SELSKABET TIL STØTTE FOR PAKISTANS KIRKE
Formandens beretning - Nyhedsbrevet 2014-05 PDF Udskriv Email

Formandens beretning 2014
I forbindelse med den britiske forfatter Salman Rushdies modtagelse af H.C. Andersens litteraturpris i Odense, kom han i et interview ind på spørgsmålet om den islamistiske terror, som i disse tider desværre endnu engang ser ud til at opnå sit formål, nemlig at sprede rædsel og frygt. Om nogen har Rushdie selv levet i skyggen af terrortrusler, siden han i 1989 udgav den herostratisk berømte roman "De sataniske vers", hvorefter Ayatollah Khomeini udsendte en fatwa og en pris på forfatterens hoved. Til trods for det er Rushdie - nu 25 år efter - stadig sprællevende og kan efterhånden færdes forholdsvis frit, mens Ayatollahen er død som en sild. Det er i sig selv en opbyggelig historie om ytrings- og åndsfrihed, og om frimodigheden i at nægte at lade sig kujonere, selvom den største bølle i skolegården truer med buksevand og det, der er værre.

Men verden er ikke blevet mindre voldelig siden 1989, og det bærer - ifølge forfatteren - især de radikale islamister en del af ansvaret for. I et interview i Kristeligt Dagblad udtaler han: "Jeg bliver nødt til at sige, at de fleste religiøst betingede voldelige handlinger bliver udført af muslimske terrorister. Sådan er det. Min mest optimistiske forhåbning er, at fænomenet islamisk radikalisme historisk set bliver en relativt kort affære. For de lande, hvor islamisk radikalisme har haft succes, som Iran, Afghanistan, Algeriet og Libyen, er alle sammen lande, hvor folket generelt ikke brød sig om det. Når radikal islam faktisk får magten i et land, opdager folk som regel, at de faktisk ikke ønsker det.[…] De fleste mennesker i den muslimske verden vil have, hvad alle andre vil have. De vil leve i åbne samfund, der er fri for undertrykkelse."

Mon ikke Rushdies analyse af de islamistiske lande er en anelse naiv. Jeg vil i hvert fald nødig se det pædagogiske eksperiment ført ud i livet, at man uden videre overlod magten i Irak, Syrien og Libanon til barbarene i Islamisk Stat med det ene formål, at indbyggerne med tiden måtte indse, at de da vist alligevel ikke brød sig om den slags styre. Jeg er ikke sikker på, at fortrydelsesretten er så stor, hvis man ikke længere bryder sig om lugten i bageriet. Og så er der Rushdies påstand om, at fænomenet islamisk radikalisme er et relativt kortvarigt modelune. Er det virkelig det? Ja, det er spørgsmålet. Det er et spørgsmål, vi passende kan sende videre til professor emeritus Mehdi Mozaffari, der har samlet frugterne af et langt forskerliv i bogen "Islamisme - en orientalsk totalitarisme", der udkom sidste år. Vi har bedt ham om at holde dagens foredrag - og godt for det, for emnet er aktuelt som nogensinde før. I lyset af, hvor meget islamismen fylder for tiden, og hvor meget den påvirker verdens skæve gang både under fjernere himmelstrøg og herhjemme, så kan det ikke nytte noget, at vi er dårligt klædt på i mødet med den. Aldrig har det været mere aktuelt at sætte islamismen i fokus. Vi bliver simpelthen nødt at gøre os den ulejlighed at forstå den.

