Naturligt nok er april-udgaven af ”The Frontler News” (Stiftets nyhedsbrev) stofmæssigt præget af påsken.

Hovedartiklen fortæller om nogle af de traditioner, der i Peshawar stift knytter sig til højtiden.

Helt speciel er traditionen med afholdelse af en påske-procession, som et unikt vidnesbyrd om Jesu opstandelse.

Jeg citerer fra nyhedsbrevet ”Processionen startede fra de den historisk ældste kirke i Peshawar City tidligt om morgenen påskedag kl. 4.00 anført af fire af stiftets præster. Kristne fra alle sociale lag og fra de fleste af Peshawars forskellige kirkesamfund deltog, og antallet af deltagere nåede dette år op over 5000. Med tændte stearinlys i hænderne begav processionen sig af sted gennem de smalle gader i Peshawars gamle bydel alt imens der blev sunget påskesalmer og læst højt fra Bibelen på de forskellige torve, som processionen kom igennem – dels på nationalsprogene Urdu og Engelsk, dels på lokalsprog som f.eks. Pushto.

Påskens gode budskab blev således forkyndt af Peshawars fattige kristne midt i de altdominerende muslimske omgivelser og på en morgen, hvor ellers selvmordsbombning hører til dagens orden.

Almindeligvis er offentlig udbredelse af budskaber fra andre trossamfund end Islam forbudt, men påskedags-processionen er en undtagelse. Statsapparatet sørger denne dag for fuld beskyttelse af processionen og samarbejder på alle måder med kirkerne.

Salmesang og påskebudskab runger således denne morgen gennem gader og torve i den ældste levende bykerne i det sydlige Asien – som et vidnesbyrd om det gode budskab. Kun I Peshawar finder dette optog sted, som det har gjort det gennem århundreder.

Efterfølgende samledes folkemængden igen på kirkens grund, hvor menigheden fra All Saint' Church servede morgenmad, der udveksledes påskehilsner og de kristne fra de forskellige kirkesamfund gik så hver til sit for at deltage i de respektive påskegudstjenester.

Det blev også i år en velsignet god påskemorgen og en mindeværdig festdag.”

Set i relation til den spændte politiske situation i selve Pakistan, set i forhold til de krigslignende tilstande i størsteparten af Grænseprovinsen med undtagelsestilstand i store dele af provinsen, er det for en vesterlænding forbavsende, at noget som det beskrevne overhovedet kan lade sig gøre!

Og set i relation til de strenge restriktioner der i øvrigt er i et stort antal muslimske lande mht. religionsudøvelse i det offentlige rum, når det drejer sig om andre religionssamfund end Islam, så er fortællingen både fascinerende, tankevækkende og udtryk for, at MEGET kan lade sig gøre på baggrund af respekt for hinandens værdigrundlag.

Her vil jeg gerne personligt tilføje, at valget af den nye biskop, Humphrey Peters, er et skridt der kan vise sig overordentlig klogt ikke mindst i disse meget svære tider på Grænsen.

Humphrey Peters er født og opvokset i Grænseprovinsen, han taler og skriver flydende Pushto, Urdu, Engelsk mm. – og han er nok den bedst uddannede biskop, man har set i Pakistans Kirke.

Han er ydermere – og måske i denne situation endnu vigtigere – en kendt person i brede kredse også uden for de kristnes rækker, idet han tidligere bl.a. har været leder af psykiatrisk afdeling på Missionshospitalet i Peshawar, lektor på det navnkundige Edwardes College samt leder af fødeskolen hertil, Edwardes College School, for at nævne nogle af de vigtigste positioner, som har været med til at gøre ham kendt og respekteret i store dele af det omgivende muslimske samfund.

Laurits Vemmelund, næstformand.

Nyhedsbrevet i pdf-format.

Bladet udkommer normalt 3 gange om året. Der ud over kommer 2 nyhedsbreve og et temanummer.

Sender man et bidrag på giro: (+01) nr. 2031167 eller sætter det ind på konto nr.: 9740--887-57-39744 til Selskabet til støtte for Pakistans Kirke, vil man automatisk modtage bladet, nyhedsbreve og årets temanummer.

Ønsker man blot at modtage det elektroniske nyhedsbrev, kan man tilmelde sig nyhedsbrevet til venstre her på siden.

Den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Pakistans Nordvestlige Grænseprovins er fortsat sådan, at rejser til området frarådes.
Vi har fra Støtteselskabets side derfor undladt at besøge kirken i Peshawar og omegn de seneste år.
Vi har nydt godt af et enkelt besøg der ude fra (Humphrey Peters maj 2009) men har ellers stort set været henvist til at hente nyheder fra kirken via ”The Frontier News”, et lille 4-6 siders net-baseret nyhedsbrev, som redigeres og udsendes månedsvist af stiftskontoret til de oversøiske partnere.
”Nyt fra Pakistan” bliver derfor også denne gang nogle frit oversatte beretninger derfra hentet fra årets tre første nyhedsbreve.

Indsættelse af pastor Humphrey Peters som den fjerde biskop i Peshawar Stift, NWFP, Pakistan
Dette forårs helt store begivenhed i Grænseprovinsens Peshawar Stift, var valget og indsættelsen af pastor Humphrey Peters som Peshawar Stifts nye biskop.
Humphrey Peters blev den 19. januar enstemmigt valgt til embedet af den samlede kirkesynode – en helt unik begivenhed, der taler for sig selv!
Et sådant valg er vist aldrig før løbet så roligt og fredfyldt af stabelen, hvilket passer meget godt ind i vort billede af forholdene omkring Humphrey Peters: En hårdtarbejdende, tillidsvækkende og særdeles afholdt skole- og kirkemand, som nyder stor respekt både herhjemme og i Pakistan.
Vi vil ønske kirken derude tillykke med valget og indsættelsen af Humphrey Peters!
Med Humphrey Peters i bispestolen er der skabt grobund for fremdrift og ro internt i kirken såvel som i forhold til de mange oversøiske partnere.

Juleaktiviteter i fængslerne
Jeg har medtaget denne lille notits fra januar-nummeret af ”The Frontier News”, fordi det hører med til billedet af kirkens hverdag. Der er lange traditioner for kirkelig betjening af fængslerne, hvor såvel pakistanske som udenlandske kristne regelmæssigt får besøg af kirkens ansatte. Hver jul gøres der noget særligt ud af disse besøg, idet der arrangeres nadvergudstjenester for de kristne i både mands- og kvindefængslet, der uddeles gaver i form af varme tæpper og sjaler, og sammen med frivillige fra den lokale menighed afholdes der et julekage-teaparty i de største af fængslerne. Kristne fra de omkringliggende landsbyer deltager aktivt disse dage til stor glæde og taknemmelighed hos de indsatte, der frister en kummerlig tilværelse i de primitivt indrettede fængsler.
Dette samarbejde mellem kirken og de lokale myndigheder fortjener at blive synliggjort – ikke mindst i disse urolige tider, hvor meget ses udelukkende i sort/ hvidt, måske især herhjemmefra!

Fængselstjeneste
I februar nyhedsbrevet er der igen et lille afsnit om fængselstjenesten, som jeg bringer her:
”Vi takker Gud for, at nogle af de kristne kvindelige indsatte, her i blandt fere udlændinge, er blevet løsladt fra Haripur centralfængsel her i NWFP. Vi beder for snarlig løsladelse af de resterende indsatte.
Vores kirkemedarbejder besøger ofte disse fængslede kvinder.
To nigerianere er fortsat indsat her i Peshawar-fænglset, skønt de har udstået deres straf. Men de har ikke penge nok til at købe en returbillet til deres hjemland!
Vores lokale fængselspræst, Rasheed Nazir, arbejder pt. hårdt på at samle penge ind til deres billetter. Må det lykkes med Guds hjælp.
Vores kvindelige fængselskoordinator modtog forleden stor tak fra de indsatte udenlandske kvinder i Peshawar fængslet for hjælpen denne jul:
”Lina og Vilma udtrykker deres taknemmelighed over for Peshawar stift for de dejlige julegaver og for al personalets hjælp, venlighed og omsorg.””

SOS fra Parachinar, en større landsby i grænselandet mellem Afghanistan og Pakistan
(Jeg bringer denne artikel oversat i sin fulde ordlyd)
”De offentligt ansatte medarbejdere i Parachinar har nu ikke modtaget løn for deres arbejde de seneste tre år! Som resultat heraf, sulter deres familier.
Gennem de seneste tre år har vejene til Parachinar været stort set blokerede pga. uroligheder, og myndighederne har derfor ikke været i stand til at inddrive skatter nok til at kunne betale de ansatte.
Vejen fra Sadda og videre frem er fortsat utilgængelig, og man er nødt til gå til fods gennem byen for at komme videre til andre områder. Det er fortsat for farligt at bevæge sig rundt på veje og stier deroppe, som er under talibans kontrol.
Det er uforståeligt, hvorfor lønninger endnu ikke er udbetalt, da der for længe siden er bevilget penge ekstraordinært til formålet fra lokalregeringen, herunder FATA ( Federal Administered Tribal Areas).
De feste kristne familier i Parachinar er offentligt ansatte renoveringsarbejdere (fejefolk), og de er økonomisk uhyggelig hårdt ramt af krisen.
Mr. Riaz Masih, en af de kristne lokale ledere, forsøger at få frigivet lønningerne gennem FATA via samtaler med regeringsembedsmænd. Bed venligst for hans indsats i den forbindelse.
At de sulter deroppe i Parachinar er følgende tildragelse et synligt tegn på:
”Forleden oversprøjtede en lokal kristen beboer, Imtiaz Masih, sig selv og sine børn med petroleum, for at tilintetgøre sin familie, da han ikke længere kunne se udvej for at brødføde dem.
Heldigvis opdagede naboerne det i tide, så de kunne stoppe dette første forsøg på at begå kollektiv familieselvmord. Men hvem kan love, at det bliver det sidste forsøg!
I virkeligheden er de alle deroppe i desperat mangel på mad og penge for bare at overleve!
Et værdigt liv og levned ser desværre ud til at være blot en fjern, urealistisk drøm i en uvis fremtid.
“It`s an SOS call from Parachinar.”

Laurits Vemmelund, næstformand.

Nyhedsbrevet i pdf-format.

Søndag den 24. januar mødtes selskabets bestyrelse for første gang siden årsmødet. Den daglige drift kan under normale omstændigheder foregå via mails og telefon. Men et par gange om året sætter vi os sammen for især at gennemgå regnskabet, drøfte forholdene i Pakistans Kirke, planlægge bladvirksomheden, temanummeret og årsmødet, se på kommende projekter med videre.

Ved dette møde var et vigtigt punkt drøftelsen af selskabets fremtid ud fra de tre muligheder, jeg stillede op som afslutning på min formandsberetning. Den ene mulighed var at udvide selskabets aktiviteter betydeligt og gøre selskabet mere kendt i offentligheden. Den sidste mulighed var at forblive ved tingenes tilstand, hvor alt pga. den poliske situation i Pakistan er mere eller mindre på et nulpunkt. Den mulighed er jo uden et egentligt perspektiv for fremtiden.

