondskab i verden. Men netop dette drillende spørgsmål er faktisk et udtryk for en spirende ondskab. For det giver udtryk for, at man ikke vil skylde Gud noget. Man vil ikke se sig selv som skabt af Gud. Og man vil ikke se denne verden og vores eget liv, som en gave vi har fået ganske ufortjent og som vi skal forvalte på en måde, hvor vi gør godt overfor andre. Vi har ofte nok i os selv og mener ikke at skylde Gud noget og dermed heller ikke at skylde vores næste noget. Måske mener vi, at der slet ikke findes en Gud. Og vil så netop bevise det ved blandt andet at påpege, at der er ondskab i verden. Men det onde er ikke desto mindre det eneste, der ikke skyldes Gud. For det onde skyldes sig selv, mens det gode derimod udelukkende skyldes Gud. Gud er, at der er godt i verden. Gud er, at vi har et ansvar overfor vores næste. Gud er det, der fastholder os på, at vi skal forvalte vores liv på en god, kærlig og barmhjertig måde. Ja, Gud er den, der oven i købet tilgiver os, at vi ikke lever op til det ansvar, han har givet os.

Det har ikke været en særlig ansvarlig forvaltning af den vestlige verdens arvegods, når vi generelt set i flere generationer ikke har villet se vores egen ondskab i øjnene, men stort set levet på vores egen selvgode idé om, at mennesket er godt. Holdes ondskaben ikke nede med magt og forkyndes der ikke, at vi hver især skal forvalte vores liv med de goder, som Gud har givet os, får ondskaben nemlig frit spil. Det giver frirum til psykopaten, til terroristen, som det giver ild i gaderne. Men lov og ret sikres ikke blot ved, at staten anvender sine magtmidler. Det kræver også en kristen forkyndelse. Det kræver en kristen forkyndelse, der altid indeholder den største selvkritik. For forkyndelsen må aldrig blive selvgod og selvretfærdig. Forkyndelsen må ikke blive politisk og gøre krav på en bestemt socialpolitik, skattepolitik, sundhedspolitik, retspolitik. Forkyndelsen skal derimod tale imod enhver form for sammenblanding af politik, religion og idealisme. Den skal tale til den enkelte og fastholde, at vi er syndere, der har brug for Guds tilgivelse, og at vi skal leve på den tilgivelse og forvalte den på en ansvarlig måde, så vi deler ud af den til vores næste, som vi skylder kærlighed.

Kristendommen dikterer selvfølgelig ikke et bestemt samfund med særlige religiøse love. Men et kristent samfund finder vi dér, hvor staten holdes fast på sin forpligtelse som statsmagt og holdes fast på ikke at gøre sin politik religiøs og idealistisk, samtidig med at kirken holdes fast på ikke at gøre sig politisk, men altså holdes fast på udelukkende at forkynde overfor den enkelte, at man skal forvalte sit liv på en ansvarlig og ordentlig måde. Det holder ondskaben nede. Det forhindrer pervertering af det gode. Det fastholder os på, at vi skal anstrenge os på at være gode. Det vil sige, at anstrengelsen netop ligger i at holde det onde nede. For når det onde holdes nede gives et frirum, hvor Guds kærlighed kaster sine frugter af sig.

Det arabiske forår og Pakistan
Det sidste halve års tid har storpolitisk især fokuseret på det såkaldte arabiske forår. Det tændte et håb hos mange, der så et frirum åbenbare sig, der kun kunne føre noget godt med sig. Det var jo nemlig et håb, der udsprang af et ønske om, at den arabiske verden kunne blive demokratisk med deraf følgende frihedsrettigheder for befolkningerne og at vi fra de europæiske lande kunne få etableret mere fredelige mellemstatslige forbindelser til denne del af verden. Men dermed også håb, der var naive, fordi de politiske forhold i disse stater for det første er meget anderledes end vores og for det andet, fordi de religiøse forhold også adskiller sig fra de europæiske landes.

Når jeg trækker det frem i denne sammenhæng, er det, fordi vi i de mellemøstlige og arabiske begivenheder kan spejle forholdene i Pakistan.