Men én ting er forståelsen. Den er vigtig. Mindst lige så vigtigt er det dog, at islamismen modsiges, at den kritiseres, at den forsages. Forståelse og kritik; de to begreber understreger egentlig meget fint, hvad den ene side af Støtteselskabets virke går ud på: at bidrage til den aktuelle debat om forholdet mellem islam og kristendommen. Årets temanummer, Islam i Danmark, der udkom for få uger siden, har taget nogle vigtige emner op. Professor Thomas Hoffmann skriver om en mulig imamuddannelse i Danmark og rejser det principielle spørgsmål, hvorvidt muslimske studerende ville kunne acceptere, at islam underlægges de samme historisk-kritiske undersøgelser, som er normen på ethvert andet akademisk studium. Cand.mag. Terese Bache skriver om et andet aktuelt tema, nemlig moskebyggerier i Danmark, mens sognepræst Stine Munch i sin artikel drøfter det helt fundamentale religionsteologiske spørgsmål om, hvordan kristendommen forholder sig til andre religioner. Som jeg skrev i forordet til dette temanummer - nummer 23 i rækken! - er det vores håb, at disse udgivelser bliver læst og kan være med til at kvalificere den vigtige debat om islams stilling og forholdet mellem kristendom og islam.

Dette er altså den ene siden af Støtteselskabets virke. Den anden side handler naturligvis om støtten til Pakistans Kirke, Peshawar Stift. På sidste års årsmøde havde vi besøg af vores nærmeste samarbejdspartner, biskop Humphrey Peters, samt af Indryas Maseeh, der står i spidsen for nogle store skoler i Mardan. Ud over at deltage på årsmødet var de på skolebesøg i Rudersdal Kommune; de var med til møde med DMRU. Og endelig havde daværende kirkeminister Manu Sareen afsat tid til et møde, hvor vores gæster informerede ham om forholdene for kirken i Nordvestgrænseprovinsen.

Indryas, som I mødte sidste år, har spillet en vigtig rolle i genopbygningen af kirken i Mardan efter brandangrebet i september 2012. Derudover har han arbejdet aktivt for, at der igen er rolige forhold i menigheden i Mardan, der ellers for få år siden kæmpede med intern splittelse. Skolen i Mardan, som hurtigt blev genopbygget efter brandangrebet, danner i dag igen ramme for omkring 140 elevers skolegang. Både skolen og kollegiet (Boy's Hostel) med omkring 40 beboere, samt Værkstedsskolen CVTC (hvor den lokale filial af Edward's College nu hører hjemme) er sikret gennem Støtteselskabets økonomiske håndsrækning. En stor del af vores indsamlede midler går altså til at sikre skolegangen for børn af de kristne familier, der på grund af deres elendige økonomiske stilling ellers ingen chance ville have for at sende deres børn i skole.

Vi er så heldige i dag at have besøg af Lorens Hedelund fra Danmission, der i april måned i år var i Pakistan og blandt andet deltog i genåbningen af kirken i Mardan. Han vil senere få ordet for at give os en kort beretning om dette og om andre aktuelle forhold derude.

Selvom verden i dag kan synes lille og overskuelig, er der på alle måder langt til Pakistan. Det er ikke altid nemt at holde tæt kontakt, især ikke fordi kirken derude har voldsomme ting at slås med. Peshawar Stift har i det sidste år kæmpet med eftervirkningerne af det barbariske selvmordsangreb rettet mod menigheden ved All Saint's Church i Peshawars gamle Bazaardistrikt. Søndag den 22. september, da menigheden kom ud af kirken efter højmessen og var samlet på pladsen foran kirken for at spise fælles frokost, trængte to selvmordsterrorrister sig ind i flokken og detonerede deres sprængladninger. Pladsen blev med ét forvandlet til et inferno af død og ødelæggelse; Over 80 personer mistede livet med det samme; derudover døde mange i ugerne derefter af deres kvæstelser. Dermed blev angrebet i Peshawar med i alt 127 dræbte og 250 sårede det alvorligste angreb på Pakistans kristne mindretal i landets historie. Kirken var i chok, og vi var i chok over at høre den forfærdelige nyhed.

Efter selvmordsangrebet har stiftet ydet en enorm indsats med at hjælpe de berørte familier. Støtteselskabet foretog en ekstraordinær indsamling til fordel for ofrene, og de midler er sendt ud for at støtte dette arbejde. Mange familier har mistet deres forsørger, og med den religiøse og sociale apartheid, som de kristne er omfattet af, rammes de meget hårdt.