Der er derimod mere fremtidsperspektiv i den midterste mulighed, som bestyrelsen blev enige om at følge. Den model indeholder godt nok muligheden for en afvikling af selskabet, fordi vi nu for alvor vil omlægge selskabet i den retning, som vores Partnerskabsaftale fra 2005 da også sigter hen imod. Her har vi nemlig aftalt med Pakistans Kirke, at vi over de følgende fem år ville nedtrappe de faste støttebeløb for til gengæld at yde en mere projektorienteret støtte, der kræver, at Pakistans Kirke sender os projektforslag, som vi så kan tage stilling til. Den aftale har Pakistans Kirke ikke helt levet op til i aftalens første 3 år, hvor vi så med gode grunde har båret over med dem og vedblevet med at sende de faste beløb ud. De ønskede projektbeskrivelser har vi nemlig ikke set meget til, ligesom kirken har haft svært ved at få afsluttet de projekter, som vi har haft støttet. Det har så de senere år været projekter, der vidner om den vanskelige situation kirken står i. Det har været støtten til jordskælvskatastrofen, der jo ikke fik nær den samme bevågenhed i Vesten, som den tilsvarende katastrofale situation i Haiti lige nu. Ligesom det var støtten sidste år til de mange millioner flygtninge fra Swat.

Den politiske situation i Nordvest-grænseprovinsen er ganske forfærdelig for tiden. Det kan ingen være i tvivl om. I sin julehilsen skrev biskop Manu Rumalshah da også, at 2009 kan beskrives som det værste år nogensinde for de nulevende generationer i provinsen. Peshawar er blevet selvmordsbombernes hovedstad, og regionen beskrives af præsident Obama som »verdens mest farlige sted«, skriver han. Men i disse faktisk sidste ord til os som biskop, bibeholder Manu Rumalshah et håb, som er fast knyttet til en tro på Jesu genkomst. Det håb og den tro skal vi selvfølgelig ikke svække ved helt at stoppe med at støtte kirken. Men ingen af parterne kan heller ikke leve med, at der ikke sættes krav og arbejdes for at evangeliet forkyndes i de kristne kirker, og at de kristne børn får en god uddannelse. Var den politiske situation mere stabil og Pakistans Kirkes aktivitetsniveau højere, ville det være let for os at holde os til den første mulighed. Men ingen kan heller ikke være tjent med, at vi lader tingene forløbe som hidtil. Derfor har vi nu valgt med den anden mulighed at lægge bolden over på deres banehalvdel i tiltro til, at stiftets kommende biskop Humprey Peters forstår, at ønsker kirken vores hjælp og støtte i denne svære tid, så vil de også få den.

Det gør vi med god grund. For vi har stor tillid til Humprey Peters, der igennem de senere år har været vores nærmeste samarbejdspartner og i det hele taget stiftets mest arbejdsomme og seriøse medarbejder. Manu Rumalshah har vi også været glade for igennem de mange år, han har været biskop. Men de seneste år har dog været præget af, at han mere har været engageret i sine tillidshverv i den anglikanske kirke end i sine biskoppelige pligter. I de år har det været Humprey Peters, der med dygtighed har taget mange af stiftets administrative opgaver på sig, hvorfor vi fortrøstningsfuldt ser frem til det kommende samarbejde.

Thomas H. Beck.

Nyhedsbrevet - Febr. 2010 i PDF.

Den 26. oktober kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at Taleban i Pakistan havde sendt et brev til Pakistans kristne ledere, hvori de giver det kristne mindretal et ultimatum: "Konverter til islam, betal den særlige skat, som islam påkræver religiøse mindretal, eller forlad landet." Brevet skulle fortsætte med trusler om, at hvis de kristne ikke accepterer dette ultimatum, vil de blive dræbt, deres huse brændt og deres koner brugt som sex-slaver. Ganske typisk for disse militante islamister sluttes der med at lægge ansvaret for sådanne eventuelle hændelser over på de kristne selv. De kan jo blot blive muslimer.

Efter en henvendelse til vores menigheder, om hvorvidt de også har modtaget dette brev, svarer Humprey Peters, at de ikke har modtaget nogen personlige trusler. Men han fortsætter alligevel med at skrive, at de er blevet opsøgt af nogle personer, som de ikke ved om er talebanere eller medlemmer af lokale grupper. Det ændrer dog ikke ved, at situationen i området er meget alvorlig, som han skriver. Hver dag er der bombeangreb i området, hvor uskyldige er ofrene. Han slutter derfor sin mail med en opfordring til at have dem med i vores bønner.

Ingen af os kan være i tvivl om, hvor alvorlig situationen er i området. Vi hører jo om de største selvmordsangreb som i skrivende stund det seneste den 28/10, hvor 92 blev dræbt i Peshawar. Alvoren er så også igen gået op for os herhjemme, hvor to personer i USA er blevet sigtet for at have planlagt terrorhandlinger mod mål her i landet. Som bekendt ser det jo ud til, at aktionen var styret fra Pakistan, hvilket indikerer, at disse militante muslimske grupper i Pakistan og Afghanistan ønsker os ondt her i landet.

Man kan derfor heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, om formålet med dansk militær tilstedeværelse i Afghanistan er reelt. Der er en terrortrussel fra disse egne mod vores land. Nogen vil selvfølgelig mene, at vi selv har skabt den ved vores tilstedeværelse. Men det er lige så spejlvendt en betragtning, som når talebanerne siger, at de kristne i Pakistan selv er uden om at blive forfulgt, når de ikke vil konvertere til islam. For det var terrorangreb mod mål i Vesten, der fik os til at tage derud i 2002, sådan som det i øvrigt nogle år tidligere i 1999 var et forsøg på at indføre sharialov i hele Pakistan, der fik Musharraf til at vælte Nawaz Sharif. Den politiske islam er ikke opstået på grund af vestlig tilstedeværelse i hverken Afghanistan eller Irak. Den har i princippet eksisteret siden Muhammed førte Hellig Krig på den arabiske halvø. Men der er så heller ingen tvivl om, at de militante islamiske grupper får flere og flere tilhængere, fordi vi har svaret igen på deres angreb, og fordi vores svar ikke kun er militant, men også opbakning til en fredeligere styreform end den, de repræsenterer. Tryk avler nu engang modtryk.

Det er derfor heller ikke blot en krig mellem os og dem. Det er først og fremmest en krig mellem disse militante grupper og en forarmet lokalbefolkning, der må leve et liv i frygt. Derfor møder danske soldater da også stor opbakning fra de lokale pashtunere i Helmand, fordi de beskytter befolkningen mod overgreb. Deres største frygt er, at ISAF-styrkerne forlader området, for så ved de, hvilket styre der venter dem. Jeg behøvede egentlig ikke at være enig med folketingets beslutning om vores indsats i Afghanistan for at tage med soldaterne ud til Helmand. For når jeg nu her efter nytår igen tager et halvt år til Afghanistan, så er det for soldaternes skyld. Det er der rigeligt med mening i. Men der er også mening i, at vi skal prøve at hjælpe denne region i verden på fode igen efter årtiers krig forårsaget af korrupte magtmennesker og folk, der ikke kun vil gøre deres religion politisk, men også vil gennemføre denne politik med våbenmagt. Men man må se i øjnene, at det i første omgang skaber en øget konfrontation, selvom Afghanistan ikke i de seneste 30 år har været så fredeligt, som det er nu. Det skaber en øget konfikt, som ikke mindst går ud over Pakistans befolkning og dermed også det kristne mindretal, fordi Taleban har sit hovedsæde i Pakistan. Ja, med et brev som det Taleban har sendt til nogle kristne ledere, så kan det måske i særlig grad gå ud over de kristne. Derfor bør vi også have dem med i vores bønner, sådan som vi bør yde dem den støtte, vi overhovedet har mulighed for. De betaler nemlig en meget høj pris for den frihed, som vi alle som kristne mennesker bør kæmpe for.

Vi har da også i det forgangne år modtaget mange midler, som vi ser som et tegn på, at der blandt Pakistans Kirkes støtter er stor forståelse for den situation, de kristne befnder sig i. Vi har endda modtaget meget store enkeltbeløb fra anonyme personer. For alle beløb, store som små, vil jeg på bestyrelsens vegne udtrykke en stor taknemlighed.

Med ønsket om en glædelig jul.

Thomas H. Beck

December 2009 i pdf-format.

Så skete det.
Mullahen af Swat, Suf Muhammad, kunne heller ikke denne gang styre sig selv og sine medsammensvorne.
Trods tilbud fra centralregeringen om en fredsaftale for Swat og en "fredsmægler- rolle" til mullahen fortsatte de talebanledede militser under ledelse af mullahens svigersøn, Fazlullah, invasionen af de nærliggende Dir og Buner distrikter med retning mod Islamabad.

Den indtil nu tøvende pakistanske regering blev tvunget ud i en modoffensiv, som i skrivende stund pågår.
Tusinder og atter tusinder af fattige bjergbønder, landsbybeboere og handlende fra de nordlige egne af Grænseprovinsen flygter i panik sydpå over Malakand-passet til området omkring Takht-i Bait og Mardan nord for provinshovedstaden Peshawar.

Vi har netop modtaget meddelelse fra Pakistans Kirkes ledelse i Peshawar stift om situationen. De skriver, at de pakistanske myndigheder efter bedste evne forsøger at fnde mulighed for genhusning og anden hjælp til de fygtende, som pt. anslås til at nærme sig 1 million. De tidligere anlagte teltlejre i området til husning af afghanske fygtninge genåbnes, og der iværksættes hjælpeprogrammer med støtte udefra. Men situationen beskrives som katastrofal og ude af kontrol.

De kristne og andre mindretalsgrupperinger fra den nordlige region har stort set alle i hast forladt deres hjem og er på flugt gennem bjergene sydover. De fleste har hverken ejendele eller penge og bevæger sig til fods under en brændende sol i håb om, at venner og slægtninge i Mardan og Peshawar kan tage imod dem og lade dem bo hos sig ind til videre.

Men også for disse fattige familier er situationen kaotisk pga. både penge- og varemangel, så mange ender på kirkens dørtrin uden andet håb, end at kirken på den ene eller anden måde kan fnde husly og mad til dem.

På den baggrund har Peshawar stift åbnet CVTC (Christian Vocational Training Centre) i Mardan til modtagelse af disse familier. Ind til videre er 150 familier blevet visiteret der fra til hhv. Mardan, Peshawar og andre egnede lokaliteter. Alene CVTC rummer pt. 60 familier, og ud over de almindelige faciliteter i form af husly og fortæring har kirken også stillet en bemandet sundhedsklinik til rådighed til behandling af især kvinder, børn og ældre. To børn blev født her i løbet af de første døgn!

Kirkens ledelse slutter brevet af som følger:
"Eftersom flere og flere kristne familier ankommer til kirkens dørtrin for hjælp, anmoder vi vore venner, menigheder og partnere om hjælp til at modtage disse hjemløse mennesker. Kirken mangler akut økonomiske midler til køb af mad, medicin, tæpper, telte og andre fornødenheder for at kunne imødekomme det stigende behov for nødhjælp".