Det arabiske forår er jo udsprunget af utilfredshed. Og utilfredsheden er central, når vi i det hele taget beskæftiger os med muslimske stater, terrorisme og ondskab. For hvad udspringer terrorisme af? Det udspringer af utilfredshed. Mange har godt nok haft en forestilling om, at terrorisme og væbnede oprør har haft deres udspring i fattigdom og dårligt sociale forhold. Men det er utilfredsheden, det udspringer fra, mens det derimod – hvad angår sociale forhold – er middelklassen, hvor denne utilfredshed først og fremmest kan finde ord og blive organiseret. Det har været helt tydeligt under ”det arabiske forår”, der jo begyndte med, at en frustreret og utilfreds mand fra middelklassen, der på grund af de elendige forhold i Tunesien var på vej ned i fattigdom, satte ild til sig selv. Og oprørerne i de forskellige stater har været båret af en meget lille kerne af unge utilfredse veluddannede middelklassebørn, der har adgang til internet og mobiltelefon. I mange af de mellemøstlige lande har oprøret derfor ikke haft sit afsæt i islamisme, selvom de islamistiske grupperinger har forsøgt at udnytte situationen, som eksempelvis Det muslimske Broderskab. Men ser vi på disse islamistiske grupperinger, der desværre ser ud til at få større og større indflydelse på begivenhederne i Mellemøsten og Nordafrika, er de et udtryk for at være en anden form for kanal for utilfredsheden. Eller man kan rettere sige, at det er moskeerne, der er kanalen for utilfredsheden. For i diktaturer med muslimske befolkninger er moskeerne ofte det eneste sted, hvor frustrationer og utilfredshed kan komme til udtryk, fordi de totalitære statsmagter ikke tør røre moskeerne, men til gengæld sidder ekstremt hårdt på presse, IT og muligheder for at mødes i offentlige forsamlinger. Det vil jo nemlig falde tilbage på diktatorens egen religiøsitet og den måde som de måske også legitimerer deres magt i islam, hvis de krænker de muslimske helligdomme.

Det sidste så vi jo i Pakistan tilbage i 2007, hvor Musharraf valgte at sende tropper ind i Den røde Moske i Islamabad for at standse den terrorisme, der blev udklækket her fra, såvel som hans fængsling af højesteretsdommere, der også havde – og har en religiøs status i landet. Umiddelbart kunne han ikke gøre andet, sådan som han i det hele taget forsøgte med hårde midler at forhindre islamisterne – med Taleban og al-Quaeda i spidsen – i at få for meget magt. Men ser man tilbage på episoderne omkring Den røde Moske, kan man godt påstå, at dette blev vendepunktet for Musharrafs karriere. Herefter blev angrebene mod ham fra de islamiske højesteretspræsidenter forøget. Benazir Bhutto og Nawaz Sharif vendte tilbage til landet fra deres eksiler og udnyttede situationen. Bhutto blev dræbt. Kravet om reformer øgedes. Musharrafs dage var talte og året efter begivenhederne i Den røde Moske i sommeren 2008 gik han af som præsident og Bhuttos mand Asif Ali Zardari blev valgt. For selvom overklassen og middelklassen i Pakistan generelt set ikke billiger den islamiske terror, der underminerer deres velstand, så stødte begivenheden deres religiøse følelser. Det blev et knæk i den folkelige sympati for Musharraf, der ellers formåede med sit militærdiktatur at fastholde et rimeligt demokratisk system under sit eget niveau. For godt nok var Musharraf militærdiktator, men Pakistan var ikke en totalitær stat, hvor ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og religionsfrihed blev undertrykt i efter forholdene særlig grad. Tværtimod sikrede han nogenlunde disse frihedsrettigheder med sit diktatur, hvilket de kristne kirker jo nød godt af.

Jeg har ikke tilstrækkelig indsigt i de mellemøstlige og nordafrikanske staters forhold og oprørernes karakter, men ser dog umiddelbart paralleller mellem Pakistan og Egypten, hvor Mubarak vel langt hen ad vejen har forvaltet sin magt på samme måde. Og i takt med at de vestlige stater har taget Gadaffi til nåde og begyndt at købe olie fra ham, udviklede hans styre vel på tilsvarende måde sig til at være et efter forholdene rimeligt frit styre. Den frihed, som de tillod, har vel i dette tilfælde været kanalen for utilfredsheden med de stadigvæk urimelige forhold. Og det er vel den konsekvens Assad drager i Syrien såvel som magthaverne i Yemen, Bahrain, Saudiarabien og andre steder, hvor det totalitære greb om befolkningerne er blevet skærpet betydeligt i de seneste måneder.