Vores samarbejde med Peshawar Stift er også blevet præget af selvmordsangrebet på den måde, at et planlagt projekt med at udvide og forbedre faciliteterne på skolen i Mardan midlertidigt har måttet sættes i bero. Stiftet har forståeligt nok prioriteret ressourcerne der, hvor der akut var behov for dem. Derudover har de voldsomme flygtningestrømme fra det pakistanske militærs kampagne mod Taleban i Waziristan lagt endnu større byrder på stiftet. Vi håber selvfølgelig på, at der igen snart kan frigives kræfter til vores samarbejde.

I mange år har vi ellers gået og krydset fingre for at det kristne mindretal i Nordvestgrænseprovinsen (eller Khyber Pakhtunkhwa, som området nu officielt hedder) billedligt talt kunne holde sig under radaren og ikke blive mål for de militante ekstremisters opmærksomhed. De dage ser desværre ud til at være ovre nu. Brandangrebet i Mardan samt selvmordsangrebet i Peshawar lader til at have åbnet for et nyt og foruroligende kapitel i historien for regionens kristne mindretal. Sikkerheden omkring kirkerne er blevet skærpet; Road Blocks i cement garneret med ruller af pigtråd omkranser nu stiftets kirker. Politiets bevogtning er også øget. Hvor meget den slags er værd, når det kommer til stykket, er nok tvivlsomt. I det mindste er det en daglig påmindelse om den konstante trussel, som kirken lever under i hverdagen.

Hvad det angår, deler Nordvestgrænseprovinsens kristne desværre efterhånden vilkår med de kristne mindretal i Mellemøsten og Nordafrika. Presset er i disse regioner enormt, og som vi ser det i Irak er den dag desværre ikke langt væk, hvor de sidste kristne familier må forlade et land, der har været deres gennem hundredevis af år. Den udvikling, som vi i disse dage og uger er vidner til i Irak med Islamisk Stats fremmarch med fordrivelse og henrettelse af de religiøse minoriteter til følge, er noget af det uhyggeligste, verdenssamfundet har været vidne til i mange år. Det første lange stykke tid var der dog påfaldende tavshed om overgrebene mod de kristne i det nordlige Irak. Først da Yazidi-kurderne kom i mediernes søgelys, fik man også øjnene op for den systematiske forfølgelse, som de kristne oplever.

I vesten har medierne og offentligheden generelt en tendens til at have en blind vinkel, hvad angår kristenforfølgelser. Selv når det åbenlyst forekommer, har vi svært ved at se det. Det resulterer i en sær form for kynisme, der har sin rod i vores tilbøjelighed til ofte at relativere de uhyrligheder, der rundt omkring i verden sker i islams navn. Denne blinde vinkel kunne man kalde "Det postkoloniale selvpiskerkompleks". Vi er nemlig i udgangspunktet overbevist om, at vi alle bærer rundt på en kollektiv skyld for vore forfædres kolonialistiske misgerninger. Derfor er rygmarvsreaktionen ofte den, når det brænder i den muslimske verden, at vi udbryder: "Det er nok i bund og grund vores egen skyld". Dette selvpiskerkompleks har forårsaget et væld af undladelsessynder, blandt andet vores blindhed over for overgreb på kristne rundt omkring i verden. Vi følger naturligvis situationen i Pakistan tæt og forsøger at efterkomme kirkens ønsker så godt, vi nu kan. Andet kan vi ikke gøre.

Pakistan er i disse uger kastet ud i et politisk kaos. Ved valget i august 2013 mistede Bhutto-klanens parti PPP magten, og Pakistan Muslim League med Nawaz Sharif ved roret kunne rykke ind i regeringskontorerne. Den nuværende regering synes dog lige så lidt egnet til at imødekomme nogle af befolkningens helt basale behov som så mange tidligere regeringer. Sharif har et anstrengt forhold til landets magtfulde militær, især fordi han holder tidligere hærleder og præsident Musharaf i husarrest og forbereder en rigsretssag mod ham. Uregelmæssig forsyningssikkerhed selv i de større byer, et korruptionsniveau, der selv efter pakistanske forhold er for meget af det gode samt vedholdende anklager om stemmefusk ved 2013-valget har samtidig ført til, at titusindvis af demonstranter er forsamlede i Islamabad i disse dage med krav om, at regeringen træder tilbage.