Da vi i Støtteselskabet føler en særlig forpligtigelse over for de kristne i netop Mardan, takht-i-bait, Malakand og de nordlige egne og i forvejen giver driftsstøtte til institutionerne der, sender vi akut 60.000 kr. af vore reserver derud og opfordrer på den baggrund vore bidragsydere til at give lidt ekstra hen over sommeren, så beløbet til den ekstraordinære donation reetableres hos vores kasserer den nærmeste tid.

Vi har her ud over stillet 50.000 kr. til rådighed i forbindelse med en ansøgning til Dansk Missions Råd om 250.000 kr. til akut nødhjælp til de kristne på flugt gennem Mardan og sydpå.

Dette beløb er netop i dag den 24. maj blevet hastebevilget og udløser således også de ekstra 50.000 kr. fra Støtteselskabet.

Vi er taknemmelige for denne kærkomne bistand og anmoder vore trofaste bidragsydere om mulige ekstraordinære indbetalinger de kommende måneder, da vore reserver er begrænsede og primært jo skal bruges til kirkens og Mardan-institutionernes ordinære daglige drift.

Laurits Vemmelund, næstformand.

Hele nyhedsbrevet (pdf).

Indledning Bestyrelsens arbejde
Forleden var der en af mine menighedsrådsmedlemmer, der under en god snak påpegede, at man jo godt kunne mærke, at krigen i Afghanistan og muslimers tilstedeværelse her i landet fyldte mere i min bevidsthed end i hans. Det ville have været langt mere på sin plads, hvis et af Støtteselskabets bestyrelsesmedlemmer eller et støttemedlem til selskabet havde anklaget mig for at beskæftige mig for meget med Afghanistan og den konfrontation, der er imellem kristendommen og islam for ikke at sige mellem islamister og den vestlige verden. For jeg syntes selv, at mit engagement som feltpræst igennem de sidste mange år har begrænset mine muligheder for at udføre mit hverv som formand for Støtteselskabet på en tilfredsstillende måde. Det er da også særligt mit engagement som feltpræst, der er stenen i skoen på mit menighedsrådsmedlem, selvom jeg gør mit yderste for, at mine sogne ikke skal belastes mere end højst nødvendigt af, at jeg indenfor de sidste 5 år ikke kun har tilbragt samlet over et år i Afghanistan og står foran en ny udsendelse på et halvt år til februar, men i det hele taget bruger mindst 30 hverdage om året inde ved Forsvaret. Der går meget tid med det. Men det er en opgave, jeg ikke som daglejeren fejt vil løbe fra, men tage på mig så godt jeg kan, fordi det nu har faldet sig for i mit liv, at jeg også skal være hyrde for danske soldater.

Temanummeret og reklamefolder
Jeg har derfor ikke meget at berette om, hvad jeg som formand for Støtteselskabet har udført. Noget har der selvfølgelig været. Lidt korrespondance med biskop Manu Rumalshah og Humprey Peters og et møde med Danmission, hvilket jeg vender tilbage til. Og så har der selvfølgelig været udarbejdelsen af årets temanummer om religionskritik. Emnet er naturligvis foranlediget af Durban II konferencen. Jeg syntes selv, at det er et godt og yderst aktuelt nummer, der er et værdigt og for nogen også et skrapt indlæg i denne debat om religionskritik. Jeg er bidragsyderne Bent Flemming Nielsen, Anders Raahauge, Thomas Østergaard Aalmann og Thomas Reinholdt Rasmussen meget taknemlige for, at de har stillet deres bidrag vederlagsfrit til rådighed. Forhåbentligt kan temanummeret ikke kun være et godt debatindlæg, men også være med til at gøre selskabet mere synligt til gavn for vores arbejde med at støtte Pakistans Kirke. Apropos dette med at gøre selskabet mere synligt, så har jeg i øvrigt sidste efterår fået revideret og trykt vores lille reklamefolder, der kan deles ud ved foredrag og lægges i kirkernes våbenhuse.
Når jeg ikke har så meget at sige om min egen indsats i det forgangne år, har jeg til gengæld noget mere at berette om, hvad Erik Koch, Laurits Vemmelund og Grete Wigh-Poulsen har lavet.

Grete Wigh-Poulsen
Og hvad angår Grete Wigh-Poulsen, så er hendes arbejde jo synligt for enhver i kraft af vores blad og nyhedsbreve. Vi syntes selv, at det har været en god idé at konvertere to blade om til to nyhedsbreve, fordi det har givet en vis besparelse i de store trykke- og forsendelsesomkostninger, mens vi stadigvæk opretholder en rimelig informationsstrøm til selskabets støtter. Naturligvis var det bedst, hvis det var blade. Men løsningen finder vi altså god. Også så god, at vi overvejer at udsende et nyhedsbrev primo august i håb om, at det kunne få flere til at komme til dette årsmøde, som jo ikke er overrendt i år med kun 14 deltagere inklusive bestyrelsen! Vi syntes ellers, at denne form for årsmøde, der løber af stablen på en enkelt dag, er god. Med nutidens travle mennesker har vi ikke kun fundet det godt, at programmet afvikles på en dag. Vi syntes også, at det er en fordel, at det foregår centralt i landet her i Kolding, hvor rammerne desuden er fantastiske og hvor vi møder en enestående gæstfrihed. Sidste år var deltagerantallet da også væsentligt højere. Men i den sammenhæng skal det jo også nævnes, at i dette arrangement har Grete Wigh-Poulsen lagt et stort arbejde.

Laurits Vemmelund
Hvad angår stort arbejde, så har Laurits Vemmelund været den, der mest direkte har været belastet af mit fravær. For ud over at gøre et stort arbejde med at være vores kontaktperson til Peshawar Stift, så har Laurits Vemmelund blandt andet måttet være stand-in for mig og holde et indlæg på en temadag i Vartov den 28. april om mindretal, politisk og religiøs frihed. Det tror jeg nu ikke var et ringe bytte for Grundtvigs Forum, der sammen med Folkekirkens mellemkirkelige Råd arrangerede dagen. Laurits Vemmelunds indlæg og den efterfølgende debat har fået stor ros. Men ikke nok med det, så kom Laurits Vemmelund også til at være primus motor i et møde med Pakistans Kirkes generalsekretær og næstkommanderende i stiftet Humprey Peters en lille måneds tid senere. Vi havde ellers tidligere på året forsøgt at få et møde i stand, hvilket ikke lykkedes på grund af den ustabile situation i Pakistan, hvor Taleban-relaterede grupper jo som bekendt havde taget magten i Swat-dalen. På det tidspunkt var det ikke muligt for Humprey Peters at rejse ud af landet. Det lykkedes så til gengæld i slutningen af maj (22-26 maj), hvor diverse møder mellem ham, Danmission og os, repræsenteret ved Laurits Vemmelund og Erik Koch, fandt sted i København. For vores vedkommende drejede sig særligt om et fælles møde mellem Humprey Peters, Danmission og os lørdag den 23. maj om eftermiddagen med en afsluttende aften i Tivoli samt et møde søndag efter gudstjeneste i Vor Frue Kirke med Humpret Peters, Laurits Vemmelund og Erik Koch. Disse møder var præget af konflikten i Swat og den deraf følgende flygtningestrøm, hvilket jeg om lidt vil vende tilbage til.

Erik Koch
Flygtningestrømmen fra Swat til området omkring Mardan og Peshawar medførte naturligvis et akut behov for hjælp. I den forbindelse har Erik Koch ydet en enestående indsats med i første omgang at få iværksat en særlig indsamling til dette formål, hvilket Laurits Vemmelund også tog del i med blandt andet sit indlæg i Nyhedsbrevet i juni. For det andet fik Erik Koch søgt Dansk Missions Råd om 250.000 kr., som vi fik bevilget og sammen med yderlige 50.000 kr. kunne sende ud til kirken omkring 1. juni. Desuden sendte vi straks da situationen opstod 60.000 kr. ud til flygtningene. Så oven i Erik Kochs normale store indsats har indsatsen ikke mindst igennem de sidste måneder været på et niveau, hvor vi kan være taknemlige over, at der endnu er noget, der hedder efterløn. For Erik Kochs arbejdsindsats for Støtteselskabet ville simpelthen ikke kunne fungere sammen med et fuldtidsarbejde. For det er Erik Koch, der har alt det administrative bøvl, som nye skatteregler, krav om alverdens kontrol, regler for postudbringelse af tidsskrifter med videre fører med sig. Ligesom det er ham, der har den daglige kontakt med stiftet, hvor kommunikationen ikke altid er på et niveau, som vi kunne ønske os.

Brev til biskop Manu Rumalshah
Jeg har ellers umiddelbart efter sidste årsmøde forsøgt at få strammet lidt op på vores samarbejde med Peshawar stift. Det er jo en tilbagevendende klagesang, at vi har svært ved at få dem til at følge den samarbejdsaftale, vi indgik med dem for 4 år siden, at de ikke får sendt os brugbare projektbeskrivelser, og at kommunikationen altså ofte er dårlig. Således sendte jeg et brev til biskop Mano Rumalshah i september sidste år, hvor jeg ud over det nævnte også spurgte til deres politik med ”mixed schools” for både muslimske og kristne elever samt ikke mindst den konflikt i menigheden i Mardan, som jeg omtalte i ”Nyt fra formanden” i decembernummeret af bladet, men til gengæld undlod at sige noget om i min formandsberetning ved årsmødet sidste år, fordi vi ikke rigtig vidste, hvad der var op og ned i sagen. Vi har jo før oplevet lidt intern splid i menigheden derude ofte foranlediget af pengesager, men det har dog nu vist sig at være mere omfattende end først antaget, hvilket jeg vender tilbage til. For hvad angår brevet til biskop Manu Rumalshah, så fik jeg et svar fra ham den 17. september, der undskyldte deres manglende information med det arbejdspres, der lå og ligger på Humphrey Peters, der er vores kontakt til stiftet. Desuden pegede han også på, at det tillige med er årsagen til, at vi ikke får tilsendt nok af de projektbeskrivelser, der er så nødvendige for vores arbejde. Det er en situation, vi så også er klar over og har stor forståelse for, ligesom vi ikke må glemme de utrygge forhold Pakistans politiske situation påfører alle kristne i landet og som naturligvis gør deres daglige arbejde besværligt. Ja, og det er jo bestemt ikke blevet bedre siden september sidste år, hvor flygtningesituationen blandt andet har givet dem rigeligt at se til.

