SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden - Dec. 2011 PDF Udskriv Email

På det ekstraordinære landsmøde for Dansk Pathanmission i Odense den 7. januar 1962 blev der med henblik på afstemning gjort rede for to synspunkter, der vedrørte uenigheder i bestyrelsen i forhold til en strid mellem den gamle missionær, biskop i Pakistans lutherske Kirke, Jens Christensen og den nyligt udsendte missionær Jens Enevoldsen. Striden havde dog rødder tilbage til Otto Paludans angreb på Jens Christensen i 1955, fordi Jens Christensen var blevet valgt af synodalforsamlingen som biskop over Pakistans lutherske Kirke. Otto Paludan ønskede, at det skulle være en pakistaner, der blev biskop. På sin vis et selvmodsigende ønske, da det ville indebære, at Dansk Pathanmission fortsat skulle have en vis indflydelse over den ellers nu selvstændige pakistanske kirke. Ønsket var ellers langt hen ad vejen i tråd med Jens Christensens eget missions- og kirkesyn, der siden hans ansættelse som missionær i 1926 sigtede mod, at der skulle oprettes en national selvstændig luthersk kirke i Pakistan, hvor pakistanernes egen folkelighed skulle komme til udtryk. Dog ikke som noget ideologisk. Jens Christensen tænkte teologisk og beskrev kirken i et spændingsfelt mellem evangelium og folkelighed, hvor han formulerede det sådan, at en kirke altid befinder sig i den spænding, at idet evangeliet skal forkyndes, så det slår rod i det folkelige, sprænges det folkelige netop ved, at kristendommen slår rod! Samtidig understregede han, at denne sprængning ikke skal komme ved en kirkes "angreb" udefra med en eller anden form for kultur-imperialisme, men ved Ordets kraft indefra. Kristendommen vil derfor aldrig være "ren", men altid være iført en folkelig klædedragt.

Målet for et missionsselskab skulle derfor også være at overflødiggøre sig selv. Dette kunne dog ikke helt accepteres af Pathanmissionens bestyrelse for disse godt 50 år siden, sådan som det for mange missionsselskaber aldrig har været en helt spiselig tanke. Her sidst på efteråret har der eksempelvis kørt en lille debat om mission mellem generalsekretærerne for Luthersk Mission Jens Ole Christensen og Danmission Mogens Kjær, hvor dette også spiller ind. For selvom begge disse missionsselskaber har fulgt den linje, som Jens Christensen udstak for missionsselskaberne for ca. 80 år siden, og de dermed arbejder sammen med nationale kirker i udlandet og fuldt ud respekterer deres selvstændighed, så er de drevet af et ønske om vækst, hvad enten det er økonomisk vækst i deres organisation såvel som i de kirker, de støtter, om det er social vækst eller det er det fuldstændigt umålbare: troens vækst, som desværre ofte forveksles med den sociale og økonomiske vækst såvel som vækst i kirkegængere, religionsdialog, udsendte missionærer eller hvad der nu sættes højt. Det er en vækst-tanke, der på den ene side indeholder en farisæisk selvretfærdighed, og som på den anden side gør velgørenhed til kristen forkyndelse. Det er at drive spot med helligånden, når man vil påstå, at man med sin velgørenhed kan frelse andre. For så gør man missionæren, socialarbejderen, lægen, ingeniøren til forkyndelsens subjekt. Subjektet for enhver mission er derimod Gud, og kirken/missionsselskabet/missionæren er Guds middel, der ikke kan gøre andet end at forkynde evangeliet og henvise til kirkens fællesskab.

Skal man pege på en forskel mellem de to generalsekretærer, så er det ikke så meget, hvor lidt og hvor meget socialt arbejde og religionsdialog, der skal føres contra evangelisering. Forskellen ligger derimod i, at der især tages afstand fra teologien som vej for missionen hos Mogens Kjær, mens der hos Jens Ole Christensen især mangler en egentlig kirkebevidsthed. Men begge to fornægter i og for sig, at mission kun drives ud fra kirken, og at teologien - som "korrekturlæser" til forkyndelsen - er det eneste, der kan nedbryde de religiøse fængsler, som vi alle har en tendens til at finde tryghed i.

Jens Christensen anså det som et religiøs fængsel, når nogen kunne forestille sig, at min Næstes vej til Gud skulle gå gennem mig og mine gode handlinger. Det er selvfølgelig en anstødssten for alle fromme mennesker, hvad enten de vil forkynde evangeliet til forargelse, eller de arbejder for at undgå en konfrontation mellem kristendommen og det religiøse. Og sådan var Jens Christensens karske missions- og kirkesyn også en anstødssten for selv folk i det missionsselskab, som han var ansat i indtil oprettelsen af Pakistans lutherske Kirke i 1955. Derfor endte det også på den ekstraordinære generalforsamling 7. januar 1962 i en afstemning, der i bund og grund var for eller imod ham og hans teologi. Det ene synspunkt ønskede nemlig at fortsætte støtten til Pakistans lutherske Kirke med Jens Christensen som biskop og medvirke til en forsoning mellem ham og Jens Enevoldsen. Mens det andet synspunkt ønskede en revision af Pakistans lutherske Kirkes konstitution, og at Jens Enevoldsen skulle tildeles kollats i kirken, og hvis dette ikke ville blive opfyldt, at al støtte til kirken skulle ophøre pr. 1. juni samme år.

Der var flertal for det sidste. Derfor gik en kreds sammen og dannede Selskabet til støtte for Pakistans lutherske Kirke i februar 1962 for knap 50 år siden, hvilket selvfølgelig skal markeres i det kommende år. Men noget jubelår udråber vi ikke! Vi forestiller os heller ikke, at vi er helt overflødige. For det burde stå klart, når man følger en debat som efterårets om mission, at der fortsat er brug for et selskab som vores, der bygger på nogle af de mest gennemtænkte og klareste tanker, der er tænkt om mission og kirke.

Glædelig jul og godt nytår til alle selskabets støtter såvel som vores trosfæller i Pakistan.

Thomas H. Beck.

Hele Nyhedsbrevet: Nr. 6, 2011 kan læses her: Nyhedsbrevet (pdf).