Håbet for det arabiske forår er jo derfor også visnet, så man nu taler om det arabiske efterår. Lige nu er der ikke meget, der tegner godt for befolkningerne i de pågældende lande. Friheden ser jo ikke ud til at være blevet større i hverken Tunesien eller Egypten efter at oprørerne i princippet har vundet. Eller har de? For har de nået deres mål? Og spørgsmålet er i det hele taget, om oprørerne overhovedet har haft et mål og om de forskellige grupperinger har haft samme mål. For mange har det vel netop blot handlet om at give udtryk for en undertrykt utilfredshed, der ikke har haft seriøse realpolitiske mål, mens de religiøse grupper i højere grad har haft sådanne konkrete realpolitiske mål om at indføre en islamisk stat med sharialovgivning.

Den politiske situation i Pakistan
Det sidste har netop været kendetegnende for Pakistan, hvor de islamistiske partier og terrorbevægelser kæmper for at gøre landet til en islamisk stat styret efter sharia. Det er en intern national kamp mellem militæret og statsmagten og så disse efterhånden meget indflydelsesrige organisationer. Sådan er størsteparten af al terror borgerkrigslignende frem for international og rettet mod vestlige mål. Den internationale terror er en reel trussel, men også så svær at organisere, at det ikke er den dominerende. Desuden ønsker de internationale terrororganisationer først og fremmest at skabe nationale islamiske stater, som de kan ekspandere ud fra. Det var Taleban og al-Quedas mål i Afghanistan, som det i dag er i Pakistan. Men i denne interne borgerkrigslignende kamp har de internationale terrorangreb dog en stor symbolsk værdi, der styrker fællesskabet og sympatien for de islamistiske organisationer. Men størsteparten af al terrorvirksomhed er rettet mod nationale mål og har et ønske om at underminere og vælte de siddende statsmagter.

Utallige er terrorangrebene i Pakistan. Jeg kan ikke finde helt nye tal. Men i perioden fra 2007 til 2009 blev 5.500 personer dræbt ved terrorangreb i Pakistan ifølge en artikel i Wikipedia. Siden er angrebene ikke blevet mindre. Og det vil sige, at tabstallene i Pakistans borgerkrigslignende tilstand umiddelbart ser ud til at være større end i NATOs engagement i Afghanistan. Jeg har da også igennem mange år sagt, at løsningen på situationen i Afghanistan skal findes i Pakistan. ISAF styrkerne i Afghanistan har i princippet – som jeg ser det – for mange år siden (i ca. 2007) egentligt vundet krigen over Taleban i Afghanistan. For siden har styrkerne blot fastholdt magten overfor smågrupperinger af terror- og oprørsceller, som er umulige at nedkæmpe, hvis man skal følge Krigens Love, hvilket vi naturligvis skal. Det ville kun kunne lade sig gøre med en kynisk magtanvendelse, som den vi blandt andet for tiden ser hos Assad. Og det er vi selvfølgelig og forhåbentlig ikke interesserede i. For vores mål er ikke på den måde at vinde krigen. Vi er der med et sikkerhedspolitisk formål, hvori det indgår, at der skal opbygges en afghansk hær og et afghansk politi, der kan opretholde regeringens magt og skabe fredelige forhold i landet. Men det sikkerhedspolitiske formål strækker videre ud i den region, hvor Afghanistan er omgivet af bandit-stater som først og fremmest Iran. Samtidig lurer Kina i baggrunden. Hvor Pakistan har været vores allierede i ”kampen mod terror”, begynder denne alliance at blive svækket, fordi Pakistan – eller i hvert fald Pakistans efterretningstjeneste ISI – med stor sandsynlighed støtter Taleban og angreb i Afghanistan mod ISAF styrker. Desuden ser det nu ud til, at Kina måske er en større sikkerhedspolitisk trussel i regionen. Kina og Indien er ikke venner, ligesom Pakistan og Indien er erklærede fjender. Derfor kan Vestens udenrigspolitiske fokus flytte fra Pakistan til Indien, som vores nye allierede i den region. Og det vil bestemt ikke gøre forholdene bedre i Pakistan. Slet ikke for de kristne!