Det er egentlig to forskellige protestbevægelser, der demonstrerer. Den ene anføres af grundlæggeren af Minhaj ul Quran, Tahir-Ul-Qadri. I Pakistan betragtes han som religiøst moderat, til trods for at han var arkitekten bag landets strenge blasfemilovgivning. Det var grunden til at daværende udviklingsminister Karen Hækkerup nægtede at mødes med ham under hans besøg i Danmark i 2012. Ud over at stå i spidsen for Minhaj ul Quran, der har afdelinger i 90 lande, deriblandt Danmark, leder han partiet PAT.

Den anden centrale person i demonstrationerne er den tidligere internationale cricketstjerne Imran Khan, hvis populistiske facon og hårde ord mod det politiske establishment har gjort ham uhyre vellidt i brede kredse i Pakistan og i særlig grad blandt landets unge. I titusindvis er hans aktivister strømmet til regeringsbyen med et utvetydigt krav om regeringens tilbagetræden. Imran Khans parti fik ved valget i 2013 flertallet i lokalregeringen i Nordvestgrænseprovinsen. Det har bestemt ikke bragt bedre forhold for områdets religiøse minoriteter, da partiet i populismens navn flirter med de radikale islamister. I stedet for utvetydigt at garantere kirkens sikkerhed, har lokalregeringen benyttet den dårlige sikkerhedssituation som et argument for at overtage ledelsen af en af stiftets velrenommerede skoler.

Som I nok kan forstå af det hele, er situationen i Pakistan - også i år - særdeles broget, både for kirken og for landet som sådan.

Som nogen af jer måske har lagt mærke til, så er der i dag et punkt på dagsordenen, der handler om oprettelsen af en fond. Jeg vil forsøge at forklare baggrunden for det, og hvorfor vi i bestyrelsen har nået frem til at gøre, som vi gør. Som forening har Støtteselskabet hidtil været godkendt efter ligningslovens § 8A. Det er den bestemmelse, der gør, at bidragydere til almennyttige foreninger og fonde kan få skattefradrag for deres gavebeløb. Det er godt for vores støtter, men det er så sandelig også godt for Støtteselskabet, da en betydelig del af vores økonomi er baseret på disse bidrag. Alene i 2013 drejer det sig om kr. 188.000. Men en § 8A godkendelse medfører også, at en forening kan få del i tipsmidler. For vores vedkommende drejede det sig om et beløb på omkring kr. 58.000,- i 2013. For det beløb kan vi både trykke og udsende vores medlemsblade og vores årsskrift. Som I kan forstå, er det altså helt afgørende, at vi bevarer vores § 8A godkendelse.

I foråret udsendte Skatteministeriet en ny bekendtgørelse, der giver nye og skærpede regler for disse foreninger og fonde. I en mail fra FKOF (Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg) blev vi opmærksomme på, at vi stod i fare for at miste vores godkendelse. For at blive helt klar over vores situation, fik vi et møde i stand den 14. august med generalsekretæren og sekretariatschefen fra Isobro, paraplyorganisationen for foreninger og fonde i indsamlingssektoren. Som mødet skred frem blev det tydeligt, at vi får mere end vanskeligt ved at opretholde vores § 8A-godkendelse. Vi kunne måske godt leve op til de nye bestemmelsers krav om at have mindst 100 årlige gavegivere. Vi kunne nok også godt overbevise vores gavegivere om, at gaverne skulle være på mindst kr. 200,-. Lidt mere besværligt ville det være, at vores vedtægter skulle ændres på flere punkter, blandt andet i paragrafferne om medlemskab og den vedrørende selskabets opløsning. Alt det kunne nok også gøres.

