SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Rejsebrev fra Pakistan (I) - nyhedsbrev 2, 2012 PDF Udskriv Email

I slutningen af november 2011 rejste Mikkel Crone Nielsen, der sidder i bestyrelsen for støtteselskabet, til Pakistan. Formålet med rejsen var først og fremmest at besøge Mardan, hvor støtteselskabet som bekendt er involveret i skolen (St. Paul’s School), kollegiet (Boy´s Hostel) samt Værkstedsskolen CVTC (Christian Vocational Training Centre). Under opholdet var Mikkel Crone Nielsen gæst hos Peshawar Stift, som er vores samarbejdspartner i Pakistan, og han benyttede derfor også lejligheden til at få et indblik i mange af de øvrige aktiviteter, som stiftet står for. Samarbejdet mellem Støtteselskabet og Peshawar Stift blev også drøftet med en ny samarbejdsaftale som resultat.

I de kommende udgaver af nyhedsbrevet vil Mikkel Crone Nielsen fortælle om sin rejse til Pakistans Nordvestgrænseprovins.

”Alle rejser til Pakistan frarådes”
Det er efterhånden nogle år siden, at Erik Koch fra Støtteselskabets bestyrelse besøgte Pakistan sidste gang. Det var i 2005 efter den store jordskælvskatastrofe, hvor Støtteselskabet var hurtigt ude med at yde hjælp til de fjernt beliggende bjergområder. Siden da har sikkerhedssituationen i området gjort det for vanskeligt at rejse derud. At Pakistan i dag befinder sig i en borgerkrigslignende tilstand, er ikke for meget sagt. I grænseegnene op mod Afghanistan har Taleban-bevægelsen vokset sig stærk, og den forsøger med hyppige terrorangreb at destabilisere den skrøbelige stat.

I bestyrelsen for Støtteselskabet har vi dog løbende fået invitationer fra Peshawar Stift til at komme og besøge kirken og menighederne derude. For at vores samarbejde skal fungere, er den slags besøg helt nødvendige, og det er uheldigt, at der er gået så lang tid siden sidste besøg.

Jeg skal dog være ærlig og indrømme, at det ikke var med den største lyst, at jeg i sensommeren begyndte at forberede mig på rejsen. På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man finde rejsevejledningen med følgende overskrift: ”Alle rejser til Pakistan frarådes.” Derefter følger en foruroligende tekst om alvorlig risiko for terrorangreb og bortførelser, og at man som dansker påkalder sig ekstremistiske gruppers særlige opmærksomhed. Min ængstelighed ved rejsen blev ikke mindre, da jeg i lang tid forgæves forsøgte at tegne en rejse-forsikring. Det var stort set umuligt; endelig lykkedes det dog at opspore et selskab, der ville sætte pris på risikoen. Den største forhindring var dog at opnå Visum til landet. Faktisk var jeg nødt til at udskyde rejsen til sent på efteråret, da min Visum-ansøgning var blevet sendt til Islamabad, hvor den ganske givet lå og samlede støv på et kontor. I det pakistanske indenrigsministerium har man åbenbart andre ting at tage sig til end at udstede rejsepapirer til en dansk præst!

Ankomsten
I sidste øjeblik udstedte den pakistanske ambassade dog et visum, og min rejsefælle – Lorens Hedelund fra Danmission – og jeg kunne begive os af sted. Vi lettede fra København tidligt om morgenen fredag den 25. november, og med mellemlandinger i München og Doha ankom vi til Peshawar kl. 02:40 om morgenen næste dag. I flyet fra Doha til Peshawar var vi de absolut eneste vesterlændinge, langt de fleste var pakistanske gæstearbejde fra Qatar. I de kommende 10 dage vi var i landet, så vi ikke andre ’hvide’ end den danske ambassadør, hans sikkerhedsrådgiver samt den britiske leder af Det Kristne Studiecenter i Rawalpindi. Pakistan - og særligt Nordvestgrænseprovinsen (NWFP) som tidligere var hyppigt besøgt af vestlige rygsækrejsende - er i dag som støvsuget for vesterlændinge. Terrortruslen og de vestlige udenrigsministeriers rejseadvarsler virker åbenlyst efter hensigten!

Lufthavnen i Peshawar var fyldt med hundredevis af hvidklædte pilgrimme, der var vendt tilbage fra Mekka. De blev modtaget af deres slægtninge, der hyldede dem med blomsterkranse og gaver. Det var nu ikke duften af blomster, der mødte vores næsebor, men derimod røgen fra de mange bål, vi kunne se oplyse natten i slumbebyggelsen rundt om lufthavnen.