De kristnes situation
Alt dette er selvfølgelig kun strøtanker fra ”en politisk kandestøber”. Men vi kan jo i hvert fald lige nu konstatere, at statsmagten i Pakistan ikke på samme måde som under Musharraf formår at sikre befolkningens frihedsrettigheder og forhindre ofte kaotiske tilstande. Terrorangreb har da også været rettet mod de kristne såvel som vi har set kidnapninger, almindelig chikane og forfølgelser. Jeg har igennem året i bladene og nyhedsbrevene givet eksempler på det. Men stort set ingen terrorangreb har haft kristne som mål. Da tre kristne døde ved et af Talebans hævntogter over drabet på Osama bin Laden, handlede det jo ikke om de tre kristne, men målet var en gruppe af unge officerer, hvor næsten 90 mistede livet og 100 blev sårede. Derimod har vi i særligt Punjab-provinsen set lokale forfølgelser af kristne, hvor der blandt andet har været anvendt falske anklager om blasfemi. Disse sager har haft tragiske følger, der viser, at landet bestemt også har moderate muslimer, der sætter deres liv ind i kampen for et Pakistan med lige frihedsrettigheder for alle grupper. Her tænker jeg særligt på Punjabs guvernør Salman Taseer, der kæmpede en indædt kamp mod de uretfærdige blasfemi-domme og ved juletid (2010) gik i forbøn for den kristne 45-årige mor Aasia Bibi, der var blevet dømt til døden for at have sagt til nogle kvinder ved en brønd i en landsby: ”Jesus døde på korset for vores synders skyld. Hvad har Muhammed gjort for jer?”. Og dette sagde hun jo som reaktion på deres afvisning af at tage imod vand fra hende, fordi vandet efter deres overbevisning skulle være blevet urent af at have været berørt af en vantro kristen.

Salman Taseer blev myrdet af en af sine sikkerhedsvagter den 4. januar i år. To måneder senere blev Pakistans minoritetsminister Shabaz Bahatti skudt ned foran sit hjem den 2. marts. To uger senere blev Qamar David dræbt i et fængsel, hvor han – anklaget for blasfemi – havde siddet fængslet siden maj 2006. Og andre lignende sager kan findes frem, blandt andet hos en organisation som CLAAS (Center for Legal Aid, Assistance and Settlement), der gør et godt stykke arbejde for at støtte de blasfemi-anklagede kristne med juridisk bistand og hjælp. Blasfemi-lovene i Pakistan har flere paragraffer. Men det er særligt § 295-C, der kan føre til en dødsdom for et simpelt islam-kritisk spørgsmål, som det, Aasia Bibi spurgte kvinderne om ved brønden i hendes landsby. Paragraffen blev tilføjet lovene i 1986 af præsident Zia ul Haq. Med først Benazir Bhutto og senere Nawaz Sharif på regeringsposten i 90’erne blev paragraffen stadfæstet og da Sharif også indførte sharialovgivning i landet var teokratiet på et så diktatorisk niveau, at det jo endte med, at Musharaff greb ind og tog magten. Som sagt betød det, at frihedsrettighederne blev sikret og at islamismen underkuet. Det medførte så i øvrigt også en stor økonomisk vækst og fredelige og rolige forhold, hvor minoriteterne var beskyttede af myndighederne.

De kaotiske tilstande med de stigende forfølgelser af kristne har medført, at kirken holder en del tværreligiøse møder for at afspænde situationen. Umiddelbart efter sidste årsmøde måtte et sådant møde iværksættes som følge af hele sagen med den amerikanske præst Terry Jones, der truede med at afbrænde koraner. Det var på sin vis slet ikke et i vores forstand interreligiøst møde, for det var et møde mellem Peshawar stift og Pakistans ældste religiøse parti, Jamaat-e-Islami, der har meget tætte bånd til Det muslimske Broderskab i Egypten. Men det vidner jo om, at islamismen fremstår som politisk frem for religiøs.