Bestyrelsesmødet 2/2-2009
Den lidt skrappe henvendelse til biskoppen fulgte jeg op i slutningen af januar med et brev til Humprey Peters, hvor jeg bad om straks at få tilsendt nogle forslag til projekter. Det medførte så også, at Humprey Peters meget hurtigt fremsendte en lang række forslag, som vi kunne se på, da vi havde bestyrelsesmøde den 2. februar i det vestlige Jylland hos Laurits Vemmelund. Her blev vi enige om at bede Bjarne Olsen fra Dansk Missions Råds Udviklingsafdeling se på de fremlagte projekter og vurdere, hvad der kunne være realistisk at gennemføre med støtte fra DANIDA. Vi prioriterer selv en udvidelse af St. Pouls School i Mardan med 2 klasselokaler, udstyr til undervisning i Science, et pc-lokale og et lærerværelse. Men selvom vi på denne måde i februar havde mod på at få iværksat et projekt, som vi særskilt kunne samle ind til, så er det hele strandet på grund af konflikten i Swat og den deraf følgende flygtningestrøm, der altså har givet kirken rigeligt at se til, ligesom vi har måttet prioritere at sende hjælp ud til kirken.

Møde med Danmission 22/4-2009
Vi plejer mindst en gang om året at holde et møde med medlemmer af Danmission for at drøfte forholdene i Pakistan og tale om det, vi nu arbejder sammen om. Således fik Lorens Hedelund og jeg også arrangeret et møde i Odense onsdag den 22. april i år ikke mindst foranlediget af den ustabile politiske situation i Pakistan. Det fyldte da også meget på mødet, hvor kommunikationen med stiftet også var oppe at vende, ligesom der var enighed om, at det kan være til fælles gavn, hvis vi rejser sammen ud til Pakistan. Vi har dog ikke – som det ser ud lige nu – mulighed for at få nogen med på det besøg, som Lars Mandrup og Lorens Hedelund planlægger i slutningen af oktober.

SAMARBEJDET MED PAKISTANS KIRKE - Splittelsen i menigheden i Mardan
På mødet med Danmission den 22. april talte vi desuden om splittelsen af menigheden i Mardan. Forud for årsmødet mandag den 25. august sidste år (2008) havde Lorens Hedelund givet os en kort briefing omkring forløbet, foranlediget af et møde, han havde haft med biskop Manu Rumalshah kort forinden. Vi var i Støtteselskabets bestyrelse ikke uvidende om, at der igen var en gruppe af personer omkring familien Majeed, der forsøgte at skabe splid i stiftet. Vi var også i løbet af forsommeren blevet bekendt med, at tidligere biskop Arne Rudvin den 8/5-2008 skulle have gjort præsten i Mardan, Majeed Masih (far til Peter Majeed og i øvrigt afgået ved døden engang her i foråret 2009) til sin fuldmægtige for, hvad han selv kalder for ”Pakistan Lutheran Church Trust Association Mardan”, som han hævder selv at være formand for. Laurits Vemmelund havde da også allerede i marts fået opringninger fra personer i Pakistan, der ønskede vores støtte til en sådan splittelse. Det er ikke noget nyt, da mange igennem tiden har forsøgt at tilegne sig magt og ejendomme ved at påberåbe sig at være lutherske, der har krav på den jord og de bygninger, der før dannelsen af Pakistans Kirke i 1970 hørte under Pakistans lutherske Kirke. Intet tog vi derfor særligt alvorligt og fik da også af Lorens Hedelunds briefing indtryk af, at det kun var en meget lille del af menigheden, der truede med en splittelse, hvorfor vi – som nævnt derfor ikke ønskede at gå i detaljer med sagen ved landsmødet 2008. Vi kunne dog hurtigt herefter konstatere, at der var mere i sagen end tomme trusler. For i den weekend, hvor vi om mandagen havde holdt vores landsmøde, ordinerede Arne Rudvin i sin bopæl i Norge den 32-årige unge præst Peter Majeed til biskop over, hvad de så kalder ”Northern Diocese, Mardan”. Vi har altid afvist disse personer og gjorde det selvfølgelig igen i foråret, ligesom vi den 8/9-2008 i et brev til biskop Mano Rumalshah gav vores fulde støtte til stiftet og tog afstand fra Arne Rudvins handlinger, hvis motiver vi kun kan gisne om, men som mest af alt virker som en gammel gal mands sidste krampetrækninger. Motivet for Rudvins handlinger kan i hvert fald ikke være at fremme ”det evangelisklutherske” i stiftet. For på baggrund af de oplysninger, vi har fået, er der på ingen måde tale om et ærligt og redeligt forsøg på at reformere Pakistans Kirke. Som jeg også skrev i bladet i december 2008, så er der kritikpunkter mod stiftsadministrationen, som vi kan være enige med de såkaldt lutherske i, som eksempelvis den stigende tendens til at lade muslimske elever gå på de kristne skoler. Men vi kan her have en fornemmelse af, at disse kritikpunkter fremføres af ”de lutherske” for at vække vores sympati for deres projekt, ligesom selve dette at kalde sig lutherske også skal tages med et vist gran salt. Det virker mest som et hævntogt foranlediget af, at Peter Majeeds bror blev fyret fra en stilling i stiftet, fordi han åbenbart havde taget af kassen. Men alligevel er det overraskende at kunne konstatere, at det med stor sandsynlighed drejer sig om størsteparten af menigheden i Mardan.

Det var i hvert fald det indtryk Erik Koch og Laurits Vemmelund fik, da de i maj mødtes med Humprey Peters i København, hvor han kunne fortælle, at det er udbrydergruppen sammen med Peter Majeed, der afholder alle gudstjenester i Mardan Kirke, ligesom Church Bungalow er beboet af Peter Majeed. Ja, eller besat, som Pakistans Kirke udtrykker det. Men netop disse ejendomme er jo en væsentlig grund til konflikten. På mødet i København kunne Humphrey Peters dog fortælle, at de er kommet i besiddelse af et trust-papir fra 50’erne med Jens Christensens og WMPL’s (World Mission Prayer League) underskrifter vedrørende de tidligere lutherske ejendomme, men at der ikke findes retsgyldige overdragelsespapirer af den faste ejendom til Pakistans Kirke. Det er netop dette Arne Rudvin, den tidligere norske missionær Geir Valle (i øvrigt uden opbakning eller tilknytning til det norske missionsselskab) og udbrydergruppen i Mardan udnytter. Derfor er det så også blevet besluttet, at Lorens Hedelund skal forsøge at få underskrevet en retsgyldig overdragelse med underskrifter fra Danmission og WMPL. Ja, situationen i Mardan er derfor bestemt ikke acceptabel, for en sådan splittelse er det sidste, de kristne i Mardan lige nu har brug for.

Swat, fygtningesituationen og de kristnes forhold
Med reference til det referat, som Laurits Vemmelund har skrevet fra mødet med Humprey Peters i København mellem 22. og 26. maj, kan jeg fortælle, at fællesmødet lørdag den 23. maj først og fremmest omhandlede den politiske situation og flygtningestrømmen fra Swat. Humphrey Peters fortalte om den igangværende offensiv mod Taliban, der jo ikke kun er en krig mellem Taliban og pakistanske styrker, men i lige så høj grad en intern nedkæmpning af religiøse ekstremister, hvor landsmænd kæmper mod landsmænd. Hele konflikten i Swat har yderligere været kompliceret af, at Taliban jo i meget stor udstrækning består af fattige ”lejesoldater” af pathanere, hvilket ikke bare skaber religiøse konflikter, men måske i alvorligere grad etnisk uro resulterende i stor skepsis over for pathanske tilflyttere til andre provinser i Pakistan og over for pathanere i det hele taget. Ja, og så har hele ”processen” selvsagt også været kompliceret af, at det foregår på en kraftig opfordring fra USA’s præsident Barack Obama, som Pakistans præsident Asif Ali Zardari ikke kan sidde overhørig, ligesom Barack Obama og USA’s udenrigsminister Hillary Clinton også er nødt til at ryste med sablen, når den pakistanske regering ikke blot lader Taleban og de Taleban-relaterede grupper tage magten i Swat, men oven i købet indgår våbenhvile med dem og ikke mindst indfører sharia-lovgivning i området, hvilket jo var tilfældet omkring 1. maj. Fra vestlig side er det jo en trussel, at Taleban har så stor magt i Pakistan, og at de – hvis intet gøres – kan ende med at få fingre i landets atomvåben, hvilket de efter eget udsagn vil anvende mod USA og Europa. Størrelsen af talebanernes magt har vi ikke kun set i deres erobring af Swat, men også i blandt andet terrorangrebet på Pakistans største våbenfabrik den 22. august sidste år og ikke mindst på Marriot Hotel den 21. september sidste år, der er blevet kaldt Pakistans 9/11. Andre store selvmordsangreb har rystet landet, som angrebet i Peshawar den 29. maj, hvor 63 blev såret og 9 dræbt eller såmænd gårsdagens angreb, hvor 12 politielever blev dræbt.

Hvad angår de kristnes forhold under denne konkrete konflikt i Swat, gav Humprey Peters udtryk for, at de kristne egentlig aldrig eller meget sjældent angribes direkte af Taliban, fordi de trods alt betragtes som ”bogens folk”. Af de over 150 pigeskoler, som Taleban har angrebet i Swat er der dog også kristne skoler imellem. Men der kan fortsat afholdes gudstjenester uden de store problemer, hvor Humphrey Peters blandt andet beskrev en gudstjeneste i Swat i påsken i et privat hus, som blev afholdt med Talibans ”velsignelse”. Ligeledes kunne han fortælle om Tank Mission Hospital ude i stammeområdet vest for Dera Ismael Khan, der fortsat fungerer med udenlandsk arbejdskraft og tager sig af alle syge og sårede uanset fra hvilken gruppe, de kommer. Så alt er ikke sort-hvidt og langt værre er det da også med nogle få ultra-religiøse fanatikere blandt mullah’erne, som ofte sætter demonstrationer i scene, hvor kristne skoler, kirker m.m. lægges for had. Det er jo blandt andet det, der har været tilfældet i Punjab-provinsen den 30. juli i år, hvor de kristnes huse (omkring 75) samt to kirker i en landsby blev brændt ned og 6 personer omkom i flammerne. I det tilfælde blev de kristne beskyldt for at have brændt en koran af. Efterfølgende er der så lige sket det i lørdags den 27. august, at biskoppen, hans to sønner og 100 andre kristne er blevet sigtet for selv at have stået bag hændelsen.

Mange andre lignende episoder kunne der refereres til rundt omkring fra Pakistan. Men i Peshawar stift har vi heldigvis ikke hørt om så mange indenfor det sidste års tid. Pennel High School i Bannu blev den 20. november sidste år angrebet af to missiler som en mulig hævn for, at en amerikansk drone havde affyret missiler mod talebanstillinger i området. Og fredag den 9. januar i år blev en af stiftets præster, Tanzeel Zafar, bortført på sin vej hjem fra stiftsadministrationen ved St. Johns kirke. Heldigvis blev han ikke dræbt, men blev to dage efter fundet voldsomt tilredt foran porten til St. Johns Kirke, hvor bortførerne havde smidt ham. Andre lignende bortførelser og chikanerier af kristne har fundet sted uden gerningsmændene er blevet pågrebet. Biskop Manu Rumalshah siger dog, at det ikke skyldes manglende hjælp og støtte fra de pakistanske myndigheder. Men når gerningsmændene er svære at få fat i, skyldes det simpelthen den store magt de militante islamistiske grupper har, ligesom det også indikerer i hvilken frygt den lokale befolkning lever.