Folkene fra Isobro gjorde os dog opmærksomme på, at til trods for disse ændringer, ville det alligevel være umuligt for os at opretholde godkendelsen. For på den ene side er vi ikke smalle nok i vores formål til at vi kan godkendes som en "religiøs forening". Den nye praksis er at tolke begrebet "religiøs forening" som en egentlig menighed, hvis primære formål er gudsdyrkelse, afholdelse gudstjenester og den slags. Til det er det blot at sige, at Støtteselskabet bestemt ikke er nogen menighed og at det heller ikke har det ringeste ønske om at blive til en menighed.

På den anden side er vores formål ikke bredt nok til at vi fremover ville kunne godkendes som en almennyttig forening. Og det er da sandt, at vores formålsparagraf er smal. Klart og tydeligt siger den, at vores formål på den ene side er at virke for evangeliets forkyndelse blandt Pakistans befolkning, og på den anden side at bidrage til en teologisk gennemarbejdning af forholdet mellem islam og kristendom. Den opgave er såmænd stor nok; den giver mening og den er påkrævet. Hvad der ikke ville give mening, var hvis vi begyndte at slå knuder på os selv og indførte brede, intetsigende bestemmelser i formålsparagraffen blot for at opretholde godkendelsen. Vi er som forening altså ikke sat i verden for at gøre godt i al almindelighed. Så den løsning har ingen gang på jord.

I stedet blev vi gjort opmærksomme på, at hvis vi oprettede en fond, der kunne modtage gavebidragene, ville den kunne godkendes efter ligningslovens § 8A, gaveydernes bidrag ville være fradragsberettigede og fonden ville kunne få del i tipsmidlerne. Det vil stadig kræve, at antallet af gavegivere overstiger 100, og at hver enkelt gavegiver i løbet af året samlet har bidraget med kr. 200,- eller derover. De indsamlede bidrag vil så kunne bruges ifølge fondens formål, der er det samme som foreningens.

Vi har drøftet sagen i forretningsudvalget og i bestyrelsen i øvrigt. De ændrede regler på området er noget, vi kun kan beklage og tage til efterretning. Men når det er sagt, er vi i bestyrelsen enige om, at vi må handle på en måde, som gør, at vi kan videreføre det vigtige arbejde, som vores formål foreskriver. Og det kan kun lade sig gøre, hvis vi opretholder en § 8A godkendelse. Derfor er vi i bestyrelsen blevet enige om at oprette en fond med navnet "Selskabet til støtte for Pakistans Kirke. Fonden af 2014." Det er en beslutning, som i det store og hele er af teknisk karakter, men som ikke desto mindre er vigtig for at sikre Støtteselskabets arbejde. Derfor har vi også valgt at anføre det som et særskilt punkt på årsmødets dagsorden.

Til slut er der nogle bestemte personer, som jeg gerne vil sige tak til. Tak til biskop Marianne Christiansen fordi hun sagde ja til at prædike for os ved morgenens gudstjeneste. En tak skal også gå til sognepræst Uffe Vestergaard Pedersen, der kun nåede at være med i bestyrelsen et enkelt år, men som af forskellige grunde har måttet trække sig. Og endelig skal en stor tak lyde til sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen, der har valgt ikke at genopstille til bestyrelsen. Thomas Reinholdt har været bestyrelsesmedlem siden 2002, og har i de sidste par år lagt et stort arbejde i at redigere Støtteselskabets temanummer. Tak til de øvrige bestyrelsesmedlemmer for et konstruktivt og fornøjeligt samarbejde. Og endelig skal der lyde en tak til årsmødedeltagerne for jeres store tålmodighed under formandens beretning.

Mikkel Crone Nielsen, formand for Støtteselskabet.

Nyhedsbrevet i sin helhed kan hentes i PDF-format her: Pakistans Kirke 2014-05.