Temanummeret
Som en naturlig følge af kristenforfølgelserne, har vi fra bestyrelsens side valgt at gøre dette til tema for årets temanummer, der udkom for en god uges tid siden (medio august). Vi er ikke de eneste, der har fået øjnene op for disse grusomheder. Kristeligt Dagblad har i foråret kørt en serie om emnet og i det hele taget er den grusomme sandhed gået op for mange. Jeg syntes, at vi med årets temanummer bidrager med et sobert skrift ind i denne debat og oplysning om emnet.

Stefan Klit Søndergaard har skrevet om de første kristenforfølgelser i Romerriget og dermed også om, hvordan man senere hen har forholdt sig til disse kristenforfølgelser. Her er det interessant, at man i oplysningstiden gjorde de kristne til de intolerante religiøse fanatikere i forhold til de påståede tolerante romere.

Det syn på kristendommen har jo levet videre ind i vores tid særligt igennem kommunismens og humanismens religionskritik, hvilket Jesper Bacher også påpeger i sit indlæg om kristenforfølgelser i nyere tid. Jesper Bacher lægger dog fokus på de forfølgelser, der foregår i dag i muslimske stater. Han får givet et indtryk af, hvor stort omfanget er, men behandler også årsagerne til forfølgelserne og hvordan muslimske lande beskytter sig med forbud mod konvertering, missionsudøvelse og blasfemilovgivning. Med henvisning til Jens Christensen ser Jesper Bacher også sammenstødet mellem kristendom og islam som en åndskamp, hvor den kristne må stå ved sin tro, bekende troens intolerante budskab og tolerant finde sig i hån, forfølgelse, had og drab.

TV-stationen SAT-7 er en kærkommen stemme til de kristne, der i muslimske lande må finde sig i forfølgelserne. Generalsekretær for SAT-7 i Norden Kurt Johansen giver en god indsigt i det arbejde, som TV-stationens ansatte yder og den gavn stationen ikke kun har i udlandet, men også for kristne indvandrere og flygtninge her i landet.

Blandt dem hører Massoud Fouroozandeh, der er konverteret fra islam og siden har dannet en menighed omkring sig på Fyn, der så oven i købet har bredt sig med menigheder i Århus og København. Massoud har gjort meget for, at de lutherske migrantmenigheder i Danmark skal tilknyttes Folkekirken. Det har været en sej kamp, hvor han har udvist, hvad jeg vil tillade mig at betegne som et sagtmodigt trosmod. Hvor vi andre har haft en spirende anstrengt utålmodighed i kroppen for at handle og få sat lidt skub i tingene, da har Massoud ikke ønsket, at der skulle gøres noget særligt ud af hans person og haft en tro på, at det i sidste ende nok skulle gå, som Herren vil det. Massoud har i de år ved siden af sin travle præstegerning, taget en kandidatgrad i teologi ved Århus Universitet. Og for en uge siden kunne han til sine venner meddele, at han skal ordineres i Odense Domkirke den 6. september. Massoud har i disse år også været udsat for forfølgelser for sin tro fra muslimske grupperingers side. Men det ønsker han heller ikke at fokusere på. Det må man blot finde sig i. For ham er det vigtigst, som hans lille indlæg også har som titel, at kærligheden aldrig må høre op. I sin tale om kristenforfølgelser skal man nemlig ikke fokusere på at være ofre, men derimod på det trosmod, som det kristne budskab indgyder og som forfølgelser skal imødegås med.

Derfor er temanummerets titel da også Trosmod. Det kommer på forskellig vis fornemt frem i alle fire indlæg og ikke mindst derfor skal lyde en stor tak til de fire artikelforfattere, der har stillet deres bidrag vederlagsfrit til rådighed.

