SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden 1-2012 PDF Udskriv Email

I december omtalte jeg i Nyhedsbrevet, at Støtteselskabet her i 2012 kan fejre 50 års fødselsdag. Støtteselskabet blev til efter et flertal på det ekstraordinære landsmøde i Dansk Pathanmission den 7. januar 1962 nedstemte den del af bestyrelsen, der bakkede op om Jens Christensen og ønskede at bevare Pakistans lutherske Kirke som en selvstændig kirke uafhængig af missionsselskabet. Flertallets holdning ønskede en revision af kirkens konstitution, så missionsselskabet kunne bevare en vis indflydelse på kirken og forhindre Jens Christensen i at være biskop.

Splittelsen for 50 år siden kaster på sin egen måde lidt lys over den politiserende velfærdsteologi, som i efterkrigstiden stille og roligt voksede frem i Danmark og nu har været meget dominerende i netop det sidste halve århundrede. For flertallet den 7. januar 1962 repræsenterede på sin vis denne teologi, selvom de bestod af folk med rødder i forskellige kirkelige retninger. Denne velfærdsteologi har vist sit ansigt i en pacifistisk teologi, en økologisk, en ”grøn”, en social. 70’erne var storslemme med befrielsesteologien og kvindeteologien. I dag møder vi det mere i en institutionel kirkelighed, hvis vision nærmest virker til at være skabelsen af en ny religion, hvor alle verdens religioner og livsanskuelser skal være forsonet. I den forstand var forslaget om at omdøde Kirkeministeriet til Livsanskuelsesministeriet fra SFs Pernille Vigsø Bagge på mange måder i tråd med en stor del af folkekirkens kirkelighed. Missionen er fra deres side i en tolerant ånd at skabe forsoning med religiøse ledere som fredsskabere. Og delmålene er blandt andet at institutionalisere kirken, skabe religiøse ledere og forhandlingspartnere, nedlægge urentable kirker, skabe kirkelig vækst med videre.

Jeg har i begyndelsen af februar i kraft af min stilling som hærprovst været til en international konference i Sarajevo, hvor forsoningen mellem religiøse grupperinger var emnet. Til april er det 20 år siden, at den kommunistiske stat Jugoslavien gik i opløsning og en borgerkrig brød ud, der i princippet sluttede i efteråret 1995. Siden har man ikke kun genopbygget det krigshærgede Sarajevo, men også forsøgt at genopbygge et tillidsforhold mellem de tre folkegrupper, der tilhører hver sin trosretning. På overfladen kan situationen virke harmonisk, men nedenunder fornemmer man nogle spændinger, der er store som kontinentalpladers pres mod hinanden. Før eller siden sker der nok et skred igen. Kloge velmenende folk holdt ellers fine foredrag om forsoning og hvor vigtigt det er, at krigsforbryderne angrer og ofrene tilgiver. Men i Sarajevo er der unge mennesker, der har oplevet, at deres familier og venner blev nedslagtet. De kan selvfølgelig ikke af hjertet tilgive forbryderne lige så angrende forbryderne end er. Men de kan fastholde sig selv på, at det er ukristeligt at ty til hævn og stoppe den voldsspiral, der er kendetegnende for et samfund, hvor hævnen er et spørgsmål om ære. Og de kan bede til, at Gud tilgiver dem, når de ikke kan leve op til Vorherres umenneskelige krav om at elske sin fjende.

Lederne af konferencen burde efter min mening ikke have talt om anger, tilgivelse og forsoning. Men de burde have stillet spørgsmålet: Hvordan undgår vi hævnen? Men et sådant spørgsmål finder de politisk, sådan som nogen finder det politisk at feltpræster forkynder kristendom for soldater og velsigner soldaterne, inden de går ud på farlige patruljer. De kan i deres lukkede velfærdsteologiske univers slet ikke se, at det faktisk er dem, der er politiske, når de ikke kan skelne mellem det, der er et kristent menneskes pligt som kristen og det, der er et kristent menneskes pligt som borger. At gøre kravet om at elske sin fjende til en borgerlig pligt, der skal føre til en mere fredelig og ”guddommelig” verden, er at sammenblande politik og religion. At stræbe efter at undgå hævnen er derimod en kristen pligt som borger. Og det bedste bud på at undgå hævnen er en stat, hvor der på den ene side er en åndelig øvrighed, der forkynder lov og evangelium, mens der er en verdslig øvrighed, der fører sværdet og straffer forbryderne, så den enkelte ikke har behov for hævn.

