SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Skolen og kirken i Mardan nedbrændt PDF Udskriv Email

Kort før deadline på dette nyhedsbrev (Nyhedsbrev nr. 5, 2012) modtog vi disse foruroligende nyheder fra Mardan.

Som en reaktion på den amerikanske amatørfilm ”The Innocence of Muslims”, havde den pakistanske regering valgt at erklære fredag den 21. september som national fridag, så folk kunne lufte deres vrede over det, man anså som en vestlig fornærmelse af profeten Muhammed. Overalt i landet var der store demonstrationer; sagesløse biografejere har mistet deres ejendom i brandangreb, og helt forventeligt var det i Islamabad den amerikanske ambassade, der var målet for masseprotesterne. Også kirker og kristne skoler i Nordvestgrænseprovinsen har været mål for demonstranternes vrede, men de fleste steder har politiopbuddet været tilstrækkeligt til at forhindre deciderede angreb.

Dog ikke i Mardan. Her var der ikke stationeret mere end en håndfuld betjente, der ikke kunne andet end at se til, da tusindvis af demonstranter brød ind på området ved St. Paul’s kirke og skole. Skolen blev plyndret for alt af værdi (blandt andet de nyindkøbte computere); møbler og andet inventar blev smadret, hvorefter både kirken, skolen, præstegården og skolelederens hjem blev brændt af og fuldstændig ødelagte.

Heldigvis er der ikke rapporteret om nogen tilskadekomne. På grund af den nationale fridag og det forhøjede trusselsniveau, var der ingen af de 135 elever i skole. De beboere, der opholdt sig på området, nåede alle at flygte gennem porten ved ejendommens bagside. Man har midlertidigt flyttet skolens aktiviteter til Værkstedskolen (CVTC), der for tiden har ledige lokaler. Hverken CVTC eller kollegiet (Boy’s Hostel), der ligger på en grund et stykke fra kirken, har tilsyneladende været direkte berørt af angrebet.

Det er endnu for tidligt at kunne sige noget sikkert om fremtiden for kirken og skolen i Mardan. Da vi fik besked om angrebet, sendte vi med det samme en sympatitilkendegivelse til Peshawar Stift, hvor vi også forsikrede dem om, at Støtteselskabet naturligvis er indstillet på at tage del i en eventuel genopbygning. Stiftet har nedsat en komité, der skal danne sig overblik over skadernes størrelse, komme med planer om genopbygning samt føre forhandlinger med myndighederne om eventuel erstatning.

Mikkel Crone Nielsen.

Støt pakistans kristne:
Giro (+01): 203 1167 * Bank 9740-887-57-39744


 

Ny formand
Mandag den 27. august blev der i Kolding afholdt årsmøde i Støtteselskabet. Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig, og i den forbindelse blev der peget på mig som ny formand. Jeg er naturligvis glad for den tillid, som bestyrelsen har vist mig ved at gøre mig til formand. Samtidig vil jeg også gerne understrege, at det er en opgave, som jeg tager på mig med en stor portion ydmyghed. De seneste ti år har Støtteselskabet været under Thomas H. Becks kyndige og gode formandskab. Det bliver i sig selv en stor arv at løfte. Men det, der for alvor kalder på lige dele ydmyghed og gå-på-mod, er naturligvis de store opgaver, der ligger foran og som skal løses på bedst mulig måde.

En journalist spurgte mig kort tid efter formandsvalget om, hvorledes jeg havde tænkt at revolutionere Støtteselskabet. Hun tog som en selvfølge, at jeg som ny formand måtte formodes at have en køreplan liggende for selskabets nye kurs. Hvis hun havde forventet en længere smørebrødsseddel med talrige punkter – en ny politik – som jeg ønskede ført ud i livet, måtte jeg dog skuffe hende. Egentlig burde det være indlysende: Støtteselskabet er ikke sat i søen for sin egen skyld; det er derfor ikke vores politik eller vores strategi, det handler om. Vores eneste eksistensberettigelse er derimod – sådan som vores vedtægter også beskriver det – at arbejde for evangeliets forkyndelse blandt Pakistans befolkning. Det er en opgave som varetages på bedste måde af Pakistans Kirke og af vores samarbejdspartner Peshawar Stift.

Støtteselskabet er nemlig ikke noget missionsselskab i egentlig forstand. Vi er heller ikke nogen NGO, der forsøger at gøre Røde Kors eller Læger uden Grænser rangen stridig. Derimod er vi – som navnet understreger – et støtteselskab. Det betyder blandt andet, at vi altså ikke skal hovmesterere over for Pakistans Kirke; vi skal ikke med en eller anden politik eller strategi i hånden bilde os ind, at vi forstår os bedre på, hvad der tjener evangeliets frie løb i Pakistans Nordvestgrænseprovins end den kristne befolkning der på stedet. Vores opgave er derimod at stå i stadig forbindelse med kirken derude, at lytte efter dens ønsker og behov, og at yde støtte til kirken i det omfang vi formår, økonomisk såvel som moralsk.

Og hvem ved, måske vil det vise sig, at kirken og kristendommen i Pakistan – på trods af terrorangreb og chikane fra majoritetssamfundet, på trods af den frygt som den sekteriske vold og en stadig mere hysterisk brug af en vanvittig blasfemilovgivning – er langt mere grundfæstet og livskraftig end kirken og kristendommen er det på vores breddegrader. På den måde er der noget ironisk over historiens pendulsving. For 100 år siden tog vestlige missionærer østpå, til Nordvestgrænseprovinsen for at udbrede kristendommen. Kristendommens centrum lå dengang entydigt i Europa, mens kolonierne var den religiøse periferi. I dag må vi ærligt og redeligt konstatere, at centrum og periferi i mellemtiden har byttet plads. Tanken om et pakistansk støtteselskab for den danske Folkekirke ligger mig efterhånden ikke fjernt…

Til sidst et par linjer om mig selv. Jeg er født og opvokset på Mors, student fra Morsø Gymnasium, er Askov-lærling og har studeret teologi på Århus Universitet og ved King’s College, London. Siden efteråret 2003 har jeg været præst i Ryslinge Frimenighed. På den private front er jeg gift med Lene, som er sognepræst i Hjallese. Vi har tre børn: Karen, Holger og Dagmar.

Støtteselskabet har jeg været knyttet til siden 2009, hvor jeg trådte ind i bestyrelsen. I det sene efterår 2011 havde jeg den glæde at kunne rejse til Pakistan og besøge vores partner, Peshawar Stift, og i særdeleshed skolerne, kollegiet og menigheden i Mardan. Mit besøg i Pakistan har blandt meget andet gjort, at jeg ved selvsyn har kunnet konstatere, at der også fremover ligger en stor opgave for os, nemlig den at være Støtteselskab.

Mikkel Crone Nielsen.

Hele Nyhedsbrevet 5-2012 kan hentes i PDF-format her: Nyhedsbrev.