Oversvømmelseskatastrofen i Pakistan
Trosmod har de kristne i Pakistan ikke kun udvist ved de forfølgelser, der har været og ved også at ydmyge sig ved at sidde til interreligiøse konferencer med islamistiske partier. Men de har også udvist det ved deres store indsats for sidste sommers oversvømmelseskatastrofe såvel som det arbejde, der stadig kræves i forhold til ofrene for jordskælvet tilbage i oktober 2005. Det er dog oversvømmelseskatastrofen, der naturligvis har fyldt mest det sidste år. Her var Peshawar stift hurtig til at yde en akut hjælp, som vi så også var de første til at støtte med 75.000 kr. samt 250.000 kr. fra DANIDA, som vi ansøgte om sammen med Danmission. Siden har Peshawar Stift hjulpet med basale fødevarer og basale ting som gryder og pander, tallerkener, vandflasker, gasblus, tøj, myggenet, senge, sæbe og så videre. Desuden har man støttet et sundhedsarbejde i katastrofeområderne. Som tiden er gået er fokus så lagt mere og mere over på genopbygning af huse og veje. Det samme arbejde foregår jo stadig i jordskælvsområderne.

Menighedsarbejde i Peshawar Stift
Alt er selvfølgelig ikke lutter ondskab, borgerkrig, forfølgelse og katastrofer. Livet går også videre blandt de kristne i Pakistan. Heri ses vel det største trosmod. Der er ikke grænser for, hvad de – som os andre – ikke får arrangeret ved juletid af advents- og julegudstjenester, julekoncerter, krybbespil, salmesang, ungdomsarbejde, familiekomsammener, fængselsbesøg hos kristne indsatte, besøg hos de katastroferamte med videre. Det samme gør sig gældende til påske og pinse, ligesom kirken arrangerer ledelseskurser, voksenundervisning, økumeniske konferencer, kvindekonferencer, interreligiøse konferencer for kvinder, ungdomslejre, mindegudstjenester og meget andet. Desuden fortsætter stiftets normale drift med skoler og uddannelsesinstitutioner, missionshospital, servicestation mv. så godt, som det overhovedet er muligt under de vanskelige omstændigheder.

Samarbejdsaftalen med Pakistans Kirke
Men vanskeligheder er der. Og sidste år gennemgik jeg i min formandsberetning de fem årsager, der er skyld i, at den samarbejdsaftale vi lavede med kirken med virkning fra 2005 ikke er blevet implementeret ordentligt. De fem årsager var:

1) Jordskælvskatastrofen den 8. oktober 2005.
2) Taleban og de islamistiske grupperingers stigende indflydelse i Pakistan og den dermed følgende borgerkrigslignende tilstand i landet, der i 2009 blandt andet medførte en stor flygtningestrøm til Peshawar og omkringliggende byer fra Swat, hvor Taleban havde taget magten.
3) En splittelse i kirken omkring Mardan, hvor en gruppe af kristne brød ud af kirken i 2009 og dannede deres egen fraktion eller kirke kaldet ”Northern Diocese Mardan”, som de oven i købet fik Arne Rudvins velsignelse til i og med, at han hjemme i Norge ordinerede den unge Mardan-kristne Peter Majeed til biskop i den nydannede kirke.
4) Oversvømmelserne sidste sommer og
5) at biskop Manu Rumal-Shah i den pågældende femårs periode mere vægtede sit arbejde i England end i Pakistan.

Sidste år gennemgik jeg samarbejdsaftalen grundigt og evaluerede den. Den overordnede konklusion var, at stiftet havde fået gennemført en del af det, som den tilbage i 2004 havde som mål, men at der er mange projekter, der ikke er blevet gennemført. Således kunne vi konkludere, at:

1) St. Paul`s School, Mardan, har fået flere elever og gjort undervisningssproget til engelsk fra og med 4. klasse. Man har – til vores glæde – ikke som beskrevet i målformuleringen åbnet op for muslimske elever fra 6. – 10. klasse. Videreuddannelse af lærerne er blevet forbedret. Bygningerne er blevet en del forbedret, men der ønskes flere skolestuer, mere og bedre fysikudstyr, computerudstyr, et skolebibliotek med såvel bøger som tegneserier, blade m.v., et tidssvarende personalerum og mulighed for scholarships eller elevadoptionsordninger.

2) Kostskolen, Boy`s Hostel, i Mardan fungerer tilfredsstillende og har omkring 30 drenge fra forskellige dele af landet boende. Alle drengene går på Mardan skole. Bygningerne er blevet forbedret betragteligt, men man kunne godt tænke sig en bygning med flere sovesale end de 3 nuværende, flere stuer, en lille skolebus, et bibliotek samt bedre sportsfaciliteter. Det ville derfor være godt at få det længe omtalte kostskoleprojekt, ”Bishop Christensen Hostel”, sat i værk.

