SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden - 6-2012 PDF Udskriv Email

I skrivende stund er det præcis to måneder siden, at en ophidset menneskemængde angreb kirken og skolen i Mardan. Nyheden indløb praktisk talt samtidig med deadline på det seneste nyhedsbrev, så oplysningerne om hændelsen var på det tidspunkt ret sparsomme. Støtteselskabet har i den mellemliggende tid flere gange været i kontakt med Peshawar Stift og biskop Humphrey S. Peters, og i dette nyhedsbrev kan man læse en del af hans redegørelse for hændelsen.

Det kristne mindretal i Mardan med dens kirke, skole, værkstedsskole og skolehjem er det naturlige omdrejningspunkt for Støtteselskabets hele virke. Støtteselskabet har ikke på den måde sin egen dagsorden, men er forpligtet af de stærke bånd, der i historiens løb er knyttet mellem Nordvestgrænseprovin-sen og Danmark. Med andre ord: Så længe de kristne i Mardan og i Peshawar Stift har brug for vores støtte, vil vi arbejde på at yde den. Det er egentlig ikke så kompliceret, når man nedfælder det på papiret, men i virkelighedens verden er samarbejdet vanskeligt, hovedsageligt fordi forholdene i regionen er så urolige, som de er. Brandangrebet på kirken og skolen har kun alt for tydeligt understreget dette faktum.

Tilbage står vi så med en uhyggelig lektion i, hvor lille verden efterhånden er blevet. En amatørfilm om profeten Muhammed kan - samme dag, som den er lagt på nettet - downloades hvor som helst på kloden. Det er realiteten i den globaliserede verden, hvor alle med adgang til internet kun er et enkelt museklik væk fra enhver form for information; også information der kan tænkes at krænke det menneske, der støver den op. På nettet findes alt, bogstaveligt talt. Der er ikke det billede, der ikke kan findes der; ikke den ytring, der ikke står at læse et eller andet sted. Og på Youtube er det ikke blot den aktuelle Muhammed-film, The Innocense of Muslims, der kan ses, men også talrige andre, der sikkert også kunne få blodet til at rulle heftigt hos letpåvirkelige muslimer, hvis blot de kendte til deres eksistens. Sådan er det jo med nettet. Alt findes der, blot man leder efter det.

Da den første Muhammed-krise rullede og man i nyhederne på TV kunne se, hvordan danske ambassader og Dannebrog flere steder i den muslimske verden gik op i røg, kunne ens første indskydelse være at spørge sig selv, hvor mange abonnenter Jyllandsposten mon egentlig havde i den del af verden, eftersom avisens læsere på de breddegrader åbenbart tog så stærkt anstød af de oprin-delige Muhammed-tegninger, som tilfældet var. Siden er vi dog alt for mange gange blevet vidner til lignende voldelige uroligheder, som har fået lov til at eskalere, ikke mindst fordi myndighederne i de berørte lande ofte handler uansvarligt.

Denne uansvarlighed kommer til udtryk på især to måder: For det første er myndighederne med til at udbrede og fastholde det stereotype billede af deres landes befolkninger som børn eller "vilde" og dermed fuldt og helt i deres følelsers vold. Det er en stereotypi, som sagtens kan genfindes i vesten, men som paradoksalt nok især næres af udemokratiske muslimske regimer. Rationalet er klart: når landets indbyggere er som børn, skal deres liv udfoldes under værgens myndige lederskab og på alle måder skærmes fra det, der kunne forstyrre deres uligevægtige følelser.

For det andet kommer uansvarligheden til udtryk ved, at de muslimske landes ledere mange gange orkestrerer befolkningernes vrede ved at bekræfte og bestyrke dem i følelsen af at være den krænkede part i et overgreb. Der ligger en enorm magt i en sådan følelse af forurettelse. Flere mellemøstlige regimer formåede at spille dygtigt på denne magt under både den første og den anden Muhammed-krise. Forurettelsen kommer desuden også belejligt for regimets myndigheder: Når befolkningens vrede og raseri er rettet mod en ydre fjende, leder det samtidig opmærksomheden bort fra de problemer, man slås med internt i landet til daglig.

Dette forhold er især tydeligt i Pakistan. Halvdelen af den 180 millioner store befolkning lever under fattigdomsgrænsen; 40-50 millioner har ikke adgang til almindelige sanitære forhold og gas- og elforsyningerne i de større byer er ustadige, hvilket fører til stadigt flere demonstrationer. Men Pakistans mest presserende problem er naturligvis den religiøst motiverede terrorisme, som intet synes at kunne sætte en stopper for. Under den muslimske Muharram-højtid i november i år har TTP (Pakistansk Taliban) rettet angreb ikke blot mod de sædvanlige mål indenfor deres almindelige operationsradius i Nordvestgrænseprovinsen, men også i Rawalpindi og Karachi. Kan man bortlede opmærksomheden fra disse problemer, gør man det gerne.

Terroren rammer i flæng, og landets borgere kunne med rette vende deres vrede mod den stat, der heller ikke på dette parameter formår at leve op til de krav, man rimeligvis kan stille den. At bruge ord som svigt, er i den henseende ikke for meget.

Også fredag den 21. september i år svigtede den Pakistanske stat, og denne gang fik det alvorlige følger for det kristne mindretal Mardan. Svigtet havde ikke blot at gøre med, at man fra myndighedernes side ikke formåede at yde sikkerhed for kirken, dens medarbejdere og dens ejendom. Fire-fem politibetjente kan intet stille op mod en tusindtallig skare udrustet med benzindunke og lightere. Det egentlige svigt ligger dog i, at myndighederne selv var med til at udløse overgrebet ved at orkestre ekstremisternes krænkelse og vrede ved at kalde til national helligdag som reaktion på den amerikanske Muhammed-film. En ansvarlig pakistansk regering ville i den situation have gjort alt i dens magt for at mane til besindighed. Man valgte dog en anden vej, og nu forestår der et stort genopbygningsarbejde for Peshawar Stift og menigheden i Mardan. Som gamle venner giver vi gerne en hånd med.

Mikkel Crone Nielsen,
formand for bestyrelsen.

Nyhedsbrevet kan hentes i PDF-format her: Nyt fra formanden 6-2012.