Frygt har Pakistans regering også udvist i forbindelse med Talebans magtovertagelse i Swat, hvor de i første omgang som bekendt kapitulerede helt og oven i købet tillod sharialovgivning. Men efter vestligt pres gik hæren og politiet jo så i begyndelsen af maj ind i området og indledte en voldsom krig, der jo så afstedkom over 3 millioner flygtninge, der stort set alle kom igennem Mardan og videre syd på, hvor mange blev huset i de tidligere flygtningelejre for afghanske flygtninge, ligesom andre søgte husly hos deres familier. På CVTC, vores håndværksskole i Mardan, etablerede kirken en ”modtagelse” for alle disse flygtninge, hvor kirken frem til begyndelsen af denne måned selv har taget sig af de kristne familier og på CVTC huset over 75 familier, hvilket vil sige langt over 500 mand. Hvad man ikke kunne rumme i Mardan blev sendt videre til blandt andet Peshawar, hvor overetagen på missionshospitalet blev taget i anvendelse. Vi har næsten ugentligt fået nyhedsbreve fra kirkekontoret derude, og det har været glædeligt at læse, hvordan den alvorlige situation er blevet taklet med ildhu og beslutsomhed. At Støtteselskabets hurtige respons og økonomiske hjælp har gjort en forskel og er blevet værdsat fremgår af et nyhedsbrev fra 16. juni, hvor kirkens ledelse skriver:

”MEDDELELSE TIL VORE UDENLANDSKE PARTNERE. Selskabet til støtte for Pakistans Kirke, Danmark, er den første af vore udenlandske partnere, som umiddelbart efter vor anmodning om hjælp sendte økonomiske midler til støtte for arbejdet med at genhuse de mange kristne familier på fugt fra krigshandlingerne i Swat-dalen og Malakand. Disse kristne familier er mentalt såvel som fysisk og økonomisk i ubalance pga. krigshandlingerne og de efterfølgende restriktioner i form af bl.a. udgangsforbud, lukkede forretninger, kontorer og institutioner. Alle de berørte områder har tilknytning til Pakistans kirke, hvorfor kirken har et naturligt ansvar for de spredte kristne menigheder deroppe. Støtteselskabet i Danmark hjælper i denne situation Pakistans Kirke med at sikre husly og føde til disse hjemløse mennesker. Peshawar stift er taknemmelig for denne såvel økonomiske som mentale håndsrækning”.

Mod al forventning er det jo lykkedes Pakistans regeringssoldater at nedkæmpe Taleban i en sådan grad, at flygtningestrømmen vendte omkring 1. august, så mange allerede nu er vendt hjem igen med støtte fra blandt andet stiftet, der har arrangeret transportmuligheder for alle de kristne familier. Hvad angår flygtninge-situationen, så kæmper Nordvestgrænseprovinsen med et endnu større ”flygtningeproblem”, fordi velhavende og veluddannede pakistanere udvandrer fra landet. Det gælder også de kristne familier, hvor Humphrey Peters anslog, at vel omkring 80 % af de veluddannede kristne familier har forladt Grænseprovinsen eller er i færd med det! Det er meget svært at holde de unge studerende tilbage, hvis de overhovedet har mulighed for at studere et andet sted i verden! For økonomisk set er Pakistan i dyb krise med voldsomme prisstigninger på næsten alle varer. Humprey Peters nævnte, at f.eks. prisen på elektricitet er steget til mere end det 10-dobbelte de seneste par år. Et tilsvarende eksempel gav han på ”mad-ærter” som er en meget almindelig madvare på lige fod med ris. I den forbindelse undrede det ham, hvordan Taliban kunne rejse de svimlende summer til krigsførelsen. Han var bekendt med, at mange af Taliban-krigerne fik mere end 6000 rupees om måneden plus opholdsudgifter dækket til mad, tøj med videre. Men det undrer nu ikke mig, da man med stor sandsynlighed kan antage, at ikke små summer kommer fra de arabiske oliestater.

Hvad angår den økonomiske krise, kunne Humprey Peters også fortælle, at det er meget svært at rekruttere veluddannede kristne lærere. Dels ønsker ingen at flytte til NWFP, dels kan kirken ikke betale så høje lønninger, som andre private aktører tilbyder. Derfor mente han, at de ”blandede betalingsskoler” for både kristne og muslimer er uundgåelige. Den bedste måde at sikre ”en kristen skoleånd” er ved kun at ansætte kristne lærere, hvis de overhovedet kan findes!

AFSLUTNING
Summen af alt det, jeg nu har sagt, er ikke opløftende. Godt nok er det positivt at se, at Taleban muligvis er på tilbagetog i landet. Men hvad angår situationen i Mardan, så er Støtteselskabet sat i en meget underlig situation. Det skyldes ikke kun splittelsen, hvor det altså nu må anses som et faktum, at stort set alle kristne i Mardan er fulgt med Peter Majeed, men det skyldes også, at der både på grund af splittelsen og på grund af den politiske situation ingen elever er på værkstedskolen, ligesom elevtallet på St. Pouls School i Mardan er faldet til omkring 140 elever.

Ser vi så situationen i sammenhæng med den situation, Støtteselskabets hjemmearbejde står i, hvor vi ikke just får flere støtter, overbebyrdes af unødvendigt bureaukrati og hvor det for bestyrelsesmedlemmerne kan være svært at få tid til bestyrelsesarbejdet, så efterlader det for mig at se i grove træk tre fremtidige muligheder:

1) Den ene er, at vi i bestyrelsen skal være mere udfarende i pressen for at henlede opmærksomheden på os selv og i det hele taget profilere selskabet noget mere. Samtidig skal vi så besøge Pakistans Kirke oftere, hvor vi i første omgang har en opgave med at mægle mellem de to parter i Mardan, da der trods alt er et håb om, at størsteparten vil vende tilbage til Pakistans Kirke. Desuden må vi håbe på, at den politiske situation forbedres og der dermed vender elever tilbage til skolerne i Mardan.

2) Den anden mulighed er at afvikle/omlægge selskabet, som jeg også var inde på for to år siden. Det vil sige, at vi i første omgang kan nøjes med at fortælle Pakistans Kirke, at fra udgangen af 2012 sender vi ikke længere faste beløb til kirken, men at de fremover kan ansøge om midler til projekter eller situationer som nu i forbindelse med husningen af flygtninge. Vi kan fortsætte med at udgive et begrænset antal blade og fastholde temanummeret. Men selskabet skal mere overgå til at være et fond.

3) Den tredje mulighed er status quo. Det er jo så heller ikke er meget værre end vi har været vant til igennem fere år. Men der er ikke meget fremtidsperspektiv i det.

Der kan siges for og imod de tre muligheder, hvilket jeg ikke selv vil gøre, men derimod lægge det op til en drøftelse. Ikke kun her ved årsmødet, men også ved de kommende bestyrelsesmøder. I den sammenhæng er det jo ikke på de mest imødekommende betingelser, at vi kan byde velkommen til frimenighedspræst i Ryslinge Frimenighed Mikkel Crone Nielsen, der har indvilget i at blive medlem af bestyrelsen. Men ikke desto mindre er vi meget glade for, at han vil være med og i dag har gjort sin entré ved at stå for dagens indledende gudstjeneste. Det er vi taknemlige for. Ligesom vi også fra bestyrelsens side er menighedsrådet ved her ved Sct. Nicolai Kirke taknemlige, fordi de på alle mulige måder har støttet dette arrangement blandt andet ved at lade os anvende disse fine lokaliteter.

I det hele taget skylder vi en stor tak til dem, der igennem året har støttet Pakistans Kirke, hvor vi har været overvældet af nogle af de bidrag, der er kommet ind i forbindelse med vores særlige indsamling til kirkens husning af flygtningene fra Swat. En sidste tak skal Søren Peter Hansen have, for det arbejde han igennem 9 år har gjort som medlem af bestyrelsen, hvor han ikke mindst har lagt et meget stort og engageret arbejde med bladet i de 5 år, han var redaktør fra 2002 til 2007. Siden Søren Peter Hansen blev provst i 2007 har tiden til at lægge et arbejde i Støtteselskabet dog af gode grunde ikke været den samme som tidligere. Derfor tog han også konsekvensen af det tidligere på måneden, hvor han selv foreslog, at vi fandt en afløser til ham. Det har vi så gjort med Mikkel Crone Nielsen, som vi ellers ville have taget med ind i kredsen som såkaldt konsultativt medlem af bestyrelsen. Og med sådanne nye kræfter i bestyrelsen ser fremtiden jo heller ikke så sort ud endda! Der er håb for det lille selskab og formålet er jo godt.

Thomas H. Beck, formand for bestyrelsen

Bladet 2009 nr. 5 i PDF

Den 16. marts besluttede Pakistans præsident Zardari, at de afsatte højesteretsdommere med den tidligere formand for højesteretten Iftikhar Chaudhry i spidsen skulle genindsættes i deres embeder. Det skete som bekendt efter et massivt pres fra blandt andet jurister, advokater og oppositionslederen Nawaz Sharif, der ved præsidentvalget den 8. september 2008 tabte til Zardari. I medierne er Sharif i den forbindelse blevet beskrevet positivt, ligesom det jo også umiddelbart er positivt, hvis Pakistan får en uafhængig dømmende magt. Men øst er øst og vest er vest og forholdene er aldrig så enkle, som man umiddelbart kan tro. Sådan kan meget da også være sket i løbet af de par uger, der går fra jeg skriver dette, til bladet er uddelt. For selvom mange tror, at vi nu står ved en milepæl, der fører til en forbedring af retsforholdene i landet, så skal man jo ikke glemme, at det samme mente man, da Zardari for godt et halvt år siden kom til magten. Realistisk set ændrer forholdene sig jo ikke sådan lige til det bedre. Som Sharif for 10 år siden var ved at køre landet i sænk, sådan er hans påvirkning på situationen i dag bestemt heller ikke positiv om end det for mange kan virke sådan. Landet er i opløsning og ligesom det ikke er godt for nogen af landets hæderlige institutioner i det hele taget, sådan er det heller ikke godt for Pakistans Kirke. Men vi må forsøge atbevare håbet og se fremad. Det skulle et lille møde den 21. marts mellem Humprey Peters og bestyrelsen have medvirket til. Men desværre betød den forværrede situation i landet, at Humprey Peters ikke kunne rejse her til Skandinavien, hvor han også skulle have besøgt andre end os. Vi håber dog, at et møde kan komme i stand snarest muligt. For der er ting, vi ikke kan korrespondere om i mails, ligesom det altid er bedst at tale om tingene, når man kan se hinanden i øjnene. Som situationen er nu, kan vi jo så heller ikke så godt tage til Pakistan. Men lad os nu se, om ikke Humprey Peters får mulighed for at tage hertil på et senere tidspunkt.

Thomas H. Beck.

Pakistans Kirke - maj 2009 (pdf).