En medarbejder fra stiftet, pensioneret løjtnant i flyvevåbnet Mukhtiar Yaqub, tog imod os nærmest ude ved flyet. Han var dog ikke den eneste, der var mødt op for at byde os velkommen. To unge, velklædte og storsmilende officerer fra den pakistanske efterretningstjeneste ISI tog os i et venligt forhør, hvor de udspurgte os om, hvad vi dog skulle i Pakistan. Det lå dem meget på sinde, at vi forstod alvoren i sikkerhedssituationen, samtidig med de formanede os om under ingen omstændigheder at opsøge muslimer og udspørge dem om deres tro og deres syn på kristendommen. Det havde vi nu heller ikke tænkt os!

En by under belejring
I det tidlige morgengry kørte vi gennem Peshawar, der for en udefrakommende mest af alt minder om en by under belejring. For omtrent hver 200 meter var der Politi Check-Points med maskingeværsposter og brystværn af sandsække. De mange terroranslag fra Pakistansk Taliban (TTP) har ændret byens fysiognomi betydeligt. Især i byens Cantonment-område, hvor også stiftets domkirke St. John’s ligger, er der meget tydelig tilstedeværelse af militær og politi. Flere steder på vej mod domkirken og stiftsadministrationen, hvor vi skulle bo, kunne vi se de sørgelige spor efter bombeangreb: Kratere og huse jævnet med jorden, men også ivrig byggeaktivitet som tegn på det liv, der jo skal leves på trods af terroren. Terrortruslen fra TTP fylder meget i bevidstheden for indbyggerne i NWFP. De kristne er hvad det angår ikke mere udsatte end andre befolkningsgrupper, for terroren rammer i flæng. Men i et samfund som det pakistanske, hvor de antivestlige følelser er stærke, er de kristne lette ofre for beskyldninger om femtekolonnevirksomhed. Alle kirkerne i landet er da under politibeskyttelse; en ordning som general Musharraf i sin tid indførte, da der en overgang – især i Punjab-provinsen – var en række angreb på kirkebygninger. Under vores ophold var der dog forholdsvis roligt – med undtagelse af en enkelt natlig bombe i Peshawars basarområde, der fik vores gæstehus til at ryste og naturligvis spolerede resten af vores nattesøvn. Der var dog hverken dræbte eller tilskadekomne. Desværre er den rolige tid blevet efterfulgt af en fornyet terrorbølge. Året 2012 har haft en særdeles blodig begyndelse med mange voldsomme angreb, især i Peshawar, men også andre steder i NWFP.

Alle vi talte med på vores rejse var dødtrætte af den evindelige terrortrussel. Pakistansk Taleban (TTP), som står bag angrebene, har ingen virkelig folkelig opbakning og bekæmpes hårdt af militæret og efterretningstjenesten. Øjensynligt er det dog umuligt at sætte en stopper for angrebene. Af det muslimske flertal i provinsen bliver TTP betragtet som et ideologisk fremmedelement. Den ekstreme Wahabi-islamisme, som de dyrker, er importeret fra Saudi-Arabien, men ideologien får tilmed næring gennem de mange madrassaer (koranskoler) i området, som saudierne støtter økonomisk og som til dels fungerer som udklækningscentraler for netop Pakistansk Taleban.

Antivestlig stemning
Langt større folkelig opbakning i Pakistan har den kamp, som Afghansk Taleban fører mod NATO-styrkerne på den anden side af grænsen i Afghanistan. Mange pakistanere ser det som en legitim kamp mod en fremmed besættelsesmagt. Set i det perspektiv skriver Afghansk Taleban sig ind i den lange række opstande mod fjendtlig indtrængen i regionen, lige fra pathanernes væbnede modstand mod de britiske koloniherrer i 1800-tallet til mujahedinernes kamp mod sovjethæren i slutningen af det 20ende århundrede. Denne folkelige opbakning til Afghansk Taleban er dog præget af lige dele oprørsromantik som dobbeltmoral: man deler uviljen mod vesten og USA, men man ville ikke for alvor ønske et Taleban-lignende styre til magten i Pakistan.

At hadet mod USA og vesten trives i bedste velgående, blev vi ufrivillige vidner til, da en pakistansk militærbase i bjergene 40-50 km nordvest for Peshawar blev angrebet af NATO-helikoptere lørdag den 26. november, vores første dag i landet. Selvom efterfølgende undersøgelser godtgjorde, at hændelsen var et beklageligt tilfælde af friendly fire, var vreden stor. Gadens parlament blev mobiliseret, og der var scener med de alt for forudsigelige rituelle flagafbrændinger. Efter få dage kunne vi langs de større indfaldsveje til byerne i provinsen se enorme Billboards med portrætter af de 24 pakistanske ’martyrer’ (sådan blev de omtalt) i deres uniformer.