3) Christian Vocational Training Center (CVTC) har været i voldsom modvind blandt andet fordi alle udenlandske selskaber bortset fra Støtteselskabet i 2005 fjernede deres økonomiske støtte til projektet, ledelsesskifte og afrejse af flere lærere, dårlige arbejdsbetingelser på grund af manglende elektricitet, krigssituationen i Swat, der holdt elever væk, manglende lærere til autoværkstedet og køleteknik, urolighederne i menigheden i Mardan og at CVTC i store dele af 2009 fungerede som modtagecenter for flygtninge fra Swat.

4) Servicestationen har på samme måde som CVTC haft store driftsproblemer pga. den urolige politiske situation og elevafgang fra skolen. Også de mange strømafbrydelser har skabt driftsforstyrrelser, som projektet dårligt har kunnet leve med.

5) Stiftet har dog fået opbygget en ”Highstandard English-medium” skole i forbindelse med CVTC, der har fået navnet ”Edwardes College School, Mardan Branch”. Den har knap 100 elever.

6) Vores kommunikation med stiftet er blevet væsentligt forbedret, da stiftets ledelse med jævne mellemrum, dvs. næsten månedligt, udsender et nyhedsbrev til sine oversøiske samarbejdspartnere. Men bortset fra det har dialogen været lidt træg indtil for godt 1½ år siden, hvor Humprey Peters blev biskop.

7) En væsentlig ting ved samarbejdsaftalen har vi selv svigtet, da vi ikke har levet helt op til vores løfter om jævnlige besøg i Pakistan, selvom Erik Koch har gjort sit. Vi havde dog besøg af Humphrey Peters i maj 2009. Desuden har vi haft stor gavn af, at Danmission har haft besøg derude. Vores manglende indsats på dette område vil vi dog råde bod på om en måneds tid, hvor Mikkel Crone Nielsen sammen med Lorens Hedelund fra Danmission tager på besøg derude.

8) Overordnet kan det siges, at stiftet ikke har været gode til at sende os velformulerede projektbeskrivelser med et ordentligt budget, sådan som vi stadig må konstatere, at de heller ikke er gode til at sende os afsluttende regnskaber på projekterne.

På baggrund af sidste års gennemgang har jeg i det forløbne år genforhandlet aftalen med biskop Humprey Peters. Det lyder dog af så meget. For jeg har som ikke gjort meget andet end strammet den gamle aftale op. Med god hjælp fra Mikkel Crone Nielsen har vi fået sproget gjort bedre. Jeg har så bedt Humprey Peters om at godkende det og tilføje ønskede projekter. Ideen er derfor stadig, at vi løbende skal afvikle vores faste driftsstøtte til Mardan skole, Boys Hostel, CVTC og stiftet for i stedet at give en mere projektorienteret støtte. Men det kræver, at de sender os ansøgninger på de projekter, som de nu har tilføjet aftalen. Erik vil gennemgå dem under ”Regnskab” og høre forsamlingens holdning til, hvilke projekter vi skal forsøge at prioritere højst. Da det stort set er den samme aftale, som sidst og at jeg har lagt den ud til gennemsyn, vil jeg derfor ikke igen i år gå i detaljer, men ved den afsluttende afstemning om formandsberetningen også bede forsamlingen godkende, at vi sender Mikkel Crone Nielsen til Pakistan med aftalen, underskrevet af mig herhjemme. Og så kan Humprey Peters underskrive den derude, mens Mikkel Crone kan forevige det højtidelige øjeblik.