Jens Christensen stod i en diametral modsætning til efterkrigstidens fremspirende politiserende pacifistiske velfærdsteologi. Som 17-årig løj han om sin alder for at komme med de amerikanske styrker til Europa og kæmpe imod tyskerne. Han så det som sin kristne borgerpligt at forsvare fred og frihed. Hele hans teologi er da også båret frem af denne virkelighedsnære tilgang til krig, at den ikke blot er et nødvendigt onde, men at den er en barmhjertighedsgerning, når man kæmper for at beskytte den svage imod ondskab og udnyttelse. Han brugte i sin teologi metaforer fra krigen. Sådan skulle teologien danne baggrund for en kritisk undersøgelse af den ikke-kristne religion, som skulle anvendes i en polemisk kamp mellem ondt og godt. Og kirken skulle ses som den stridende kirke, der altid på grund af dets budskabs intolerance vil befinde sig i en kamp mellem lys og mørke, som Jens Christensen indleder ”The Practical Approach to Muslims” med at skrive. Mørkets magt er alt det, der kæmper mod Guds åbenbaring i Kristus. I denne forståelse af, at kirken altid vil befinde sig i en kamp, hvor Ordet er sværdet i kirkens hånd, der føres af kirken, men gøres virksomt af Helligånden, ynder Jens Christensen da også at bruge krigsskuepladsen som et billede, hvor han ser missionærerne som stødtropperne, der skal tage den første kamp mand mod mand. I missionsarbejdet skal der nemlig ikke kun bruges langtrækkende våben, for det er i nærkampen, at det afgørende slag udkæmpes, og det er også her nederlagene ses og mærkes. I kirken skal man arbejde i tro og ikke i skuen.

Jens Christensen forstår kirken som Kristi ambassadør, der taler med myndighed og beder mennesker overalt at blive forligte med Gud. Den gør dette igennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne, men vil altid leve på den forudsætning, at kun igennem forkyndelsens relativitet og dens mangelfulde vidnesbyrd om Kristus skaber Gud troen på den absolutte Sandhed, hvor og når det behager Ham. Kirken er derfor altid genstand for tro, fordi den både er og ikke er den organiserede kirke. Troens kirke eksisterer virkelig. For selvom den ikke er identisk med den kirke, vi erfarer, er den for troen netop kirken. Kirken er i verden, men ikke af verden. Denne spænding i kirkens væsen, som Karl Barth i øvrigt kaldte kirkens dobbelte nød, er det, der vækker forargelse, der fører kirken ud i kamp og som fører til den forfølgelse, som kristne mindretal i Pakistan, Egypten, Indonesien og utallige andre steder kender til. Nogle glemmer denne spænding i kirkens væsen. Og mod disse skriver Jens Christensen i 1946 i Tidehverv i ”Hvorfor drive mission?”: ”... den Kirke, der ikke forstaar sit eget Væsen, det der gør den til Formidler af Guds Velsignelse, har mistet sin Egenskab af at være Kirke. En Kirke, der svigter her, kan jo glimrende fortsætte som en Fromhedsanstalt eller som en Kulturfaktor, eller som Vogter over den borgerlige Moral. Den har bare ikke noget med Kristendom og Evangeliet at gøre, og for saa vidt er den ganske ligegyldig”.

Det kan godt ske, at velfærdsteologien vandt på landsmødet for 50 år siden. Men den havde ikke ret og i dag, hvor Danmark har været en krigsførende nation igennem 20 år, forstår man også hvor farlig denne ligegyldighed er, når den blander kristendom og politik sammen.

Thomas H. Beck
Formand for selskabet til støtte for Pakistans Kirke.

Nyhedsbrevet kan hentes i PDF-format her: Nyt fra formanden 1-2012.