Rent praktisk fik angrebet den betydning for vores rejse, at vi desværre ikke kunne med- virke ved gudstjenesten i All Saints Church i Peshawar 2. søndag i advent. Kirken ligger indenfor murene i den gamle bydel, og på grund af det forhøjede trusselsniveau ville bydelen være spærret af for køretøjer. Det betød, at vi ville skulle gå gennem de snævre gader uden nogen form for beskyttelse og uden flugtmuligheder, hvis uheldet skulle være ude og den anti-vestlige stemning blusse. Vi takkede pænt nej og deltog i stedet i endnu en søndagsgudstjeneste i domkirken.

En anden direkte konsekvens af NATO-angrebet på den pakistanske bjergpost var de kilometerlange køer af parkerede lastvognstog på vejen op mod Khyberpasset. Trafikkaosset skyldtes, at man fra pakistansk side som straf valgte at lukke Khyberpasset for NATOs militære forsyningslinjer ind i Afghanistan. Vi kunne se resultatet med det samme, da vejsiderne langs hovedvejene omkring Peshawar meget hurtigt omdannedes til parkeringspladser for de tusindvis af lastvogne lastet med containere med materiel til krigsførelsen på den anden side af grænsen. Man fik helt hjemve af at se Mærsk-stjernen på en betydelig andel af de strandede containere.

Sekterisk uro
Som allerede nævnt ville vi gerne have rejst tidligere på efteråret, men måtte udskyde rejsen pga. visum-problemer. I stedet ankom vi til landet samtidig med den islamiske muharram-højtid begyndte. Især for Pakistans shia-minoritet spiller muharrammåneden en stor rolle, da man mindes slaget ved Karbala, hvor profetens barnebarn Ali blev dræbt. På dagen ashura (den 10. dag i muharram) går mange shiitter i sørgeprocession på gaderne, og for at aktualisere smerten og nederlaget ved det historiske slag, går mange – især yngre – mænd i optog, hvor de pisker deres bare overkrop og skærer i sig med knive, så blodet løber. Sunni- og shiamuslimerne har ikke – heller ikke i Pakistan – meget til overs for hinanden, og shiitternes religiøse hysteri under muharram-højtiden bliver fra sunnimuslimsk side opfattet som decideret uislamisk. Der er ofte religiøst motiverede uroligheder forbundet med denne højtid i Pakistan, og da sunnimuslimske ekstremister på det seneste er begyndt at opildne til sekterisk vold ved at angribe shia-optog og shiitiske moskeer, fik vi da også af vores værter at vide, at vi skulle holde os lang væk fra religiøse optog af nogen art.

Myren og elefanten
Alt i alt var det nogle vanskelige vilkår, vi var rejst ud under. Politisk var der den generelle terrortrussel, som vi skulle forholde os til, og som dikterede sikkerheden for vores besøg rundt i NWFP til stiftets forskellige aktiviteter. Men at vi derudover var landet midt i den mest højspændte periode af året hvad angår sunni- og shiagenvordigheder, gjordet det bestemt ikke lettere.

Når det er sagt, er det vigtig for mig at gøre klart, at jeg følte mig ganske tryg under hele mit ophold i Pakistan. Vores værter i stiftet havde lagt vores program med stor hensyntagen til netop sikkerhedssituationen, og vi var altid mandsopdækkede, hvor vi end kom hen. I det hele taget var vores venner i stiftet fabelagtig gode værter. Igen og igen vendte de tilbage til, hvor vigtigt det var, at vi også fremover har en hyppig kontakt for styrke samarbejdet. Hvad det angår, handler vores samarbejde ikke kun om økonomi. Det handler i lige så høj grad om, at de enkelte menigheder i NWFP føler det som et tydeligt moralsk skulderklap, når gamle venner fra Danmark kommer på besøg. Som biskop Humphrey Peters sagde det under en middag i hans hjem: ”Vores kirkes situation svarer til myrens forhold til elefanten. Så let som ingenting kan vi blive trådt under fode af det omgivende samfund. At I i vesten har jeres blik rettet mod os kristne i Pakistan er med til at forhindre, at dette nogensinde vil ske”.

Hele nyhedsbrevet: nr. 2, 2012 i PDF-format.