Fredag den 9. januar blev en af Peshawar stifts præster, Tanzeel Zafar, bortført på sin vej hjem fra stiftsadministrationen ved St. Johns kirke. Tanzeel Zafar er ansat ved menighederne i Charsadda og Shabqadar, men assisterer også i Mardan. Heldigvis blev han ikke dræbt, men blev to dage efter søndag den 11. januar smidt foran porten til St. Johns Kirke af sine bortførere. Han var dog så voldsomt tilredt, at han måtte indlægges. Han kom først til Lady Reading Hospital og er senere blevet overført til Missionshospitalet i Dabgari Gardens.

Bortførelser som denne er desværre blevet mere og mere almindelige i Nordvestgrænseprovinsen i takt med at Talebans, al-Qaeda og relaterede partiers dominans i området bliver større. Som i tilfældet med Tanzeel Zafar bliver gerningsmændene sjældent pågrebet. Det skyldes ikke manglende hjælp og støtte fra de pakistanske myndigheder. Tværtimod roser biskop Manu Rumalshah i denne sag såvel forbundsministeren for religiøse anliggender som det lokale politi, der ikke mindst mødes med stor taknemlighed for deres indsats og imødekommenhed. Men når gerningsmændene er svære at få fat i, vidner det om, hvor stor magt de militante islamistiske grupper har, ligesom det også indikerer i hvilken frygt den lokale befolkning lever.

Ser vi på den aktuelle sag med bortførelsen af Tanzeel Zafar, så lader det her til, at motivet netop er at skabe frygt blandt de kristne. Således kontaktede gerningsmændene hverken familien, kirken eller de pakistanske myndigheder og stillede krav om løsesum eller lignende. Og det lader heller ikke til, at der lå personlige motiver bag bortførelsen. Der er heller ingen, der har taget ansvaret for bortførelsen, hvormed de efterlader sig et tomrum af frygt. Der kan ikke sættes ansigt på. Der er intet motiv. Ingen ansvarlighed. Kun frygt.

Biskop Manu Rumalshah skrev om denne frygt og tilknyttede hjælpeløshed i sin julehilsen. Selvmordsangreb er blevet en daglig foreteelse, begravelsesoptog bliver ofte angrebet og selv i civile områder oplever man, at nattens stilhed brydes af raketangreb. Før jul blev Pennell High School i Bannu eksempelvis angrebet af to raketter. Men det er ikke kun de kristne, der bliver udsat for disse angreb og lever i denne frygt. Før jul var der jo også et par angreb på nogle af de transportcentre, hvor lastbiler med forsyninger til tropperne i Afghanistan kører ud fra, ligesom der kun nogle hundrede meter fra All Saints Church i Peshawar blev sprængt en bombe, der kostede 39 uskyldige livet. I midten af januar har der tæt ved Peshawar været hårde kampe mellem shia- og sunnimuslimer, som dog blev slået ned af den pakistanske hær. Frygten dominerer således overalt i Nordvestgrænseprovinsen og særligt i de områder, hvor Taleban reelt sidder på magten. Det er blandt andet tilfældet i Swat, hvor Taleban i januar har udelukket områdets 40.000 piger fra skolegang, fordi Taleban som bekendt finder det "uislamisk" at undervise piger.

De pakistanske myndigheder har derfor en stor interesse i at forhindre og opklare tilfældige bortførelser og alle de andre former for frygtskabende og terroriserende virksomhed. For hvis de ikke får kontrol over hele Nordvestgrænseprovinsen, så breder lovløsheden sig ikke kun i dette område, men højst sandsynligt til hele landet. De pakistanske myndigheders forsøg på at bekæmpe de militante oprørere giver et lille politisk håb om, at der på et tidspunkt igen vil komme nogenlunde fredelige forhold i området. Men som tingene ser ud lige nu, skal håbet ikke mindst rettes mod Gud. Det gør de kristne i Pakistan så også og fortsætter ufortrødent deres arbejde, så godt det nu er muligt. Det arbejde skal vi naturligvis bakke op om og håber på, at det her i løbet af 2009 vil lykkes os at få Peshawars stiftsadministration til at udarbejde en ordentlig projektbeskrivelse på blandt andet en udbygning af St. Pauls School i Mardan. Humprey Peters har i hvert fald netop sendt os en rapport over uddannelsesinstitutionerne i Mardan, der påpeger forhold, der trænger til forbedringer. På baggrund af den rapport har bestyrelsen ved sidste bestyrelsesmøde den 2. februar bedt kirken om at udfærdige udførlige projektbeskrivelser, som ikke kun kan danne grundlag for indsamling blandt vores faste støtter, men også ansøgning om midler ved andre organisationer, fonde og DANIDA.

Thomas Beck

Nyt fra bestyrelsen - februar 2009.

Den 2. februar afholdtes årets første bestyrelsesmøde.

Endnu engang kunne bestyrelsen konstatere, at situationen i Pakistan er forværret. Det kristne mindretal er stadig mere presset. På baggrund af de nyheder, som vi modtager derfra, står det klart, at kirken har fået endnu mere brug for støtte.

Men to aspekter vanskeliggør støttearbejdet. For det første er der interne konflikter i kirken. For det andet kniber det med at modtage tilstrækkelig information fra kirken. Formand, Thomas Beck, har derfor skrevet til biskoppen og gjort opmærksom på problematikken.

At det ind i mellem er vanskeligt at få klar besked derudefra, skal dog ikke forhindre os i at hjælpe og også tænke i nye projekter, der kan være til støtte for de kristne i området.

Bestyrelsen vedtog fortsat at sende samme beløb ud og diskuterede to nye større projekter, som kirken ønsker hjælp til at realisere.

Bestyrelsen vil bede Bjarne Olsen DMR-U se på de fremlagte projekter. Men som det ser ud nu prioriterer bestyrelsen forbedringer på St.Pauls High school, som er den eneste institution i Mardan, der er for de lokale kristne. I forbindelse med projektet vil bestyrelsen arbejde på at gennemføre en indsamling i sognene.

Grete Wigh-Poulsen.

Nyhedsbrevet februar 2009 i PDF-format.

Den 21. september fik Pakistan sit 9/11. Sådan er det meget voldsomme selvmordsbombeangreb på Marriot Hotel i Islamabad blevet udlagt med god grund. For selvom angrebet "kun" kostede omkring 60 dræbte, så var det et stort chok for alle pakistanere, at terroristerne overhovedet havde mulighed for at gennemføre dette angreb på en af landets bedst bevogtede bygninger. Ingen i landet var selvfølgelig i tvivl om, at Taleban, Al-Queda og andre militante grupper står alt for stærkt særligt i Nordvestgrænseprovinsen. Det var således den 22. august lykkedes dem at angribe Pakistans største våbenfabrik, Pakistan Ordnance Factory (POF), der har omkring 30.000 ansatte og på et meget højt teknologisk niveau producerer alt fra små patroner over artilleri til kampvogne. Dette angreb kostede mindst 70 livet og sårede over 100. Men selvom det også burde have været umuligt for terroristerne at komme igennem sikkerhedskontrollen til POF, så havde angrebet på Marriot Hotel en større psykologisk effekt ikke mindst set i lyset af, at præsident Zardari og andre fra regeringen efter planen skulle have været i bygningen, da attentatet blev gennemført. Målet for angrebet var derfor landets nyvalgte præsident, der blot 2 uger tidligere havde vundet valget. Det var derfor et angreb på landets styre og på det lille håb, der trods alt findes hos mange, om en mere harmonisk og fredelig fremtid for Pakistan.

Håbet om en bedre fremtid lever også i Pakistans Kirke, selvom forfølgelserne af kristne er tiltaget i takt med, at Taleban og andre terroristgrupper har sat sig på magten rundt omkring i Nordvestgræsenprovinsen, hvor Chitral, Swat og det meste af FATA'en (Federally Administered Tribal Areas) nu er fuldstændig under de militante gruppers kontrol. Ude fra kan håbet virke naivt, ligesom kirkens store bestræbelser på at afholde inter-religiøse konferencer kan virke som orkesteret på Titanic, der spillede videre uden at se i øjnene, hvilken vej det gik. Men én ting er det politiske håb, noget andet det kristne. For i troen er håbet om Kristi sejr over død og djævel aldrig naivt. Og dette håb gør troen levende, så den ikke stivner i skriftklog rigorisme og politisk rænkespil.

Politisk rænkespil på baggrund af påståede trosforskelle er det sidste, de kristne i Pakistan lige nu har brug for. Desværre har tidligere biskop Arne Rudvin fra Norge været en væsentlig årsag til, at der er opstået et sådant rænkespil i den nordlige del af Peshawar Stift. For i den weekend, hvor vi om mandagen den 25. august holdt vores årsmøde, ordinerede Arne Rudvin i sin bopæl i Norge den 32-årige unge præst Peter Majeed til biskop over "Northern Diocese, Mardan". Vi var i Støtteselskabets bestyrelse ikke uvidende om, at der igen var en gruppe af personer omkring familien Majeed, der forsøgte at skabe splid i stiftet, ligesom vi i løbet af forsommeren var blevet bekendt med, at Arne Rudvin den 8. maj skulle have gjort præsten i Mardan Majeed Masih (far til Peter Majeed) til sin fuldmægtige for, hvad han selv kalder for "Pakistan Lutheran Church Trust Association Mardan", som han så også hævder at være formand for. Allerede i marts fik vi oprigninger fra personer i Pakistan, der ønskede vores støtte til en sådan splittelse, hvilket ikke er noget nyt, da mange igennem tiden har forsøgt at tilegne sig magt og ejendomme ved at påberåbe sig at være lutherske, der har krav på den jord og de bygninger, der før dannelsen af Pakistans Kirke i 1970 hørte under Pakistans lutherske Kirke. Vi har altid afvist disse personer og gjorde det selvfølgelig igen i foråret, ligesom vi den 8. september i et brev til biskop Mano Rumalshah gav vores fulde støtte til stiftet og tog afstand fra Arne Rudvins handlinger, hvis motiver vi kun kan gisne om, men som mest af alt virker som en gammel gal mands sidste krampetrækninger.

Motivet for Rudvins handlinger kan i hvert fald ikke være at fremme "det evangelisk-lutherske" i stiftet. For på baggrund af de oplysninger, vi har fået, er der på ingen måde tale om et ærligt og redeligt forsøg på at reformere Pakistans Kirke. Der er selvfølgelig kritikpunkter mod stiftsadministrationen, som vi kan være enige med de såkaldt lutherske i, som eksempelvis den stigende tendens til at lade muslimske elever gå på de kristne skoler. Men vi kan her have en fornemmelse af, at disse kritikpunkter fremføres for at vække vores sympati for deres intrigante projekt, ligesom selve dette at kalde sig lutherske også skal tages med et vist gran salt. Vores eventuelle uenigheder med den måde, stiftet driver kirken og skolerne på, fører vi ad de rette kanaler. Således har vi da også i det brev, vi sendte til biskop Mano Rumalshah i september, kritiseret, at informationsniveauet ikke altid er det bedste (som blandt andet omkring disse indre stridigheder) og at de ikke er gode til at følge vores partnerskabsaftale, ligesom vi endnu engang har spurgt til deres politik med "mixed schools" for både muslimske og kristne elever.