Bestyrelsens arbejde
Arbejdet med samarbejdsaftalen har været det forløbne års vigtigste. Nu står vi så foran en tid, hvor vi selv må gøre noget for at få aftalen implementeret. Det vil jo så allerede ske ved, at Mikkel Crone Nielsen tager til Pakistan om en måneds tid. Det er jeg meget taknemlig for, at han har taget på sig. Vi havde talt om, at Thomas Reinholdt Rasmussen også skulle med derud, men Lorens Hedelund vil foretrække, at de kun er to, der rejser sammen. Godt nok er urolighederne i landet primært interne, men man skal selvfølgelig ikke som vesterlændinge henlede mere opmærksomhed på sig selv end højst nødvendigt. I den forbindelse er vi naturligvis Lorens Hedelund en meget stor tak skyldige, fordi han vil rejse sammen med Mikkel Crone Nielsen. Lorens Hedelund kan de lokale sprog og har været i landet et utal af gange, så vi kan trygt overlade Mikkel Crone Nielsen i hans varetægt.

Ellers har bestyrelsesarbejdet kørt i sin vante gang, hvor Erik Koch som sædvanlig har trukket det største læs, så det nærmest er umuligt at forestille sig selskabets fortsatte eksistens uden hans kolossale indsats. Erik har dog den 9. februar rundet de 70 år, men da han har en såkaldt body-age på godt 50, så er det rart at vide, at der er meget arbejde i ham endnu. Desuden har Grete Wigh-Poulsen også trukket et stort læs ved at sørge for gode blade og nyhedsbreve og ikke mindst med at få dette landsmøde arrangeret. I den forbindelse skal Henning Nielsen også have tak for at stå for tilmeldingen, mens menighedsråd og personale ved Skt. Nicolai Kirke her i Kolding ikke mindst skal have tak for at stille kirke og mødelokaler til rådighed og i det hele taget støtte vores arrangement. En særlig tak skal i den forbindelse rettes til Kirsten Marie Kragh, der har hjulpet og hjælper med at stille mad an med videre.

Jeg skal også takke to andre uundværlige personer, der sagtmodigt får tingene til at glide, nemlig Henrik Frost, der holder vores hjemmeside ajour og Karen Margrethe Seidelin, der står for ekspeditionen af bladet. Og hvad angår Karen Margrethe Seidelin kan jeg så også her afsløre, at hun til min og resten af bestyrelsens store glæde har indvilget i at opstille som rigtigt medlem af bestyrelsen. Hun afløser Laurits Vemmelund, der allerede sidste år tilkendegav, at han ønskede at trække sig fra bestyrelsen, nu da han nærmede sig støvets år. Ham skylder vi derfor en stor tak for sit store arbejde for de kristne i Pakistan og for Støtteselskabet i det hele taget igennem 4 årtier. Sidste år indvilgede Laurits Vemmelund i at fortsætte endnu et år og derfor satte jeg forsamlingen i udsigt, at den store takketale om alt, hvad han har bedrevet, skulle komme i år. Det må jeg desværre skuffe jer med, for med den beskedenhed, der er så typisk for Laurits Vemmelund, har han frabedt sig alle disse store ord, men blot bedt mig sige, at han ved overgangen til 70’erne som rundes om godt 4 måneder har ønsket at lade yngre kræfter komme til. Og så er det jo dejligt, at Karen Margrethe Seidelin muligvis kan opfylde det ønske ved sin kandidatur til bestyrelsen.

Den sidste tak, der skal lyde i dag, er naturligvis til sognepræst i Bramdrup, Lone Vesterdal, der har stået for den indledende gudstjeneste. Ellers er der kun at sige, at det kommende år ikke lover godt for den politiske situation i Pakistan såvel som resten af verden. Vi lever i en ond tid. Derfor er vi ikke mindst forpligtede på at støtte de kristne derude. Jeg kan derfor også kun gentage, at jeg er godt tilfreds med, at vi får sendt Mikkel Crone Nielsen af sted på besøg. Det betyder, at vi får skabt gode kontakter og vist vores gode vilje derude. Det betyder, at Mikkel Crone får en god indsigt i forholdene, der kan styrke vores arbejde i bestyrelsen. Og det betyder da også, at vi næste år forhåbentligt vil få et foredrag om rejsen. Man burde nærmest genindføre de gode gamle missions-udsendelses-gudstjenester, men vi kan jo nøjes med at synge ”Gør dig nu rede kristenhed”, inden vi tager spørgsmålene.

Thomas Hansen Beck.

Hele medlemsbladet 5-2011 kan hentes i pdf-format her: Medlemsblad 5-2011.