SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Nyt fra formanden - Nyhedsbrev 01-2014 PDF Udskriv Email

På folkekirkens overdrev
Den danske folkekirke står i disse år over for en stor opgave. Globaliseringen, de åbne grænser i EU samt den store indvandring fra ikke-vestlige lande gør, at Danmarks befolkningssammensætning i disse år ændrer sig. En stor del af de indvandrere, som kommer til landet, er kristne. Katolikker fra Østeuropa, protestanter fra vores nordiske broderlande og fra Tyskland. Der er i medierne ikke så megen fokus på denne indvandrergruppe, da de i reglen let lader sig integrere i det danske samfund med arbejde, skolegang og hvad der ellers karakteriserer aktiv samfundsdeltagelse.

Anderledes er det i reglen med indvandrere fra, hvad man i det officielle sprog kalder "de ikke-vestlige lande", hvilket er et andet ord for lande, hvor islam er den fremherskende religion. Her står årtiers fejlslagne integrationsprojekter på det nærmeste i kø. År efter år er det indvandrere fra disse lande, der gør sig uheldigt bemærkede i statistikker over arbejdsløshed, kriminalitet, overførselsindkomst etc. I ghettoerne i Mjølnerparken, Vollsmose og andre steder er parabolerne rettet mod de mellemøstlige stationer. Valgplakater til efterårets kommunalvalg blev flere steder flået ned fra lygtepælene eller systematisk overklistret med budskabet om, at "Lovgivning tilhører Allah."

Frustration over årtiers fejlslagne integration af ikke-vestlige indvandrere kombineret med en ideologisk dyrkelse af multikulturalismen har medført en ganske farlig apati i vores manglende forhåbninger til en fremtid med netop disse indvandrere.

Den kulturelle relativisme har medført en ligegyldighed over for "de andre". De lever deres liv, vi lever vores, alt sammen i parallelle tunneller, hvor ingen udveksling er mulig eller for den sags skyld ønskværdig.

Over for de kristne indvandrere forsøger folkekirken sig med tværkulturelle centre og en noget halvhjertet støtte til migrantmenigheder. I disse år finder der ellers en decideret kristen vækkelse sted i de danske indvandrermiljøer, og mange nye migrantmenigheder opstår landet over. Men når det kommer til stykket og migrantmenighederne for eksempel ønsker at låne den lokale folkekirke til gudstjenestebrug, er det ofte så som så med de udstrakte hænder. En sag fra Aabenraa sidste år var et godt eksempel på dette. Sognemenigheden mente ikke, at den kunne låne kirken ud til indvandrermenigheden et par timer søndag eftermiddag. Det er menighedsrådet naturligvis i sin gode ret til at nægte, men når man ellers ser på, hvad der foregår af aktiviteter i danske kirker og sognegårde, virker afslaget påfaldende.

Det er i det lys, at den aktuelle sag om Massoud Fouroozandeh skal ses. Masood Fouroozandeh er den første præst i folkekirken med en muslimsk fortid. Som ung mand flygtede han fra Khomeinis Iran og konverterede til kristendommen i Danmark. Siden 1997 har Massoud Fouroozandeh været præst i missionsbevægelsen "Church of Love", som deler det folkekirkelige bekendelsesgrundlag; han er cand. theol. fra Århus Universitet, er ordineret i Odense domkirke og har de seneste par år virket som præst i Sankt Hans sogn i Odense ved siden af sit arbejde i "Church of Love". Som præst skal han bygge bro mellem folkekirken og de mange indvandrermenigheder, der skyder frem i landet. Som han selv formulerer det: "Immigranterne kan smitte folkekirken med deres ivrighed, deres store interesse for at forkynde evangeliet og råbe højt om det. De er ikke så blufærdige over for kristendommen. Omvendt har folkekirken den dybe teologi og tradition. Og det stærke fundament, du finder i folkekirken, vil gavne de små migrantmenigheder, som dannes i dag, men som risikerer at forsvinde i morgen."

Dette brobygningsarbejde er dog løbet ind i problemer. Massoud Fouroozandeh har nemlig fået en påtale af biskop Tine Lindhardt for at døbe konvertitter uden samtidig at sikre sig, at disse bliver medlemmer af folkekirken. Selvom biskoppen givetvis har ret, hvad angår de snævert juridiske aspekter i sagen - at dåb og medlemskab hører sammen - virker hendes fremgangsmåde mildt sagt ikke særlig hensigtsmæssig.

For mange af de indvandrere, der søger at konvertere til kristendommen, kan folkekirken virke som en lukket fest, som en monokulturel stammereligion. I mange tilfælde er det derfor optagelsen i folkekirken, og ikke selve overgangen fra f.eks. islam til kristendom, der opleves som den største hindring. Netop derfor virker biskoppens ensidige juridiske tag på sagen malplaceret. I yderste konsekvens kan den have skadelige konsekvenser for de indvandrerkristne, hvis vej ind i folkekirken nødvendigvis må være mere snørklet end for os, der i talløse generationer har tilhørt den.

Da Danmark i 1800-tallet oplevede sin sidste store vækkelse, der ledte til hhv. den grundtvigske og missionske retning, var det bestemt ikke fra begyndelsen givet, at disse vækkelsesretninger ville få et hjem indenfor folkekirken. Fra statskirkeligt hold rynkede man på næsen af de vaktes dårlige kirkelige smag, og ligeledes var der i vækkelseskredsene en afsmag for det statskirkelige paragrafrytteri. Man undgik heldigvis en kirkelig skilsmisse, da man med valgmenighedsloven af 1868 fandt en decideret genial løsning på den ellers uløselige konflikt: muligheden for at danne frie menigheder indenfor folkekirken. Ud fra den hidtil gældende kirkejura var ordningen en umulighed; i praksis har den været til stor lykke for folkekirkens liv og rummelighed.

For tiden arbejdes der med at gøre "Church of Love" til en fuldgyldig valgmenighed inden for folkekirkens rammer. Det kan vise sig at være den rigtige løsning på konflikten i Odense. Den slags tager dog sin tid, da det at grundlægge og lade en menighed vokse er langt mere end en juridisk skrivebordsøvelse. Lad det endelig tage den tid, det tager. I mellemtiden bør vi lade være med at genere pastor Massoud Fouroozandeh med kirkejura, så han igen får tid til at passe sit vigtige arbejde på folkekirkens overdrev.

Mikkel Crone Nielsen, Ryslinge,
Formand for Selskabet til støtte for Pakistans Kirke.

Nyhedsbladet i sin helhed kan hentes i PDF-format her: Pakistans Kirke 01-2014.