Den 17. september fik vi et imødekommende svar fra biskop Mano Rumalshah, der undskylder deres manglende information med det arbejdspres, der ligger på vores kontakt til stiftet Humphrey Peters, ligesom det også er årsagen til, at vi ikke får tilsendt nok af de projektbeskrivelser, der er så nødvendige for vores arbejde. Det er en situation, vi så også er klar over og har stor forståelse for, ligesom vi ikke må glemme de utrygge forhold Pakistans politiske situation påfører alle kristne i landet og som naturligvis gør deres daglige arbejde besværligt. Derfor er vores vigtigste opgave lige nu da også at vise vores støtte åndeligt såvel som økonomisk til dette kristne broderfolk, der konstant lever i frygt for overgreb fra militante muslimske gruppers side. Det tilsidesætter de kirkepolitiske uenigheder, vi ellers kan have.

Thomas H. Beck

Pakistans Kirke, nr. 6, 2008 - PDF-format

Indhold:
1. Referat af årsmødet.
2. Prædiken ved årsmødet.
3. Formandsberetning - 1. del.
4. Bidrag til Støtteselskabet.
5. Fradragsregler.
6. Adresser.

Pakistans Kirke, nr. 5, 2008 - i PDF-format

Med terrorbombningen af den danske ambassade i Pakistan mandag den 2. juni, er det ikke blevet lettere at støtte Pakistans Kirke. Med de trusler, der hænger over hovedet på alle danskere, der bevæger sig til landet, er det jo nemlig selvsagt noget vanskeligt at opretholde en fornuftig kontakt til kirken med jævnlige besøg. Det er dog ikke noget, vi nogensinde har overdrevet. Men vi har jo altid med et par års mellemrum sendt et par bestyrelsesmedlemmer ud til kirken for at holde en fysisk kontakt, som er nødvendig, hvis samarbejdet skal fungere optimalt. Vi har også haft stor nytte af samarbejdet med Danmission, der har flere midler til rejser og hvor Lorens Hedelund har været så venlig at informere os om forholdene derude, når han har været på besøg. Vi har dog igen i år haft planer om, at et par fra bestyrelsen skulle derud, men som forholdene er lige nu, er det altså ikke så lige til. Dog ved vi af erfaring, at tingene hurtigt falder til ro derude, så selvom trusselsniveauet vurderes højt af Udenrigsministeriet, så er det ofte slet ikke så slemt, når man først befinder sig i landet.

Man kunne også forestille sig, at samarbejdet med kirken skulle være blevet forværret af situationen på den måde, at de ikke længere er så interesserede i at skilte med støtten fra Danmark. Det er dog ikke noget, de har nævnt for os. Men som jeg skrev i sidste nummer, så har biskop Mano RumalShah været engageret i en interrelligiøs konference, der har taget afstand fra Muhammedtegningerne, fordi denne sag naturligvis giver de kristne problemer i forhold til deres muslimske naboer. Det er ikke et engagement, som jeg på nogen måde kan bifalde, men jeg kan dog ikke desto mindre sagtens forstå det i forhold til den situation, som de kristne står i.

Denne holdning til Muhammed-sagen er det ikke utænkeligt, at der blandt selskabets støtter er uenighed med. Efter sidste blad (2-2008) fik jeg i hvert fald en henvendelse, der havde læst mit "Nyt fra formanden" som et sårende, barnagtigt og hadsk udfald helt på linie med det, som pågældende mente, at Jyllandsposten gør, når de skulle bruge enhver mulighed for at lægge indvandrere og dermed muslimer for had og se det som en selvfølgelighed at forhåne muslimernes profet. Jeg står dog noget uforstående overfor henvendelsen. Men jeg står jo så også i det hele taget uforstående overfor den måde, som dele af pressen, erhvervslivet, den bløde aktivistiske del af folkekirken med flere har håndteret "Muhammed-sagen" på. Jeg skal jo ikke her forsvare Jyllandsposten. Men hvad angår tegningerne, bør de jo i hvert fald tolkes ud fra sig selv. Sådan udtrykker tegningerne jo vidt forskellige ting, og som jeg indirekte skrev i sidste nummer, så tolker jeg Kurt Westergaards tegning som et angreb på fanatiske muslimers tolkning af islam. Er tegningen netop ikke et spejl, hvor de fanatiske muslimer kan se, hvad de selv gør deres profet til? Og skulle vi lade os underkue af de fanatiske muslimer, så vi ikke længere må sætte et sådant spejl op og sige vores ærlige mening om dem? Der er meget sandt i, at vi ikke har pligt til at sige alt, selvom man har ret til det. Men lige nu er vi havnet i en situation, hvor mange åbenbart ikke mener, at man bør have ret til at sige alt, - og hvor jeg derfor vil mene, at der er ting, man så vitterlig har pligt til at sige! Der er situationer, hvor samvittigheden kræver, at der siges fra. Og det er blandt andet overfor den muslimske wahabisme, Hizb-ut-Tahrir, Taleban og al-Queda. Det er jo altså ikke et spørgsmål om ikke at kunne lide indvandrere!

Det kan være givende at modtage kritik af det, man siger, skriver og gør. For man kommer jo derved ikke kun til igen at forholde sig til det emne, man har ytret sig om, men også at forholde sig til sine egne ytringer. Sådan modtager vi i bestyrelsen altid gerne respons på vores arbejde. Jeg vil dog her lige for en ordens skyld understrege, at hvad jeg skriver i "Nyt fra formanden", skal bestyrelsens andre medlemmer selvfølgelig ikke tages til indtægt for. Men det er dog alligevel samtidig udtryk for den bredere linie, der altid har været Støtteselskabets og hvis grundlag ikke kun er det kirke- og missionssyn, som Jens Christensen formulerede, men også de tanker han gjorde sig om forholdet mellem islam og kristendom. Det er et grundlag, der i øvrigt også forpligter os på altid at beskæftige os sobert med forholdet mellem islam og kristendom, hvorfor vi da apropos igen i år udgivet et temanummer sidst på sommeren, der tager et aktuelt emne op. I år er temaet "Bibel og koran" og vil have artikler af professor Mogens Müller, biskop Niels Henrik Arendt og oversætter forfatter mag.art. Ellen Wulff.

Hvad angår kritik, kan jeg kun opfordre til, at man møder op til Støtteselskabets Årsmøde, der i år vil blive gennemført som et et-dags-arrangement i Kolding. Her vil man ikke kun få rig lejlighed til at stille spørgsmål til bestyrelsens arbejde, men også mulighed for at deltage i gudstjenesten ved Sankt Nicolai kirke kl. 10.00 ved Henriette Bacher Lind og foredrag om eftermiddagen ved Ali Alfoneh om "Fejlslagen Modernisering og Fjendskab mellem Stat og Samfund i Afghanistan og Iran".

Thomas Beck

Nyhedsbrevet, nr. 3, 2008 i PDF-format.

Muhammedtegninger
"Jeg er en jøde!" Sådan kunne man næsten føle og sige, da man tidligere på året i TV kunne se demonstrationerne mod Muhammedtegningerne i blandt andet Pakistan. Udsagnet relaterer sig umiddelbart til J. F. Kennedy, der for 45 år siden sagde: "Ich bin ein Berliner" og gjorde det for at vise sin støtte til østtyskerne under den kolde krig. Dette er dog ikke på samme måde skrevet for lidt omkostningsfrit at vise sin støtte til det jødiske folk, der har og fortsat må lide under fordomme, fordømmelser og forfølgelser, men fordi vi danskere af demonstranterne blev sat i samme bås som de ikke kun i dag sætter jøderne i, men som jøderne også blev sat i af nazisterne under 2. Verdenskrig. For de fleste demonstranter havde givet vis ikke tænkt en selvstændig tanke, men var efter påvirkning af fjendtligsindet propaganda blevet grebet af en oppisket stemning og et had, der svarede til det jødehad, der fandt sted i Tyskland under nazisternes styre. For lad os lige endnu engang holde fast i, at der ikke er noget egentligt stødende i de tegninger, som Jyllandsposten for nu godt 2½ år siden lod trykke foranlediget af, at Kåre Bluitgen ikke kunne finde nogen til at illustrere sin børnebog om Muhammeds liv. Den mest udskældte af tegningerne udført af Kurt Westergaard har jo ikke som sit mål at forarge muslimerne, men at illustrere islamisternes og selvmordsbombernes fortolkning af koranen og Muhammeds liv. Demonstrationerne mod tegningerne bekræfter endda, hvor god og sigende tegningen er, fordi vi i demonstrationerne netop ser den radikalisering, som tegningen med Muhammed med bomben i turbanen vil påpege.

Moralisme og moral
Vi skal derfor heller ikke lade være med at genoptrykke tegningerne. Nej, vi skal i princippet hænge dem op over alt. Det er lidt ligesom i Monty Pytons film "Life of Brian", hvor den ældre mand anklaget for blasfemi hopper rundt og skriger: "Jehova, Jehova!" For det kan jo ikke blive værre. Han er jo allerede dømt til døden ved stening. Og det er vi også! Ikke fordi Kurt Westergaard har tegnet Muhammed, men fordi vi er kristne. Man kan jo eksempelvis godt spørge sig selv om, hvor mange af de 50 demonstranter, der gik rundt i Karachi den 14. februar og brændte Dannebrog af fulgt af et TV-hold, der nogensinde havde set karikaturtegningerne? Sikkert ikke en eneste. Men selvom de havde, så handlede deres demonstration ligesom de mange andre, der på denne baggrund har fundet sted siden den 30. september 2005, mere om at bruge det som anledning til at få pisket en hadefuld stemning op mod alle vantro. Islamisternes stærke behov for at retfærdiggøre sig selv og sætte skel mellem troende og vantro, retfærdige og uretfærdige er nemlig sagens kerne, ligesom det dermed også handler om moralisme i modsætning til moral. Gud har igennem sin søn lært os, at vi ikke skal dømme andre, før vi har dømt os selv. Vi skal først tage bjælken ud af vores eget øje, inden vi kan se klart nok til at tage splinten ud af vores broders øje. Den, der er ren, skal kaste den første sten. Vi skal hverken dømme eller fordømme, men vi skal tilgive. For den dom, vi dømmer andre med, skal vi selv dømmes med. Demonstrationerne mod Danmark udtrykker det stik modsatte. De er fordømmende og sætter os i den samme position, som den jøderne var i under 2. Verdenskrig. Derfor kan man sige: "Jeg er en jøde!" Men endnu bedre vil det jo være at sige til demonstranterne, at de skal tage bjælken ud af deres eget øje, før de vil pille splinten ud af vores. Ja, det var vel så egentlig også det nogle aviser gjorde, da de genoptrykte tegningerne som et svar på politiets offentliggørelse af, at der med stor sandsynlighed var blevet planlagt et attentat på Kurt Westergaard. For er karikaturtegningen med bomben i turbanen netop ikke et sådant spejl, der til islamisterne siger, at de skal dømme sig selv med den dom, de dømmer andre med? Jo, det er den. Og netop den kendsgerning er vel også grunden til, at de synderriver deres klæder og dømmer den som gudsbespottelse.

At være kristen
"Jeg er en kristen!" At sige det er en personlig bekendelse. Det er ikke udtryk for at tilhøre et bestemt folk eller en bestemt religiøs gruppe. Guds rige er ikke af denne verden og derfor kan vi som døbte ikke betragte os som en del af et synligt kristent verdenssamfund. Vi kan ikke dømme om, hvem der er kristne og hvem, der ikke er det, ligesom vi derfor ikke kan føle at "det kristne samfund" bløder, når nogle kristne bliver forfulgt. Men det er vores tro, at vi i dåben er blevet podet ind på Kristus, som man poder en kvist ind på en gren. Føler vi, at vi bliver udsat for den samme hån, som jøderne er blevet det, så er det vores tro, at Kristus i sin lidelse og død har taget denne hån på sig. Ser vi andre kristne blive forfulgt, ved vi, at det er deres tro. Vi kan harmes over det, som vi rettelig bør harmes over enhver uretfærdighed. Og ser vi en uretfærdighed overgå ikke-kristne, kan vi forkynde for dem, at Kristus vil være med dem i deres lidelser, hvis de bliver døbt. Det er til forargelse for jøder (og muslimer) og en dårskab for grækere. Ikke mindst fordi det dermed også siges, at vi som kristne skal tolerere hån, forfølgelser og uretfærdighed. Evangeliet er intolerant og vil forarge og det kræver tolerance af den, der forkynder det.

Inter-Faith Press Conference
Når biskoppen over Peshawar stift Mano Rumalshah den 13. marts stod i spidsen for en interreligiøs pressekonference, der tog afstand fra Muhammedtegningerne, er det selvfølgelig også et udtryk for den tolerance, der kræves af dem, der skal forkynde evangeliets intolerante budskab. For situationen har jo bestemt ikke været nem for de pakistanske kristne, de gange Muhammedkrisen er blusset op. Hvor man her i landet mest har talt om krise pga. valutabalancen og bruttonationalproduktets størrelse, så har de kristne i Pakistan følt krisen på en noget mere kontant måde. Det kan man ikke andet end vise medfølelse overfor. Men man kan også føle smerte ved at se, hvordan de kristne er dhimmi'er, der bliver tålt med begrænsede rettigheder ud fra den forudsætning, at de underkaster sig islams overherredømme. Det er de kristnes vilkår i Pakistan, som under "normale" omstændigheder "kun" viser sig i deres fattige og ringe kår, men som i forbindelse med en sag som Muhammedkrisen nu har betydet, at de ydmygt har måttet bøje sig i støvet og give afkald på ære og stolthed ved at ty til at demonstrere sammen med muslimer foran Peshawar Press Club mod "det skændige angreb på en religions hellige profet", som der står i stiftets nyhedsbrev "The Frontier News" fra marts.

Støtte til de kristne
Biskop Mano Rumalshah har gjort regning uden vært, når han overfor muslimerne giver udtryk for, at alle kristne i verden står skulder ved skulder i denne sag. Ikke kun fordi en kirke ikke kan og skal tage stilling til et sådant politisk spørgsmål og heller ikke fordi, der altså ikke er et sådant synligt kristent verdenssamfund, men jo ganske enkelt fordi vi her i landet er mange, der ikke er enige med ham i hans syn på Muhammedtegningerne. Han har selvfølgelig skønnet, at det var det bedste for de kristne i Pakistan at sige sådan. Det skal vi ikke dømme ham for. Den dom er ikke vores, men Guds. Vi skal derimod tilgive ham i den ånd, at vi ved Kristus også har fået forladt vore synder og blevet gjort fri af alle denne verdens religiøse love og moraliserende domme. Til frihed har Kristus frigjort os! Og på de ord får vi mod og styrke til med ære og stolthed at udkæmpe livets kampe og holde fast i evangeliets intolerante budskab, at fordi Jesus er vejen, sandheden og livet, så er alt andet i denne verden sekulært, - og altså også en tegning af en profet. Derfor støtter vi ikke forfulgte kristne rundt i verden ved også at give afkald på ære og stolthed og give køb på evangeliets sandhed. Vi støtter dem selvfølgelig heller ikke ved at fordømme dem, når de finder det nødvendigt at tale om, at vi har et religiøst fællesskab med muslimerne. Men vi skal fortsat støtte dem, fordi det er vor tro og vort håb at Gud vil sørge for, at evangeliet trods forfølgelser vil lyde i de kristne menigheder.

Thomas H. Beck

"Service" er jo i og for sig et rædselsfuldt ord, fordi det er blevet så taknemligt at manipulere med dets betydning. Det har vi senest set hos vort kære postvæsen, hvor man har indført nye servicetiltag, der har medført, at sagsgangen for uddeling af tryksager er blevet omstændelig og langsommelig og desuden dyr. Hvorfor ikke tale om tjenesteydelser i stedet for service? Ydelser, man gør som en tjeneste og ikke først og fremmest for profittens skyld. Ydelser, der udspringer af forpligtelse og ansvarlighed. Men det ville selvfølgelig betyde, at der så virkelig skulle ydes service og at I eksempelvis ikke ville have modtaget decembernummeret af Støtteselskabets blad i begyndelsen af januar! Ja, det virkede noget absurd at læse om Benazir Bhuttos ankomst til Pakistan den 18. november, når hun den 27. december var blevet dræbt af en selvmordsbomber! Bladet skulle efter planen være dumpet ind af brevsprækkerne før jul.

Den politiske situation i Pakistan
Nu kunne selv fordums dages effektive postvæsen knap have fulgt med den hastighed, hvormed begivenhederne ude i Pakistan er foregået her på det sidste. Situationen er meget alvorlig. Mere alvorlig end det generelle indtryk i medierne. For der er en borgerkrigslignende tilstand, hvor de islamistiske partier og oprørsbevægelser får mere og mere vind i sejlene. Pakistan er i brand. Og branden kan brede sig til hele regionen. Således ligger løsningen på situationen i Afghanistan eksempelvis i høj grad i Pakistan. Der råbes jo ofte op om, at den fredsbevarende styrke ISAF ikke har gjort nok i Afghanistan. Men igennem de sidste par måneder er pakistanere i tusindvis flygtet derind, fordi forholdene her er fredeligere. Helt fredeligt bliver der dog aldrig i Afghanistan, hvis ikke også der bliver fredeligt i Pakistan og regeringen får styr på de islamiske oprørsgrupper, der formidler økonomi og materiel til Afghanistans talebanere.

De kristnes forhold
Der er ikke meget klynk at høre fra Pakistans Kirke i den her forbindelse. De har altid været vant til at leve fattigt og ufrit og forfølgelser har fundet sted, siden evangeliet blev forkyndt første gang i området. Vi har ikke fået indtryk af, om de helst vil have den ene eller den anden til at lede landet. Om det er bevidst, at de undlader at skrive konkret om de politiske forhold, er ikke til at sige. Men det kunne også hænge sammen med, at der ud fra deres synsvinkel ikke er den store forskel på spidskandidaterne til præsidentposten. At de derimod frygter en islamistisk magtovertagelse, behøver de ikke at skrive. Det siger sig selv. For os i Vesten vil konsekvenserne være store på den lange bane, hvis islamisterne skulle komme i besiddelse af landets atom-våben, men for de kristne vil konsekvenserne vise sig med det samme. Allerede nu har islamisternes stærke position i landet sine konsekvenser, hvilket blandt andet kunne ses i en gidseltagning af en kristen læge der stod på fra begyndelsen af december og frem til 2. januar, hvor det lykkedes at få ham frigivet.

Bestyrelsens kontakt med kirken
Vi blev løbende informeret om situationen i forbindelse med gidseltagningen og bragte på ønske fra kirken ikke informationer videre til medierne. Det er jo bestemt fremmende for informationsniveauet, at vi kan kommunikere igennem e-mails. Men selvom vi på den måde kan holde kontakt med Pakistans Kirke, så er det dog ikke det samme som at mødes ansigt til ansigt og tale om tingene. Derfor arbejder vi i bestyrelsen fortsat på, at vi skal have sendt et par stykker derud, så vi kan høre nærmere om forholdene og få gjort noget mere ved blandt andet projektet om at udbygge og forbedre skolen i Mardan.

Bestyrelsens kontakt med baglandet
Vi får dog ikke støttet de kristne i Pakistan, hvis vi ikke har et godt bagland, som bliver informeret om arbejdet. Denne information er jo så med årene blevet vanskeliggjort af Post Danmarks "servicetiltag". Som det derfor også tidligere er blevet nævnt, vil vi reducere to af årets seks udgivelser til at være et nyhedsbrev som dette. Vi er ved at få opbygget en ny hjemmeside, hvor det forhåbentlig vil blive sådan, at man her kan tilmelde sig nyhedsbrevet elektronisk. Så vil vi dermed kunne spare den dyre porto. Desuden vil hjemmesiden fremover give gode informationer om Selskabet til støtte for Pakistans Kirke, vores historie og arbejde.

Landsmødet mandag den 25. august i Kolding
Det har i mange år været drøftet, hvad vi kan gøre for at få flere til at møde op til vores landsmøde. Det har nu igennem en længere årrække fundet sted på Refugiet i Løgumkloster i midten af september. Det har ud over fremmødet på alle måder været godt. Derfor er det også lidt nølende, at vi i år som et forsøg vil prøve at ændre formen. På baggrund af drøftelserne på sidste års landsmøde er vi nået frem til, at mødet begynder med en kort gudstjeneste kl. 10.00 i Skt. Nicolai kirke i Kolding, hvorefter landsmødet finder sted. Efter frokosten vil der være et foredrag med efterfølgende kaffe og debat. Mødet forventes afsluttet ca. kl. 15.30.

SKAT
I et senere nummer vil vi komme nærmere ind på programmet for Landsmødet, pris og tilmelding. Derimod vil vi allerede nu - og igen - opfordre til, at man sender kasserer Erik Koch sit cpr-nr., hvis man ønsker at trække sine gaver til selskabet her i 2008 fra i skat. For fra i år har SKAT nemlig ændret reglerne, så det er modtageren af gaver, der skal opgive dette til SKAT frem for at man som tidligere selv skrev gavesummen på sin selvangivelse. Det er noget af en bureaukratisk sagsgang for Erik Koch. Men noget, vi ikke kommer uden om. Den positive side ved de nye regler er, at man kan fradrage op til 13.600 kr., hvis man giver 14.100 kr. eller mere. De første 500 kr. er altså ikke fradragsberettigede.

Nyhedsbrev og økonomisk støtte
Uden den økonomiske støtte falder arbejdet naturligvis fra hinanden. Derfor har vi også valgt at udsende disse nyhedsbreve for fremtiden, så der ikke går for lang tid mellem bladene og temanummeret. Som nævnt regner vi med, at i fremtiden vil de fleste kunne nøjes med at modtage Nyhedsbrevet elektronisk, så vi dermed kan spare den dyre porto og omkostningerne ved trykning. Fra bestyrelsens side håber vi, at initiativet vil blive modtaget positivt.

Thomas H. Beck. (11. febr. 2008)